SÆLSOMITETER FRA URGRUNDEN
Initiativer skal man ikke kimse af, og eftersom jeg ikke aner hvad det vil sige at ”kimse”, går vi straks videre med et nøjere blik på fanzinet ”SKÆVE JANET”. Og vi lægger hårdt ud med ’zinets egen ”formålsparagraf”:
”SKÆVE JANET” er et zine, der hylder Horroren, Folkloren, Heksene, det mærkelige, popkulturen og whatever.” Og så må man – som superkulturist – jo sige: – what’s not to like? Hvilket så foranlediger til spørgsmålet: – jamen, gør SKÆVE JANET så også det?
Det første nummer af ”SKÆVE JANET”, opkaldt efter R.L. Stevensons novelle ”Thrawn Janet”, tillader sig en række tags, blandt andet neologismen ”sælsomiteter”. Til hvilket man må sige: – Alright – hit me with the rhythm-sticks! Og det gør JANET så:
Første artikel i første nummer hedder “Pig-faced women”, og behandler et helt specielt misogynt fænomen, der startede i 1600-tallet og kulminerede i begyndelsen af 1800-tallet, men med tråde op til urban slang i det tyvende århundrede. Så er vi ligesom i gang med ”sælsomiteter”, kan man vist roligt sige. Og vi går straks videre med ”Fun Facts om Guillotinen” – hvabbehar?
Herefter følger en (vinder)novelle, begået af redaktøren herself, samt et digt om filmen ”Predator”.
Endnu en novelle: ”Edwards bortgang” af Richard Middleton, samt biografiske oplysninger om samme, samt redaktørens overvejelser om appropriation og proviniens ifht pågældende novelle. Og det første nummer af SKÆVE JANET afsluttes med en soliloqui om bjerge.
Nummer 2 inderholder et ”blurp” om hajer, en gennemgang af myten om ”krasue” (hajkvinde-vampyrer fra sydøstasien, så der er konsistens i indholdet), en Poe-quiz, en slags ”hvad har jeg læst, denne sommer”, en oversigt over de fem bedste torturinstrumenter, to noveller, samt en virkelig udflippet cut-up bagsidetekst: ”regningen for at være et menneske. Skal betales… med CHOCKKLIP”, lyder indledningen til afslutningen. Og mens nummer 1 af SKÆVE JANET proklamerede: ”weird”, ”folklore”, ”whatever”, samt nævnte neologisme, der også lægger navn til denne anmeldelse, har nummer 2 nået sit egentlige motto: ”weird & whatever”.
Der lægges hårdt ud, om man så må sige, men der er en stil, en retning, et momentum i al ”skrivet”. Og det oppebærer sin egen integritet, som er milevidt fra sirupsagtige anmeldelser af den nyeste film med ”ham den lækre”. Og, uden sammenligning iøvrigt, ligger SKÆVE JANET faktisk ret tæt – i form – på Science Fiction Cirklens medlemsblad ”Novum” – men dog uden det samme budget. Og der skal vi lige …
SKÆVE JANET er skrevet, samlet, trykt og udgivet af Maja Devilli. Konkret taler vi om 6-7 stykker farvet kopipapir (trykt på begge sider) og udgivet i et A5-format – altså omkring 14 sider med tæt skrift og illustrationer. Ægte fanzine-mode, anno dazumal – men med en yderst moderne stemmeføring.
Det lader til, at der kan forventes en udgivelsesfrevens på 2-3 numre om året, og der er grund til at tro redaktøren stedse træner sin metier.
Generelt vil jeg sige, at SKÆVE JANET synes at opfylde sin egen ”formålsparagraf”. Der er plads til forventning – og næste udgivelser kommer i november/december. Watch out!
Nu til det tekniske. Et eksemplar af SKÆVE JANET koster 30, kr. + porto og kan købes via Instagram, på profilen skaevejanet. Eller ved at sende en mail til Maja Devilli på heftighed@yahoo.dk.
Derudover kan man orientere sig på majasmareridt via ganske almindelig google, hvor man også kan finde SKÆVE JANET, samt oplysninger om Stevensons novelle.
Og som sagt skal man ikke kimse. Så istedet kan man “go weird or whatever”, hvilket – tiderne taget i betragtning – måske er mere konstruktivt. SKÆVE JANET: – the new girl in town!
Ingen kommentarer