SUPERKULTUR

Head On

apr
27

Min kones modvilje mod krimier har været rygraden i vores forhold – eller i al fald et fast element. Men forleden blev hun – sandsynligvis påvirket af ferie – grebet af trangen til at læse en kriminalroman, mere specifikt en af Elly Griffiths bøger. Skræmt af denne indsigt kiggede hun op på mig, mens nye muligheder åbnede sig i hendes tanker.

“Vent, findes der egentlig science fiction-krimier? Har du LÆST science fiction-krimier?”

Jeg kunne vifte med bogen, jeg holdt i hånden, nemlig John Scalzis Head On – og dernæst bremse mig selv i monologen om, hvor megen klassisk sf der egentlig er krimier. For det er en god struktur til at bringe læseren ind i en fiktiv verden – hovedpersonen må i sagens natur ud og lede efter en skyldig, og læseren bliver taget på sightseeing i det miljø, forfatteren har opbygget. Det har klare fordele og selvfølgelig et par enkelte ulemper.

Head On falder over en enkelt af dem – nemlig at det er svært for en sf/krimiforfatter ikke at finde på en intrige, som er vævet dybt ind i det novum, der adskiller denne fremtid fra vores. I dette tilfælde befinder vi os noget tid, efter Haden-viruset har hærget verden – de ramte er ude af stand til at bevæge sig eller kommunikere, men ved hjælp af indopereret teknologi er de nu blevet i stand til at fjernbetjene robotkroppe. Og – halleluja, kapitalisme – de robotkroppe kan naturligvis bruge i en ny ekstremsport, Hilketa. Grundlæggende fodbold udsat for computerspilslogik: fang en af modstanderne, hug hovedet af ham og brug det til at score point med.

Der er ikke noget at sige til, at det er en populær sport.

Men en dag dør en af spillerne, da hovedet rives af hans robotkrop – noget, der burde være umuligt. Måske er det ikke bare et hændeligt uheld, og den mulighed må FBI-agenten Chris Shane efterforske i sine robotkroppe. På bedste krimivis viser det sig snart, at der er folk, som ikke er glade for det.

Head On er god, lige ud ad landevejen science fiction. Det er spændende, det er sjovt, det er actionpræget, og der er gode ideer. Som nævnt kunne man måske godt ønske sig fornemmelsen af, at denne verden eksisterede som andet end en mulighed for at fortælle lige præcis denne historie, men skidt – det er en fornøjelse at læse sig fra start til slut, så man bør ikke klage.

“The most entertaining, accessible writer working in SF today,” citeres Joe Hill for på forsiden, og det er præcis, hvad Scalzi leverer her: underholdende og lettilgængeligt. Det er en god roman at smide efter folk, som ikke er inde i genren – den beskrevne verden præsenteres uden unødvendigheder, og man tages høfligt ved hånden hele vejen. Mere vante læsere kan slappe af og nyde turen.