Nej nej, superhelte er ikke fascistiske rollemodeller…
Apropos Peter Biskinds The Sky is Falling, som dumpede ind af min brevsprække den anden dag, har The Center for Investigative Reporting lavet et podcastafsnit om ekstremhøjrens seneste propagandaplatform, superheltetegneserier:
There’s a new battlefield in the culture wars: comic books. The alt-right now has gotten in the business, led by a buxom, Confederate flag-waving superhero named Rebel and a white vigilante who turns immigrants over to ICE.
I afsnittet interviewes bl.a. Chuck Dixon, som har skrevet både Marvel- og DC-serier før han blev del af den nye, ultrakonservative franchise, og Chelsea Cain. Sidstnævnte repræsenterer her den seneste generation af inkluderende serieskabere, hvis kulturværdier ekstremhøjrens superhelte er en reaktion imod.
Lyt her: Reveal: Never Meet Your (Super) Heroes
3 kommentarer
Nu lyttede jeg til den her, mens jeg gjorde rent, hvilket nok var et dumt træk, idet den slags pligter i forvejen gerne fører til en let livslede.
Jeg havde ikke fanget, at Vox Day var smuttet videre til tegneserierne. Før prøvede han at få science fiction til at handle om hvide mænd – kan vi ikke sende ham videre til f.eks. affaldshåndtering eller noget, hvor det ikke kan blive værre?
Ekstremhøjre – eller bare højre – præsterer altid nogle fladpandede argumenter, der kredser om begreber som “krænkelse” og “ret”. Og når der så et behov for at fremstå velovervejet og “filosofisk”, så er det altid noget med hvad der er “naturligt”, “imod naturen”, “naturgivet” eller “mod Guds vilje” (Guds Vilje kommer jeg tilbage til i et snarligt indlæg).
Nu kunne man anlægge det synspunkt, at eftersom “højre” åbenbart finder det betimeligt, at “kulturkampen” skal stå i tegneserieverdenen, så er det til at klaske sig på lårene over; “så dybt måtte I bukke jer, for at finde en arena I tror, I kan vinde i”! Men jeg er ikke så naiv, at jeg ikke ved det drejer sig om noget andet. Og det kommer podcasten jo rigtigt godt rundt om.
Personligt tvivler jeg på, at en superhelt med udtrykte sydstatsværdier, racistisk modus og misogynt sindelag kan sælges på dansk grund. Men idet vi har importeret amerikanismer ad libitum, er det ikke utænkeligt.
Det jeg dog vil frem til er, at USA står i nogle kodyle problemer, vedrørende netop “rettigheder” og “krænkelser”.
Jeg blev engang belært om, at personlige erfaringer ikke kunne bruges som generalisering. Sikkert ikke. Ikke desto mindre vil jeg formidle en oplevelse som en kvindelig bekendt har gennemlevet.
Hun tog til USA. Anledningen var at hendes kæreste (som er neger – jo, han er: -hver gang han besøger os og omfavner mig, spør han om jeg vil ha et negerkys) ville besøge sin familie i Baltimore.
Annette – som hun ikke hedder – fik at vide, at hun ikke måtte gå ud alene, i det kvarter familien boede i. Og hun måtte slet ikke gå ud om aftenen. Hvid kvinde + Sort kvarter = gangrape x strangulering.
Men ikke nok med det! En dag var hun ude og gå (sammen med kæreste og svoger (altså dedér sorte, ikk’), og idet der kommer en patruljebil rundt om hjørnet, kaster svogeren sig ned på knæene med løftede arme. Ud af vognen stiger to hvide politifolk, og tilspørger Annette: – Did those two men harass you, lady?
Der er jo nogle fundamentale klodser, der sidder skævt, i et samfund der – ghetto, udkant eller “rådden banan”, desuagtet – kan foranledige til den slags “adfærd”.
Det siger noget om et samfund, at så mange har en oplevelse, at begrebet/forbrydelsen “walking while black” er opstået.