Speculum rectum*

Speculum rectum*

“Sengene vil blive fyldt med ægte møg” er, ifølge “google-translate”, den korrekte oversættelse af “lectiles culliturum femi verum”, og senere vil jeg forsøge mig med “muscula bodegae prudentia dominii est”. Men ikke lige nu, både fordi “g-t” er en pivskid og fordi dette er en anmeldelse og ikke en latin-prøve.**

For nogle dage siden så jeg hele “sæson 3” af Triers “Riget”: “Exodus”. Nogen skal vel for helvede gøre det! Og lidt fordi jeg “understand Trier” på et eller andet subliminalt niveau, hvor det analytiske pendul svinger mellem “hwa lawwer do?” og “er du en reinkarnation af Provo-Knud?”

Handlingen i “Exodus” er – naturligvis og som tilforn – det rene volapük, med udgangspunkt i en eller anden mcguffin, som jeg ikke engang kan huske, og iøvrigt syns jeg slet ikke “Exodus” er særlig god – til trods for glimrende skuespillerpræstationer begået af absolut stærke og kendte profiler fra det ikke ubetydelige udvalg vi har af danske skuespillere, samt Willem Dafoe og Mikael Persbrandt + en industrirobot. Men jeg har ikke helt fattet, hvad Jesper Sørensen er med for.

Lad mig lige uddybe det sidste statement: – Jeg har den dybeste respekt for Jesper Sørensens evne til at vende et medie-apparats perfide interesse for hans syndrom, til en beretning om et menneske, der er mere end den fysiske konstitution. Nåja – i stil med Stephen Hawking! Bevares: – det er da en udmærket idé, at opvaskeristerne i Rigets fundament optræder i ny forklædning. Men jeg har en lumsk mistanke om, at Jesper er det for at det skal være “uuh-hygge-lit”. Og den holder lissom ikke, for vi kender udmærket Sørensen, og vi kender udmærket til progeria, og vi skal helt tilbage til halvfjerdserne i forrige årtusindes “Believe it or not”, hvor det var “uuh-hygge-lit”.

Men han gør det udmærket, Jesper Sørensen, dér hvor han er, med det han har – og han er jo altså ikke skuespiller, men det er fint nok. Respekt, dér!

Personligt er jeg måske af den opfattelse, at industrirobotten stod i bedre kontrast til en lobotomiseret rocker – skindvest, rygmærker og hele fæces.

“Exodus” er uhyre selvsmagende og selvrefererende i forhold til hele balladen (altså RIGET I, II og hermed III – en trilogi! Hvilket jo lissom ikke er noget nyt i Triers ouevre). Beklageligvis er den også forudsigelig, hvilket kunne have været opvejet af en mere interessant billedside – et filmisk udtryk, noget skræk og rædsel eller bare nogle “scary moments” (der findes et udtryk for, at man lige hopper i stolen og får popkornene i den gale hals, men jeg husker ikke termen, og den udløses ihvertfald ikke af “Exodus”).

Men: – det der måske er mere interessant er Riget IIIs referencer til – dog uklædelige bukkenejen for – klassiske filmperler. Og jeg tror jeg talte mig frem til et sted mellem 15 og 20 eksempler, hvilket er ret godt gået på 5 timer, hvis der – trods alt – også skal være plads til andet og det hele ikke skal drukne i den slags halløj.

“Guldet” ligger i Hr. Triers trods alt omfangsrige cinematografiske viden og kompetence, selvom det nogle gange godt kan være *”op i røven”.

     Det er hér jeg kan finde modet til – alligevel – at anbefale, at man skulle tage og være med på en kigger.

**Den fuldkomne udskrift af “the lyrics” fra introen til “Riget” kan dels findes i Bo Green Jensens “Det Første Landskab” (som hermed anbefales), samt på youtube.

4
Episode 212 – Miller Genuine Draft og Virtual Reality Leave (2022)

4 kommentarer

Avatar photo

Som mange gange før er jeg ikke sikker på, hvad din pointe er, Henning, men undervejs spreder du så mange afstikkere og associationer, at jeg får en bredere fornemmelse af, dels hvad du konkret synes om Riget Exodus, men først og fremmest det (Swedenborgske?) tankerum, den forsatte dig i 🙂

Case in point, hvem anede at Google ville finde en til sammenhængen så passende oversættelse af klassisk dansk vrænglatin? Tak for det, og tak for endnu en guided tour rundt i dine krogede tankerækker!

Hej Allan! Din kommentar fik mig til at overveje mine “krogede tankerækker”, samt mit yderst ambivalente forhold til “Exodus” og Hr. Trier & den – indrømmet – ikke helt tydelige pointe i min “anmeldelse” (som måske slet ikke ER en anmeldelse, men “blot” ruminationer, “ramplings”).

Jeg tænker at kommentar/svar-feltet er for lille til en større udredning, så derfor skal jeg bare lige tænke mig om, så det ikke bliver masturbatorisk (det har vi Hr. Trier til 🙂 ).

Der vil derfor – om føje tid – komme et indlæg på SUPERKULTUR betitlet “Formålsløshedens Evangelium”.

Men iøvrigt er jeg glad for, at du synes om “den guidede tour”.

ps: – et “lyrisk” moment i “Rigets” intro-pseudo-gregorian chant er: “Gloria in tabula mors”. Google Translate oversætter dette til “Ære på dødsbordet”. Men jeg har også fundet en anden oversættelsesmaskine, hvor det bliver til: “Bordet er dækket vidunderligt”. Begge dele er noget vrøvl! Den korrekte oversættelse er: “Æret være dødsattesten”

Også jeg er en fan af de krogede tankerækker – men har også lidt en forventning om at støde på en minotaur derinde en dag 🙂

Skriv et svar til Henning Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.