Tilflytterne er en ny dansk horrorroman og Pelle Møllers debut, udgivet på Gyldendal. Et klassisk setup med bymennesker, der flytter til en ø, hvor både de lokale og noget overnaturligt ikke er så glade for dem.
Det alene burde være nok til en vis entusiasme – der er endda en ganske fed forside.… Læs videre
Det starter med “bullshit” og derefter “horsing around”.
Faktisk havde jeg skrevet et indlæg – som jeg så overvejede om jeg skulle skrive som en kronik, og tilbyde den til ét af “de herskende dagblade”. Det indeholdt en højlydt undren over den retorik, der i medier bliver bragt i anvendendelse i den forhåndenværende yderst kritiske situation (“Putins krig”, “Putins invasion”, “Putins hær” stillet overfor, at det aldrig hed “Nixons bombemaskiner”, “Thatchers flåde” eller “Anders Fogh Rasmussens soldater”).… Læs videre
En lille gave til læserne her sidst på året – en digital udgave af det vand-tematiske fanzine, der blev produceret til Superkultur-podcastens besøg på ArtBubble her tidligere på året, inklusiv en hidtil uoversat novelle af William Hope Hodgson, en metabehandling af HP Lovecraft, kaiju-haikuer og alt andet, hjertet kan begære.… Læs videre
And still the Weaver plies his loom, whose warp and woof is wretched Man//
Weaving th’ unpattern’d dark design, so dark we doubt it owns a plan.
– Kasidah af Haji Abdu al-Yazdi (Richard Burton)
foto: MEEI temmelig mange år har jeg givet den som landmus, men jeg er i virkeligheden en rigtig storbyrotte, og som sådan helt på det rene med, at spydspidser på parkgitre ikke kun tjener et dekorativt formål, samt at knopper på gelændre ikke er tænkt som ekstra holdepunkter.… Læs videre
Wow.
Så enkelt kan min umiddelbare oplevelse af Mikkel Ørsted Sauzets tegneserie “Ild” opsummeres. Det var muligvis forventeligt efter “Aske”, hvortil dette er en slags åndelig opfølger, men ikke desto mindre: wow.
“Aske” omhandlede den haitianske revolution – den var Sauzets debut, tegnet med rød kuglepen og sort tusch, og fremstod som et overraskende helstøbt værk.… Læs videre
Nu har jeg efterhånden – i kommentarsporet – kaldt “Supersnakkerne” alt muligt. Hvilket skyldes at de selv ekvilibrerer med superhemmelige alias-identiteter, der – når Verden stander i våde, og skæbnens knive ligger i de forkerte hænder – nøder dem til at komme nødstedte til hjælp som Kim Helt og Marvel-Morten: “To tidligere tegneserieredaktører, der taler sig tossede”, som de selv altid indleder deres podcasts med.… Læs videre
Når man gør sig i fanarbejde som denne hjemmeside eller dens tilhørende podcast, skal man være ret påpasselig med at lange ud efter brede grupper som “nørder” eller netop “fans”, hvis man ikke er forberedt på at nørden i spejlet peger tilbage på en selv.… Læs videre
Som Anna sagde i seneste afsnit af Superkultur-podcasten, så så jeg et antal rædderlige film i helt forgæves forberedelse til optagelsen, eftersom jeg måtte melde afbud i sidste øjeblik — og Lawnmower man er en af dem, jeg havde flest noter til.… Læs videre
I 1991 fik Per Thygesen Poulsen udgivet sin roman “Den sidste neandertaler”. Poulsens output, indtil da, havde mere været bøger om management og ledelse.
Men hér sprang han så ud på det dybe vand, med en beretning om den kæmpestore lektor Groest, der drager ud i et lidt småfortumlet Europa, for at finde den sidste neandertaler.… Læs videre
Det er blevet tid for Superkultur-podcasten at hverve nyt personale, og flaskehalsen pegede med det samme på Anna Sejersen Riis, som har været gæst så mange gange, at vi dårligt orker præsentere hende længere. Men hun skulle ikke have lov til at bare glide ubemærket ind i en etableret rolle, så i næste afsnit bliver hun underkastet det nærmeste, vi kommer et rigtigt jobinterview.… Læs videre
