Superkultur-podcasten, afsnit 2 — the sequel!
I hvilken det går op for vores helte, at de er dømt til at gentage samme ballade om og om igen – bare større, mere ekstravagant og angiveligt bedre for hver gang. Kulturen myldrer af sequels, prequels, sidequels(!), adaptations og reboots. Janus Andersen og Allan Haverholm forsøger at udrede hvad der gør en god sequel, og hvorfor så mange af dem havner i den ringere ende af skalaen.
Som empirisk materiale for en (noget smagspræget) undersøgelse gennemgås film som Aliens, Highlander 2, A Nightmare on Elm Street 2, Dødens Gab-serien, indtil flere Batmanfilm og den kuldsejlede Catwoman. I den mere filtrede genre af forbundne serier nævnes George Romeros Night of the Living Dead som en bizart knopskydende franchise. Endelig er værterne ved at ryge i totterne på hinanden over Star Trek.
Deler Ridley Scott og Stephen King en kognitiv brist, når det kommer til hvad der fungererer henholdsvis i tekst og på lærredet? Hvor mange sequels kan man strække en enkel historie ud over før den går i stykker? Kan ufuldendte værker hjemsøge dem, der faktisk blev til noget? Få vage vink og halve svar på disse og flere spørgsmål i andet afsnit af Superkultur-podcasten!
Download her, eller abonnér på podcastens RSS-feed!
Linksamling
- Dødens Gab 4 — Når hajer hævner sig
- Månedens podcast-anbefaling: Faculty of horror
- Dokumentarfilmen om Alejandro Jodorowskys forsøg på at filmatisere Frank Herberts Dune
- Den eneste rimelige forklaring på Gremlins 2, via Key & Peele
- Lucifer sæson 2
- Mr Mercedes
- Firser-horror på Youtube:
- Oculus (2014) og dens kortfilmsforlæg
- Unearthed & Untold: The Path to Pet Sematary
Credits
Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.
Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.
Værterne er Janus Andersen, Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm.
Spørgsmål, kommentarer, og hilsner til det superkulturelle folk kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @superkultur.
11 kommentarer
Jeg lytter!
Skønt at høre, Lise! Særligt fordi du hverken er familie eller bekendt af mig personligt 🙂 Det er jo tegn på at podcasten (eller i al fald Janus’ og min fælles kontaktflader) når et lidt bredere publikum.
Tak for at du lytter, og sig til hvis der er emner, du gerne vil høre os knævre videre om!
Star Trek. Men det ved I vel godt? 😉
Faktisk eksperimenterer ST med horror fra tid til anden. Hvad synes I om det?
Uh, det var en god genre-crossover at sætte tænderne i! Jeg tripper lidt rundt om Star Trek pt, efter at Janus satte mig på plads omkring den originale serie, men vi kommer til det før eller senere.
Altså en sequel! Og et afsnit Pi lyder som en god ide, hvorefter man måske skulle have en prequel til afsnit 1 🙂
Nåmmen, til sagen: “Newt” og “Corporal Hicks” optræder i tegneserien “Aliens – book one” – ganske rigtigt, som Janus nævner, en Dar Horse-udgivelse (forf.&tegn. Verheiden og A. Nelson – begge Mark). Heri kan man også læse en “origin-story” for både alienserne samt “the space jockey”, der er lidt mere sammenhængende end den vi får i “Prometheus” (iøvrigt har jeg ikke regnet ud, hvad den titel skulle referere til).
Nu kan jeg egentlig godt li Lynches “Dune”, velvidende at manden åbenbart ikke er klar over, hvad han har med at gøre – og det kan undre at Lynch fik lov, men Jodorowsky ikke. Manden havde dog noget af et team i design&concept-afdelingen. Men mht til “Dune”-frankisen og prequels, hvad så med Brian Herberts og Kevin Andersons fuldstændig hjerneblæste Dune-suite/serie, eller hvad det nu altsammen hedder? Man må jo stille sig himmelfalden over alle de noter og time-lines, som farmand angiveligt skulle have efterladt, der danner baggrund, credo og alibi for en dødssyg gang Game Of Thrones i det ydre rum, i d’herrers produktion. Den forklaring finder jeg tvivlsom med tanke på kvaliteten af og i de tre sidste romaner i Frank Herberts serie. Nåja, okay, “God Emperor” kan måske lige slæbe an, hvis man er i det høflige hjørne.
Dan O’Bannon skrev manus til “Dark Star” sammen med John Carpenter, og han spiller ovenikøbet med. Det er en film lavet på to snørebånd, en pose konkrislafekt og en badebold, men den er yderst se-værdig – stadigvæk, og på en sær måde meget u-amerikansk, u-hollywoodsk.
Ja – og hvis I laver ét podcast mere, så er I oppe på en trilogi 😀
Tak for endnu en veltænkt kommentar, Henning! Det føles trygt at have en slags korrekturlytter, som kan uddybe de emner, vi skøjter henover i vores associationsrækker. Jeg tænkte jo nok, det ville give pote at namedroppe dig i afsnit 2 🙂 Du kan nu bryste dig af at have været krediteret, off-mic medvirkende i en podcast-sequel…
Hvad angår Herbert juniors Klit-spinderier, så kan man jo heldigvis vælge at betragte dem som spøgelsesfortsættelser. Lidt som den russiske Ringenes Herre-“reboot”, du skrev om forleden.
O’Bannons invovlement i Dark Star omtalte vi faktisk under indspilningen, fordi det knyttede an til Carpenters fatale Halloween 3. Begge dele havnede dog på klipperumsgulvet af tidshensyn. Dette afsnit er redigeret ned fra 3½ times optagelser, så I får kun cremen af cremen!
Donnerwetter! 3½ times intersektionel, transmedial, metatekstualitær referencerelativisme skåret ned til 1,1 time!!! Takker for “cremen”, men det har vel for dølen ikke været skvaldrende ordskvalder eller verbal båndsalat det hele? Men okay: – respekt! som “man” siger; “Den berømte forfatter kom ned ad trappen til de ventende journalister. “Hr. Berømte Forfatter!” spurgte journalisterne, ” – hvordan går det med Deres seneste roman?” “Glimrende!” svarede den berømte forfatter. ” – Idag fik jeg slettet tre afsnit!” 😀
Hyperkultur!!!
Ja, jo. Jeg bruger en del tid på at redigere længere tænkepauser, gentagelser og halvt formede sætninger ud, og så er en stor del af råoptagelsen faktisk elimineret. De sidste fraklip er enten regibemærkninger os imellem (der sneg sig én med i seneste afsnit), eller bortredigeringer for at gøre podcasten til en mere lyttevenlig oplevelse.
Men nogle af de sidstnævnte vildskud i samtalen kan sagtens risikere at blive genindført i kommende afsnit som oplæg til samtale.
[…] skinnede igennem da jeg snakkede om Oculus i andet afsnit af Superkultur-podcasten. En anden film som er en slags neksus af “hende/ham har jeg da set før…?” er […]
[…] Child’s Play (2019) – lyt også til Sequel-afsnittet […]
[…] skinnede igennem da jeg snakkede om Oculus i andet afsnit af Superkultur-podcasten. En anden film som er en slags neksus af “hende/ham har jeg da set før…?” er […]