To ting er stensikre: jeg ved godt hvem Samuel Ray “Chip” Delany jr. er, men han ved næppe at jeg i det hele taget eksisterer. Og det er jo den slags inkongruenser, man lissom må lære at leve med.

Da jeg i 70’erne frekventerede biblioteket på Sundbyvester Plads, stødte jeg ofte på en ældre mand (der sikkert bare har været voksen, mens jeg jo sådden set bare var en stor knægt), der åbenbart følte sig kaldet til at manuducere mig i mit science fiction-valg. “Og den dér skal du ikke ta’!”, sagde han og pegede på “Skæringspunkt”, ” – den er for mærkelig!” Hvorimod “Mørkets Venstre Hånd” var “virklivirkli go”.

Jeg ledte bare efter noget med “fremmede planeter”, “raketter”, “væsener fra andre kloder”, gerne med strålepistoler, rumimperier og helte der redder dagen/løser mysteriet/finder skatteplaneten.

Men dagen oprandt, hvor jeg havde læst alle bøgerne – undtagen “Mørkets Venstre Hånd” og “Skæringspunkt”. Og lige inden da, havde jeg læst M.K. Josephs “Hullet I Nullet” – så jeg nappede “Skæringspunkt”; mere af det samme. Troede jeg.

 så den ikke på dansk – men tæt på:

Idet mit fædrene ophav havde gjort meget for, at jeg skulle stifte bekendtskab med græsk mytologi (af årsager jeg ikke helt kan udrede, og det er for sent at spørge), var jeg næsten top-tunet til at forstå, hvad der foregik i handlingen. Og det var åbningen til bekendtskabet med “blød” science fiction, New Wave og videnskabsgrene, jeg ikke anede eksisterede. Samt – og ikke mindst – “det litterære”, hvor jeg hidindtil havde været tilfreds med det “refererende” (jeg mener: “Rendezvous med Rama” er vel – stort set – et referat, nietchewo?

I en alder af 15-16 år havde jeg læst alt hvad der var af SF på dansk (og svensk, iøvrigt – jeg købte ind af bøger fra Delta Förlag), og indså at jeg var nødt til at lære at læse engelsk. Ikke det der pjat i skolen, men The Real Deal. I et anfald af Frank Frazetta kastede jeg mig over John Carter på Mars, idet jeg bildte mig ind at jeg lærte noget. Det gjorde jeg nok også (med flittig brug af Gyldendals De Røde Ordbøger Engelsk-Dansk), men det begyndte også at kede mig. Og jeg tænkte ved mig selv, at når der nu var det der eksorbitante udbud af engelsk SF i Fantask, hvorfor i alverden gik jeg så ikke bare igang med det, der egentlig var mit ærinde?

Med en betragtelig økonomisk donation fra mit fædrene ophav, tog jeg ind til Fantask og indkøbte alt af Clarke, der ikke fandtes på dansk; alt af Anderson, der ikke ….. ; Alt af Farmer (som jeg var blevet introduceret til af Palle Juul Holm – altså gennem hans essay “Syge Guder – Ædle Vilde). Og så stod jeg dér og skulle til at smide kronerne på disken, da det gik op for mig, at den dér forside, jeg engang havde set i kioskvinduet på Sundbyvester Plads – den måtte jeg da ha’!

Jeg huskede hverken titel eller forfatter, men jeg forklarede Morten Søndergaard, for det var ham der stod bag disken, hvordan forsiden så ud. “Nå – det lort!”, svarede han og fandt den til mig. And Lo! and behold!

Øjeblikkeligt renoncerede jeg på så mange af de andre bøger, at jeg kunne indkøbe hvad butikken kunne præstere af Delany. Og hjemkommen tog jeg fat fra en ende af. Ikke med Clarke, ikke med Farmer; ikke med Anderson. Delany! Så stærkt indtryk havde “Skæringspunkt” gjort på mig, at jeg måtte – måtte – gennem den hele ouevre. Nu – med det samme – min hat, min stok, mine cykelklemmer; det er nu eller aldrig!

Jeg husker ikke rækkefølgen, men jeg husker at jeg blev lidt træt, sådan cirka midt i “The Fall Of The Towers”. Til gengæld står det lysende klart for mig, hvilket indtryk “The Ballad Of Beta-2” gjorde på mig.

– og det til en sådan grad, at jeg ville oversætte den til dansk.

Det er ret sikkert, at de fleste vil mene at både “The Jewels Of Aptor” og “The Ballad Of Beta-2” er såkaldt Young Adult-SF. Og det kan da godt være. Til gengæld vil jeg påstå, at siden Delany i allerhøjeste grad er et sprogmenneske, hvilket i høj grad kommer til udtryk i “Nova”, “Triton”, “Dhalgren” og “Babel-17”, så er “legen” med sproget absolut til stede i “The Ballad Of Beta-2”. Det er det, den handler om.

Lad os lige tage et handlingsreferat: – Jonneny, en sprogstuderende, får til opgave (af rektor), at afgøre proviniensen af en ballade (en sang), som The Star Folks kender. Disse “stjernefolk” bor på/i stjerneskibe, der blev sendt afsted, før man opfandt overlysfart, og da deres “skuder” nåede frem, var der ikke meget civilisation tilbage på disse “stjernearke”. Beta-2-balladen er forklaringen på, hvorfor det gik galt.

Løsningen, pointen, opklaringen, er noget værre sludder og vrøvl. Men det interessante er, hvordan Jonneny hele tiden er nødt til at revidere sin opfattelse, sin tolkning, af balladens tekst. Og vi er inviteret indenfor til et drama.

Endydermere er “The Ballad Of Beta-2” interessant derhen, at “normalitetsbegrebet” står meget centralt i narrativet. Og jeg er da helt klar på, at Delany er “sort” og bøsse, hvilket kunne være hans motivation til at adressere problematikken. Men i historien er der sandelig langt farligere ting på spil. Så hvis det er YA, så er det godt nok komplekst og raffineret YA. Og derudover er romanen indledningen til en tilbagevendende trope/motiv/metafor hos Delany: – Byen, thi disse skibe, denne Beta-2, fra titlen, benævnes “city-ship”.

En dybere udredning af denne metafor må dog vente til en anden god gang, men tillad mig at nævne: – Branning-At-Sea, Aptor, Toron, Beta-2, Bellona.

Og for de interesserede: – jeg fik oversat “Beta-2” til dansk, og har siden mistet manuskrptet kva flere flytninger. Sådan kan det gå. Dog husker jeg et enkelt problem, jeg ikke på daværende tidspunkt kunne komme rundt om. “Navigational Office” skal blive til “Offering to the Sea”. Prøv selv!