LØSSLUPPEN TEKNOLOGI. Michael Crichton er kendt for sine thrillere, der gerne omhandler videnskab eller big business, ofte med science fiction elementer. Han har også en evne til at udvælge sig emner, der er oppe i tiden, som i ”Frygtens ansigt” om den globale opvarmning. Med ”Sværmen” fra 2002 har han begået en noget teknikforskrækket, men også elementært spændende roman, hvis man da lige kommer forbi indledningen.

For det starter ærligt talt som noget af en parodi. Det første stykke af bogen virker nemlig som Crichtons forsøg på at tackle ligestillingsproblematikken, med fynd og klem. Forestil dig en klassisk kvindeskildring, sandsynligvis skrevet i 50erne, hvor subjektet tænker mange tanker om sin position i samfundet, om sit forhold til ægtefælle og børn, mens huset holdes, og ægteskabet knirker. Twisten er naturligvis, at personen i fokus er en mand. Og det, der så får historien ud af de lettere forældede starthuller er, at konen, som opfører sig mærkeligt (har hun mon en elsker?), arbejder på et tophemmeligt projekt ude i ørkenen.

Den hjemmegående husfar, Jack, er programmør – ganske succesfuld, egentlig, men han opsagde sit job, fordi ledelsen begik ulovligheder. Nu er han uansættelig. Men hans programmer er blevet brugt i det projekt, som konen arbejder på, og nu er noget gået galt ude i ørkenen. Han bliver derfor trukket ind i som konsulent, og det viser sig at blive et job, der handler om liv og død.

Projektet handler nemlig om nanoteknologi, robotter i cellestørrelse, der kan arbejde sammen, og en stor del af dem er sluppet ud fra laboratoriet. De er ikke længere under kontrol, og de er begyndt at udvikle sig med rivende hast. Sammen med en lille flok forskere og teknikere bliver Jack isoleret i laboratoriet, omringet af en aggressiv teknologi, hvis funktion de ikke kan sætte sig ind i.

Crichton forstår at skrive videnskabshelte – intelligente mennesker, der forstår at bruge deres hjerne til at overleve (og som gerne stopper op for at forklare andre mennesker og læseren en masse baggrundsviden). Og samtidig er han god til at opbygge stemning, så ”Sværmen” er såmænd en bog, der kan være svær at lægge fra sig, når man er kommet over de indledende, vaklende trin. Derfor kan det også være lettere irriterende, når han så åbenlyst går efter de lette point (teknikforskrækkelsen), følger spændingskurven slavisk og i det hele taget leverer et produkt, der er lidt for renpudset – slutningen går over gevind, fra at være klaustrofobisk spænding til at være Hollywood og eksplosioner. Alt i alt ender ”Sværmen” som lufthavnslitteratur – spændende og hurtigt læst, men også hurtigt glemt. Den kunne sagtens være blevet til noget mere, i mine øjne.