Chuck Dixon var sådan et navn, der optrådte som forfatter på en del tegneserier i mine unge dage – en del af de mere kendte superhelte, som jeg husker det, men samtidig på et niveau, hvor han aldrig rigtig blev et navn, jeg holdt øje med, men kun konstaterede.… Læs videre
Et nyt tidsskrift dedikeret til horror og weirdart for voksne – lad os lige tage et kort øjeblik til bare at være glade for eksistensen af det. For det er, hvad Read.Die.Repeat – udgivet på forlaget Read.Die.Repeat – er. Og førstehåndsindtrykket er ganske godt – udstyret er flot, forsiden har en velfungerende grafisk identitet, og indholdsfortegnelsen byder på flere kendte navne, som Teddy Vork, Rasmus Wichmann og NMAAR.… Læs videre
Byen Pilot’s Creek har en grim hemmelighed. I 1930er bliver en unge kvinde Ella Louise og hendes datter, Jessica, trukket ud af deres hjem midt om natten. En gruppe af byens mænd brænder dem på bålet for heksekunst.
I 1950’erne er det en spøgelseshistorie, man kan få byens alkoholiker til at fortælle.… Læs videre
“Kentuki” er Samanta Schweblins tredie bog på dansk – tidligere har vi set den sært fascinerende kortroman “Redningsafstand” og den smukt foruroligende novellesamling “Fugle i munden”. Alle tre bøger er ret så forskellige – i al fald i læseoplevelsen – men deler dog en tråd i forfatterens forkærlighed for de korte tekster.… Læs videre
Damon Draycot er en fandens karl, en mændenes mand og en kvindernes ligeså. Han er verdenskendt som arkæolog, så vi snakker Indiana Jones-niveau af mandlighed, forestiller jeg mig. Så han bliver naturligvis interviewet på fjernsynet, da han opdager en hidtil uudforsket hule i Texas og vil bedrive videnskab i den – og tillige slå rekorden i at opholde sig længst under jorden.… Læs videre
Cort Tancke har øje for kunsten. Og ikke blot den i øjeblikket fastfrosne og der afbilledet eller på anden måde gengivne kunst – Tancke har for vane at blive fanget i nuet, når det antager transcendente former, når lyset falder rigtigt og tingene forholder sig til hinanden på en måde, som overgår almindeligheden.… Læs videre
Frøydis Sollid Simonsens lille bog “Hver morgen kryber jeg op fra havet” er lidt udenfor mit normale læseområde. Det er en samling af korte tekster (igen denne modvilje mod linjeskift) centreret omkring et forhold og bruddet mellem de to elskende, med en følelse af autofiktion vibrerende i følelserne.… Læs videre
Jeg mistænker, at de på Forfatterskolen har en time med overskriften “linjeskift – og hvorfor de er dårlige for din tekst”. Måske med valgfaget “Korte tekster – og hvorfor de bare er federe end en klassisk fortælling”. I al fald er det en trend, jeg er stødt på flere gange – for nyligst i Olga Ravns “De ansatte” og nu igen i Rasmus Daugbjergs debut, “Rygtet”.… Læs videre
Paul McAuleys “War of the Maps” begynder som en pil – en lovmand, the lucidor, jagter en misdæder gennem ørkenen. Remfrey He, hans bytte, er grundlæggende en gal videnskabsmand, der er lidt for genial til bare at gemme væk i et fængsel, så lucidorens regering har i stedet overladt ham til nabolandet, som kæmper med en mystisk vision.… Læs videre
Jeg må lidt modstræbende indse, at jeg faktisk godt kan lidt Olga Ravns “De ansatte”.
Modstræbende, fordi det afgjort ikke startede sådan. Den placerer sig midt i den plamage på science fiction-spektret, hvor det fantastiske element gerne er bundet af, at ordenes betydning går i opløsning.… Læs videre
