Brandon Sanderson er (åbenbart) røvkedelig
Jeg kan ikke udtale mig om Brandon Sanderson kvaliteter eller mangel på samme, for jeg har aldrig kastet mig over hans bøger (min ikke helt så stærke præference for fantasy koblet med min ret så stærke modvilje mod serier har afholdt det fra at ske). Men alt andet lige, så har han da været årsagen til det besynderligste forfatterportræt, jeg har læst i dag.
He sits across from me in an empty restaurant, kind of lordly and sure of his insights, in a graphic T-shirt and ill-fitting blazer, which he says he wears because it makes him look professorial. It doesn’t. He isn’t. Unless the word means only: believing everything you say is worth saying. Sanderson talks a lot, but almost none of it is usable, quotable. I begin to think, This is what I drove all the way from San Francisco to the suburbs of Salt Lake City in the freezing-cold dead of winter for? For previously frozen dim sum and freeze-dried conversation? This must be why nobody writes about Brandon Sanderson.
4 kommentarer
Måske skulle man begynde at samle på “interviews der går i koks før de går igang”. Men heller ikke jeg ved noget om Sanderson – eller hans bøger (omend jeg da gerne ville have læst noget om din indstilling til begrebet “Onde Bibliotekarer 🙂
Til gengæld har læst et interview med George R.R. Martin, hvor det bliver afgjort ret hurtigt, at intervieweren er mest interesseret i, hvad Martin har tjent på “Game of Thrones” og Martin er mest interesseret i at snakke om noget andet end “Game of Thrones”. Måske – kan jeg ikke lade være med at mistænke – fordi “A song of ice and fire” er blevet en klods om benet på Martin; id est: – det er virkelig husmor-fantasy, og fjerner opmærksomheden fra hans langt bedre sciencefictionelle output.
Men nu med hensyn til “koksede interviews”: – På youtube kan man finde to interviews med henholdsvis Tom Cruise og Ridley Scott, der begge kører helt ud i hampen. Førstnævnte fordi Hr. Scientologen får lov at abe ud om, hvor heldig han er og hvor meget han har fortjent at være det. Det andet fordi en kop irish coffee får mere sendeflade-tid end svarene på de spørgsmål Hr. Instruktøren bliver stillet.
Og nu jeg er så godt igang: Peder Bundgaard fortæller i “Superdan” (og Henrik Palle sekunderer sentimentet), at Dan Turell total-fuckede interviw’ene med hans to egne srørste helte: – Lou Reed og William Burroughs.
Iøvrigt er det vistnok ikke så længe siden at Ghita Nørby og Simi Jan ( eller var det Divya Das?) kom så skævt ind på hinanden, at det i selv var en historie værdig … også selvom substansen bag uoverensstemmelsen var kedeligere end sæberester i vaskemaskinen.
Det giver ikke svar på spørgsmålet om Sandersons grad af røvkedelighed. Men det giver mig anledning til to anekdoter:
Den første er selvoplevet. For jeg havde to studiekammerater, der gerne ville lære noget om at skrive (og hér menes der skønlitteratur, specifikt science fiction og horror), så de bad om lov til, at komme forbi og se, hvordan jeg gjorde. Og det blev nogenlunde så kedeligt som jeg havde lovet dem, for den kreative proces omfatter (bl.a.) lange perioders utrættelig skulen direkte ind i nærmeste væg eller fantasiløs næsepilleri. DER ER IKKE NOGET AT SE PÅ –
Anekdote 2: – Verdenspressen er samlet! Den verdensberømte forfatter kommer ned ad trappen og stiller sig i hall’en.
Verdenspressen: – Nå, Hr. Verdensberømte Forfatter, hvordan går det så med Deres seneste roman?
Verdensberømte Forfatter: – Jotak! Det går helt fint. Idag fik jeg slettet to kapitler!
At dette ikke er helt fiktivt, kan man erkyndige sig om ved at læse “Duften af guava”, en interview-bog af Plinio Mendoza i samtaler med Gabriel Garcia Marquez (som så også var en krukke, men hva’ fa’en 🙂
Åh ja! Så skal vi også have det med Anders Lund Madsen og Madonna. Han snakkede noget om en avis, han havde i hånden, og dens dødsannoncer. Sådan, lad os snakke om liv og død. Men hun udvandrede ret hurtigt.
Jeg har aldrig SET interviewet med ALM og Madonna … men samtidig har jeg ikke svært ved at se det for mig 🙂
“Må jeg se dig skrive?” er nok det mest absurd uforstående forsøg på mesterlære, jeg har hørt om 🙂