Den nyeste runde af giftig fandom: Du er da ikke lesbisk nok til at spille Batwoman.
[hjertensdybt suk]
Men det mindede mig om dette velskrevne indlæg på John Scalzis blog forleden: The Gamification of Rhetoric
It’s really frustrating to me that more people don’t understand that racist/alt-right people have gamified their rhetoric; they’re not interested in discussion, they’re slapping down cards from a “Debate: The Gathering” stack, and the only goal is taking heads.…
Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.…
Nogle læner sig op af Facebook, Twitter, Instagram eller … ja, hvad det nu kan være, i den stadige higen efter opdateringer, informationer, vibes, memes, og hvad det nu altsammen hedder. Personligt holder jeg mig til “sædvanligvis velinformerede og pålidelige kilder” (min svoger).…
“Hephey! Ungdomsklovnen Krølle!”
Coulrofobi er ‘sygelig angst for klovne’. Min personlige holdning er, at klovne jævntud er u-sjove, grænsende til det kedsommelige, og der skal ikke meget til at vælte dem over i det decideret uhyggelige. Ham hér kender vi jo:
Og der er sgu ikke langt til Ronald MacDonald.…
Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken.…
Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i.…
Matador er ikke noget godt spil. Det er langsomt, der er ikke meget strategi over det og den eneste evne det udvikler er evnen til at hade ens medmennesker. Lad være med at købe det, spil andre og bedre spil. Spillets baggrund er The Landlord’s Game, der blev udviklet for at vise hvor forfærdelig et system monopoler er.…
… Men for at være sikker på, I ser den, bliver den lige gentaget her. Henning er en af de få faste kommentatorer på de (overlevende) danske genreblogs – og gerne med indsigtsfulde og spændende indspark. Og til gårsdagens indlæg om Harlan Ellison førte han pennen med det vidunderligt indbefattende metadigt:
Vreden, Gudinde besyng, som greb provotøren Harl Ellis,
Svang ham ud på det vinblå hav, og styrted ham ned, skibbruden,
38 nord, 77 vest, ud for blodstrømmens langerhanske øer,
med næverne rejst mod Guderne, og råbende kærlighed ind i Verdens Hjerte.…
Hvad nu, hvis Tina Dickow ikke sang om varmt sand (eller hvad den sang nu handler om), men om en fejlslagen lovecraftiansk dæmonpåkaldelse (findes de mon som andet end fejlslagne?)? Så havde sangen nok heddet Dead Gods.
Scrawls on the floor
And you spoke a dead language
Opened a door
And you called upon anguish
I took a good look at you
I knew there was nothing I could do
Just stood there and screamed at you
What could I do?…
Dette er tredje indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.
Lytter man til traileren for Bubble kunne podcasten lyde som noget Lovecraft ville have skrevet idag, som Sex and the City hvor sex er byttet ud med reptiliske monstre og HPL’s iboende xenofobi erstattet av hipsterhad.…