” – O’ Romeo, Romeo! Why are thou’st Romeo?” spørger Julie den svigefulde måne osv & osv.

Og der kan vi jo oplyse den væne makrel om, at “Hans-Henrik og Julie” nok ville kunne nedtone romantikken en kende, omend vi dog har “Karl-Åge og Regitze” under vore hjemlige himmelstrøg (nej! Det hedder den ikke, men den kunne godt, hvis altså ikke … “Karl-Åge”)

Lin Carter har et længere essay om “The naming of names” i en antologi om Lord Dunsanys kortprosa (hvilket det meste var). Og Carter påviser, at visse (fiktive) navne har bestemte sprogtoner og vækker til visse associationer om bestemte geografiske lokationer. Og jeg holder meget af det essay, men også navne er skrøbeligt afhængige af kontekst og lokation, og har det med at være et spørgsmål om sprog og udtale.

Vi har en hund, der hedder “Valde” – og vi har også én der hedder “Buller”, for det er dét, han er! Men navnet “Valde” er jo sådan set en abbreviation af “Valdemar”. Nogle kalder det måske for “kælenavn” (det kommer vi tilbage til). Og med “Valdemar” er vi vel standende i den gode gamle kendte danske muld, eller hvad?

Ja, det skulle man tro! Men navnet er en “fordanskning” af “Volodimer”, en slags über-vikinge-høvding fra Kiev-området (som nu er Kyev, hvis jeg har forstået noget-som-helst). Og ham starutten, der pt. er chef for det område, han hedder Volodymyr, mens hans fjendske og aggressive kollega, nordpå, hedder Wladimir. Så de hedder sådan set det samme som vores arrige franske bulldog.

Men det var ikke det vi skulle tale om, for jeg har længe spekuleret over et forhold, med hensyn til navne, som jeg ikke rigtigt forstår, og det foregår henne i de engelsktalende lande.

Hvis man hedder Samuel (eller Samantha) så bliver det til “Sam” eller “Sammy” – “Sammie”. Og hvis man hedder Benjamin eller Benedict, så bliver det til “Ben”. Og hvis man hedder Alfred eller Algernon, så bliver det til “Al” (“I will call you Eddie, and you will call me Al – call me Al”)

So! “Eddie”! Ja det er jo så en forkortelse, kælenavns-lænende, til Edward, som starter med at det bliver til “Ed”, dernæst til “Eddie” eller måske ligefrem til “Ted” eller “Teddy”. Men “Teddy” er også en abbreviation af “Theodore”, der så starter med Theo og ender i “Ted”. Og der har jeg engang fået at vide at det hænger sammen med Theodore Roosevelt og med Teddy-bamser. Hvad ved jeg?

Donald bliver til “Don”

Archibald bliver til “Archie”

Lennard/Leonard bliver til “Len”

Thomas bliver til “Tom”

Christian/Christopher bliver til “Chris”

Tidligt i min karriere som pædagog var det yderst moderne, at give afkommet gammeldags navne. Gorm og Peder og Rasmine og Lobelia (hentet fra Ringenes Herre, I supreme) kunne vel godt gå. Men jeg er stødt på “Absalon” i en sandkasse to forskellige gange, og har haft at gøre med en tre-årig “Leonora-Kristine”, og der må jeg alligevel sige: – vi mangler vel blot en Bjovulf og en Ymer, for at gøre det mere komplekst.

Men jeg er jo også SÅ fuld af fordomme.

Da jeg var dreng blev jeg kaldt “Knene” fordi min bror ikke kunne sige Henning, og jeg gad da iøvrigt godt vide, hvad “Henning” egentlig er en forkortelse af – jeg forestiller mig noget langt og indviklet på enten oldengelsk (“Healfdeane” for “Halfdan”) eller hollandsk ( Jeheanninje). Men det er som om, at man gerne vil give sine børn nogle fornuftige navne (bortset fra i Australien – der hedder de bare “Bruce” allesammen, opkaldt efter Batman 🙂 ) – men bagefter gider man ikke udtale dem.

Robert bliver først til “Rob” eller “Robbie” og dernæst til “Bob”. And Bob’s your uncle!

(Bob han bygger/til lortet går i stykker)