5. (og sidste) Kapitel: Bibliotekarerne”
Blod
eller aske! Tænkte klabost-kaptajnen. Vi er enten levende eller døde. Der er
ingen ting imellem. Der er kun skillelinjen.
Eller måske er der mere! Tænkte
han.
Han havde trykket på R’et
i Heterodox, skillelinjen,
midterpilen, fordi det var logisk, fordi dette ukendte tegn stod som indikator
for en halvering af monolittens trekantede form, der på sælsom vis indikerede
en retning – en kurs.…
4. Kapitel “Der Er Nogen”
Hvor
er du? Hvor vil du hen? Og hvad er den bedste måde, at gøre det på?
Svaret er: – ansæt en kybernetes – en ”styrmand”, en
ror-gænger, en pilot, en navigatør, og beting dig at han selv medbringer sine
astrolabier, sine linealer, sine passere – og fremfor alt: sine tegnetrekanter!…
3. Kapitel: “HETERODOX”
Det
var et ikke-sted.
Klabost-kaptajnen og
provost-navigatøren nærmede sig ”en dag” en cirkelformet misfarvning af den ellers
så monotone slette, der nu om dage udgjorde Plutos overflade.
I længere tid havde deres
seismisk-sonariske sans opfattet, følt, nåja: sanset, et aspekt ved deres
umiddelbare omgivelser, der meget godt kunne lignes ved den slags nostalgiske
associationer mennesker engang havde fået ved særlige dufte – eller angstprovokerende
minder ved særlige lugte.…
2. Kapitel “Er der nogen”
Engang
roterede Pluto og havde nætter og dage, der var lige forfrosne, og hvidblå
bræer målte kun en stivnet evighed. En kort stund havde Pluto et kogende hav af
ammoniak og metan, indtil den hidtil så fjerne Sol kom på buldrende besøg, og
kogte alt væk.…
(Dette er første kapitel af en scifi-novelle, der er kommet i stand på bagrund af en længere udveksling af kommentarer mellem undertegnede og Frederik, under Janus Andersens indlæg, hér på “Superkultur” med titlen “Udkast til en typologi over bibliotekarer”.)
Kapitel “Bibliotekarerne”
Chris Foss
Det
begynder med, at det holder op.…
(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)
Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis
ikonoklasme
infundibulum
Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”.…
“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).…
En tur i de lokale genbrugsbikser indbragte et par årgange af Hver 8. dag, som jeg med en vis hygge bladrer igennem. Der, i 1899-1900, stødte jeg på nedenstående novelle, som vel kan betragtes som en eller anden form for science fiction – og som fortjener deling på grund af sin absurde meningsløshed, synes jeg.…
Og hermed tredje og sidste del af Episk #zombie haiku i handy pdf-format.
Første del er her.
Anden del her.…
Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål!…