Ondskabens rødder

Ondskabens rødder

Nu og da fornøjer jeg mig med at dykke ned i den danske nationalbibliografi for at tage en virtuel gåtur rundt mellem hylderne og se, hvad jeg kan falde over. Nu og da er det overraskende, hvad der er udkommet på dansk – og af danske forfattere. En af de lettere støvede titler, der faldt ud af skærmen, var Flemming Chr. Nielsens romandebut, Ondskabens rødder.

Nielsen har opnået en del anerkendelse både for sine senere romaner og sin oversættelse af Herman Melville. Ondskabens rødder må dog siges at være en gennemført pulp-fornøjelse. Det er ikke de litterære prætentioner, der præger den, men lige ud af landevejen, klassisk bøh-horror.

En journalist – han forbliver vist navnløs – flytter ind i et parcelhus. Arkitektonisk kønt, og køkkenet er af en fremragende standard, som ejendomsmægleren siger. Han undlader dog at nævne noget om det onde træ, der står i baghaven og pønser på mord. Det må vor hovedperson selv opdage, og det gør han da også snart. Der er nemlig ikke så meget tid til at spekulere over tingene i Ondskabens rødder – der er et træ, dets rødder lister sig ind overalt, og det prøver at slå vor helt ihjel. Uden held, naturligvis, men så er der heldigvis en biperson, det kan tage livet af. Som har en datter, der uden videre tøven flytter ind i huset, fordi hun mistænker journalisten.

Ja, det er lidt sådan, personerne optræder i historien – måske ikke med den store realisme, men med god sleazy effekt. Handlingen skal ikke stå stille på grund af persontegningen, og et træ er ikke tilfreds med klorofyl. Blod må der på bordet. Heldigvis er vor helt jo journalist, så han har kendskab til lignende sager og kan jagte mysteriet til dets tilfredsstillende konklusion.

Det er svært at sige, at Ondskabens rødder er en decideret god bog – men den er nu altså ganske underholdende. Især fordi Flemming Chr. Nielsen klarer på cirka 100 sider, hvad jeg sagtens kunne forestille mig i en samtidig amerikansk roman på omkring 300. Han kender tydeligt nok genren og ved, hvad læseren forventer – hvorfor så spilde tiden? En pulp-action-finurlighed fra den danske litteraturhistorie.

PS. Nej, jeg er ikke helt sikker på, hvad forsiden forestiller. Det virker lidt obskønt, men jeg er ikke sikker på, at det er meningen.

1
Scifihaiku Scifihaiku

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.