Mens nu The Anna-Out-Of-Space, Allan@Haverholm & Janus Haiku Andersen er ovre på fastlandet, og give den fuld rebekka på ArtBubble2021 i Superkulturens ‘patafysiske navn (og måske også få solgt nogle T-Shirts – hvem ved?), skal vi tilbageblevne og forladte (snøft!) vende blikket mod “The Deep Past” – også kaldet: den dybe fortid.

Nu er Danmark hverken berømt eller berygtet for at være ophavsland for særligt mange science fiction-film. På den anden side stammer den første science film faktisk herfra: Himmelskibet, 1918 (idet jeg nænsomt forbigår Melies’ “Rejsen til Månen” (1902), som jeg mere betragter som en animationsfilm. Men lad os slås om det!) Derfor vidste jeg også godt, at det var en fejl i min opdragelse, at jeg aldrig nogensinde havde set Jens Ravns filmatisering af Valdemar Holsts roman “Manden der tænkte ting”. Men hvad har man ikke biblioteker til, hvabbehar? Så derfor satte jeg mig til at kigge “sagen” igennem.

Vi tager lige det helt overordnede handlingsreferat: – Max Holst (Preben Neergaard) er kirurg, vist endda hjernekirurg og psykiater. En dag bliver “patienten” Steinmetz (John Price) indlagt på afdelingen, hvor Holst residerer. Steinmetzhar et forslag, han ikke mener Holst kan afslå, for Steinmetz kan “tænke ting”, der så manifesterer sig i virkelighedens virkelige virkelighed. Og Steinmetz har fundet ud af, at ved en gobbledigook-techno-babble hjernekirurgisk indsats, vil han blive i stand til (også) at skabe liv. Hvilket han sådan set godt kan, i forvejen, men de organismer han fremtænker, kan han ikke “fastholde”. De fordamper, mens det går betydeligt bedre med cognac og cigarer. Hér ville en pernittengryn nok ymte noget om, at basis for såvel cigar som cognac sandelig også er “liv”. Men lad nu det ligge. For Steinmetz tilbyder Holst, at dersom sidstnævnte vil udføre sludder&vrøvl-hjerneoperationen på ham, da vil Steinmetz gøre Holst til en ufattelig rig mand. Holst afslår.

Det skulle Holst aldrig ha’ gjort.

Inden man nu geråder ud i højlydte indignationer om, at “1969? Det var jo i oldtiden, mand”, “I sort/hvid! Tror du jeg er farveblind?”, så lad mig lige gøre opmærksom på, at ’69 var året for præmieren på Kubricks&Clarkes “2001;aso”, at det var blot 6 år tidligere end den amerikanske præmiere på “Star Wars; ep. IV: A New Hope”, samt at kravet om multikromatiske visuelle oplevelser må bero på en højst personlig smag, der udelukker én fra ½delen af filmhistoriens cinematografiske udtryk. Og i samme ombæring vil jeg da også lige nævne, at bortset fra Tørk Haxthausen, så er især Munksgaards “Trivi-serie”, skyld i at science fiction, på dansk grund, henslæber en lidet attråværdig tilværelse, omend det er blevet bedre med årene. I forhold til “Trivi-serien” (der baserede sit science fiction-syn på “Perry Rhodan” (ta’ dén!)) fremgik det eksplicit at pornografi var bedre for den mentale hygiejne end science fiction. Velbekomme! Og med det udgangspunkt skulle man nok kunne klare en fuldblods sciffi-film, på dansk, i sort/hvid, ikk’sandt?

Nu til en anmeldelse:

Det kan ikke undgås, at dialogen kan forekomme altmodisch – det er trods alt en film, der er over 50 år gammel. Det er jeg også. Men jeg vil påstå, at skuespillerpræstationerne er “gangbare” nok til, at man bliver indfanget af spændingskurven. Ikke fordi det er en film, der lever på det helt store action-scenarie, for det gør den absolut ikke. Men fordi man bliver involveret i det skygge-spil (og jeg tænker ikke på lyssætningen) som er en stor del af handlingen. Og så er der hele spørgsmålet om, hvem man skal/bør holde med. For nok opfører “overmennesket” Steinmetz sig aldeles arrogant, men hva’faen bilder Max Holst sig ind, at han er? Så på den måde er det også en ret kuldskær film, hvilket tjener den til ære, idet den bevæger sig ude omkring de Helt Store Spørgsmål: – eugenik, videnskabens ret til akt og magt, udviklingens uafvendelighed i forhold til statssanktionerede “vilkår” ( – do you feel lucky, punk?) og magt er ret.

Men fremfor alt – og det skal virkelig forstås som en anbefaling – så er der, over filmen (jeg har ikke læst bogen), en næsten Philip K. Dicksk stemning, og det finder jeg – personligt – er et ret stærkt argument for at se eller læse: