SUPERKULTUR

Hilda

okt
02

Der er mange grunde til at elske Hilda.

Først og fremmest naturligvis de originale tegneserier af Luke Pearson. Og for mig personligt det faktum, at der er kommet en ny, som jeg ikke havde opdaget, førend jeg tjekkede hans bibliografi på Wikipedia for lidt siden.

Hilda er en af de der få tegneserier, der forstår at ramme både børn og (i al fald nogle) voksne. Ikke som de dræbende mængder af YA-romaner, der skyller ud på markedet og forsøger at trykluftsbore sig ind i følelserne hos både teenagere og deres mødre, men en ærlig, uskyldig tegneserie med charme og lidt ekstra lag. Pearson rammer roligt et eller andet Venn-diagram, hvor Astrid Lindgren og Miyazaki, blandet med et eller andet, jeg ikke har identificeret nærmere. Er det mon Tove Jansson, der også stikker snuden ind?


Hilda er endda ude på dansk – mere kærlighed!

Vor hovedperson, der også lægger titel til serien, bor i ødemarken med sin mor – og et hav af kæmper, naturånder og andet godt. Hvilket hun naturligvis går til som den naturligste ting i verden – og de historier er så fint fortalt, at man som voksen læser både kan nyde dem umiddelbart og læse en masse ind i dem, om man så lyster.

En ny grund til at elske Hilda er, at hun nu også er animeret – altså, ikke træls og overkørt, men en tegnefilmsserie på Netflix.

Den tanke gjorde mig ærligt talt lidt nervøs til at starte med, og jeg var lidt loren igennem første afsnit. Tegneserien og -filmen har måske nok et nogenlunde nært slægtsskab, men de er også vidt forskellige måder at fortælle på – på skærmen er der ingen hvide områder mellem ruderne, hvor læserens fantasi kan spille med. Vi må se og høre alt det, vi ellers har forestillet os, og det er som regel forkert (eller også er det mig, der er dårlig til at forestille mig ting). Sådan var det også her, men det tog nu alligevel ikke serien længe at overbevise mig. Det er en behagelig ny udgave af Hilda, som ganske vellykket overfører tonen til et nyt medium.

Jeg har lige lært på Jakobstegelmann.dk, at Pearson har en fortid som Storyboarder på Adventure Time – og jeg kan da også godt mærke forbindelsen til den. Men hvor den blev lidt for animeret (i den anden betydning) for mig, har Hilda måske lært lidt af f.eks. Over the Garden Wall. Den tillader sig at skrue ned på hastigheden og skrabe plottet lidt, men i stedet slås med stemning og store spørgsmål.

MEN den allerstørste grund til at elske Hilda er dog bifiguren Alfur:


(Ikke helt så glad for oversætteren, for det hedder et klassifikationssystem, men man kan ikke få det hele)

 

FILOSOFISKE DYR

okt
10

Ret inspireret – provokeret? – af Janus’ indlæg om HILDA hvor Janus nævner at denne muligvis har et drys af Tove Jansson (og jeg er ikke uenig), vil jeg lige kaste noget lommeuld på disken (muligvis med indbagt svedske, hvem ved?).

Relateret billede

LOMMEULD

Sé: – Der er en lang tradition for, at lade dyr fremstille menneskelig svaghed og dårskab (kan du stave til Æsop?), som “vi” jævntud kalder FABLER. Herudaf er også kommet mange “bon mot’er” og almindelige godtkøbsvendinger (“sure rønnebær”, “løvens hule”, “krage søger mage”). Bare så vi ved hvor vi er, terrænmæssigt (the map is not the road).

Billedresultat for antman versus hulk

“Lille Tue vælter stort læs” (det er Lille Tue til højre)

I mange – de fleste? – tilfælde bliver det hurtigt til allegorier (“The Wind In The Willows”), eller til “ren” FANTASY (“Bjældes lange rejse”), eller sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters. Men sommetider kommer der andre ting ud af skabet. Eksempelvis kan man nævne “Peter Plys”, der – sandt for dyden – er ligeså platfodet borgerlig som “Vinden i piletræerne”, men som alligevel indeholder den samme slags dybfundige indsigter, som Bamse og Kylling. The Tao Of Bamse! The Buddha of Magnus Tagmus. Men også de patafysiske elementaler Nebbersevægen og Oppersagokken (kend din julekalender). Eller hvad med Rasmus Klumps Evangelium?

Der opstår – udkommer – også underfundige fabler, som Richard Adams’ “Kaninbjerget”. Hvilken jeg så (også) opfatter som en allegori, selvom kaninernes mytologi absolut er et værdigt alternativ til menneskehedens frembringelser. For slet ikke at tale om “Abekongen”:

Relateret billede

(jo, vi kender godt Milo Manaras udgave, osv osv)

Men tilbage på sporet:

Tove Jansson (1914-2001) var maler, tegner og forfatter. Og mest af alt vil hun blive husket for mumitroldene, og visse vil måske også kunne se forbindelsen til det univers, der udrulles i “Hvem skal trøste knytten?”. Hvorom alting er, så blev mumitrolde-suiten åbenbart kategoriseret som børnelitteratur; oplæsning for de små. Muligvis foranlediget af, at svensk fjernsyn lavede nogle grønthakker-studsede udgaver, der kun lige med nød og næppe hentede handlingen hjem, og hvis eneste “tråd” til romanerne er mumitroldenes udseende – nu med skuespillere indeni, der ofte tog mumihovederne af. Pauvert, mildest talt.

Billedresultat for tove jansson

Tove

Derfor tog det også yours truly omkring 6-7 år, at “komme tilbage til” mumi, ved et rent tilfælde: – jeg så nemlig et antal illustrationer, som Tove Jansson havde lavet til Tokiens “Hobbitten”

Billedresultat for tove jansson tolkien

DVÆRGENE SPILLER I DYBET

Og det endda før, jeg havde stiftet bekendtskab med Ringenes Herre eller Hobbitten (ja, det vil sige: en fremmelig pædagog havde læst højt af Hobbitten, på en feriekoloni, men jeg sov ikke på den sovesal). Men på det tidpunkt – omkring 73-74 i forrige århundrede – rasede Tolkien-feberen, og hele mollevitten var forudbestilt på biblioteket til langt ind i evigheden. Så som fjorten-femtenårig tog jeg mod til mig, og gjorde det næstbedste: – bevægede mig ind i børnebogsafdelingen og lånte Tove Janssons “Troldvinter”.

Trollvinter 01.tiff

Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvorfor den stod i børnebogsafdelingen: – det enkle, ligefremme sprog. Men det stod ligeså tydeligt for mig, at den indeholdt stemninger og “billeder”, der kunne tale til alle aldersgrupper. Noget ret sigende er To-Tiki-figuren, som er en pige, men opfører sig som en dreng. Der er også Murren, der er så kold, at den er farlig – men i virkeligheden er den et varmesøgende væsen; hvem skal trøst Murren?

Billedresultat for tove jansson murren

Men fremfor alt er der dette både spændende og foruroligende, at mumitrolden er vågnet op i en vinter-verden, han skulle have sovet fra, med maven fuld af grannåle. Han er vågnet i modsætningen til alt hvad han ved og kender. Det er til at tage og føle på.

Billedresultat for tove jansson mumitrolden

Så det kunne jo ikke blive ved det; jeg måtte ha’ mere mumi! Og så udfoldede universet sig ellers. Vi møder Hemuler, Snorkfrøkenen, Hattifnatter, Tofslen og Vifslen og et væld af andre karakterer og væsener, der hver især repræsenterer sider af menneskelig snusfornuft, dårskaber og tilbøjeligheder. Og selvom Mumitroldens rolle måske nok er observatørens og formidlerens, så har han også sine karaktertræk, der faktisk ikke ligger langt fra Bilbo Sækkers længsel efter nylavet the og kommenskager. Og alligevel “rykker de”, som vi siger nu om dage: – “er du på!?!?”

Billedresultat for tove jansson hattifnatter

Mens Mumitrolden er sådan lidt juvenil funderende, men samtidig handlekraftig når det gælder, så er hans far, Mumifar, en ret handlesvag filosof – eller måske man skulle kalde ham en lidt utilpasset idealist, i klassisk forstand.

Billedresultat for tove jansson mumifar

Heroverfor står Mumrikken: – en streetwise vagabond, der har set lidt af hvert, og som ikke skyr nogen fare, men samtidig er parat til at rykke teltpælene op (bogstaveligt talt) anytime!  Og på den måde har Mumitrolden mange fædre – eller “Faderfigurer”, for de freudiansk inklinerende.

Billedresultat for tove jansson mumrikken

det er Mumrikken til højre

Så er der nogle der vil sige: – jammen er det ikke bare Dyrene I Hakkebakkeskoven? Tjoh, det er muligt, men også dér er der noget på spil. I “Mumiland” er der faktisk ret farligt: – du kan blive slået med vanvid, hvis du møder Murren; du kan blive udbrændt, hvis du møder Hattifnatter i tordenvejr; og hvis Kometen Kommer vil din verden blive afsvedet, så du må gå på stylter over landområder udsat for den brændte jords taktik. Og du vil altid blive forulempet af Hemulen, for sådan er han nemlig, selvom han er en sart entymolog, for han ønsker sig kun FRED&RO!

 

Relateret billede

– jo den gør!

 – og samtidig er der den store kærlighed, som Mumitrolden føler overfor sin næsten esoteriske Snorkfrøken: – så er hun der; så er hun der ikke; og han må redde hende. En evindelig Orfeus og Euridike.

Andre har gjort sig umådelige anstrengelser for at oversætte To-Tiki eller/og Tofslen&Vifslen til Tove Janssons kropsnære forhold med mænd og kvinder. Det finder jeg ikke specielt interessant, for al inspiration kommer et sted fra. Det er andet er småforkølet lummerhed, der har meget lidt at gøre med Mumitroldens komplicerede verden. Og det er den – det er den verden – jeg syns man skal stifte bekendtskab med.

Relateret billede