Privatlivspolitik

Superkulturs administratorer har rigeligt at gøre med deres egne privatliv uden at føje andres til miséren. Vi er aktivt uinteresserede i brugernes personlige oplysninger. Vær søde at holde jeres private information væk fra vores content-boble. Herunder kan du se, hvad vi har gjort for at forbedre vores gensidige privatliv, når I besøger superkultur.dk:

Cookies

Vores mor har sagt, at vi ikke må tage imod kager fra fremmede. Derfor har vi bestræbt os på så vidt muligt at begrænse cookies fra superkultur.dk. Hvis du er registreret bruger på sitet og logger ind, vil der blive installeret én cookie i din browser, som holder dig indlogget indtil du selv logger ud eller renser browserens cookies.

Undtagelser

Uanset hvor meget vi prøver at holde selve sitet fri for cookies, så kan vi ikke svare for trediepartscookies. Det vil sige, hvis vi i den højeste oplysnings tjeneste indlejrer medier fra andre sider, kan vi ikke garantere fuldkomment at f eks Youtube ikke lægger cookies i din browser, som potentielt kan bruges til at spore din færden på nettet.

Brugerdata

Under kølerhjelmen er det WordPress som driver superkultur.dk, ligesom over 40% af alle andre websites. Vi har slået WordPress’ statistikmodul fra, som giver mulighed for at se, hvor mange som besøger sitet og hvorfra. Vi gider ikke det stressmoment, og som bonus aner vi ikke, hvem du som læser dette er. Måske samler systemet stadig brugerinformation fra almene besøgende, vi aner det ikke. I så fald havner det i en mørk krog af databasen, vi aldrig besøger.

Undtagelser

Hvis du kommenterer på et indlæg eller bliver oprettet som skribent,er det påkrævet at angive et navn og emailadresse. IP-adresser bliver også logget til databasen (se ovenfor) så spamfiltret kan sortere mindre konstruktive kommentarer bort. Det er desværre prisen for at vi ikke selv skal sidde og slette Viagra-reklamer otte timer om dagen.

Forsøg på at hacke sitet bliver ligeledes logget på IP-adresser, så lad lige være med at prøve det. På forhånd tak! Som kommentarfiltret er dette en automatiseret proces, og administratorerne har teoretisk set adgang til informationerne, men ikke ville fatte en bjælde af den, hvis vi gad stikke næsen i det.