SUPERKULTUR

Marken er…

maj
06

Jeg hader, når folk kalder mig litterær racist; jeg foretrækker AltWrite.
Badum-tisj!
Ja, det var en onkeljoke for at indrømme, at jeg godt ved, jeg har mine fordomme, især overfor poesien. Og en af dem er nok, at digte er serious business. Digtere er mænd og kvinder, der får kræft af at indånde billig stearin, mens de forsøger at sætte ord på de indsigter, der svært kan udtrykkes med noget så profant som bogstaver.
Men min eneste indgang til Martin Glaz Serups “Marken” er, at den må være skrevet med et stort glimt i øjet. Den fik mig endda til at trække på smilebåndet et par gange, hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at den skal være sjov.

Marken er et naturdigt, slår første side fast, “der også handler om andet end naturen, der findes altså andet, tre kolde drivhuse, deres fugtige industri, gule i tågen på marken.” Rent formelt er det cirka 100 sider, som hver rummer en ganske kort tekst (nogle gange én sætning) om marken og dens liv. Og nej, det er ikke bare en opremsning af, hvilke fugle der har skidt på den hvornår, men en antropomorficering, så marken er ganske almindelig og relatable. Den bruger lidt for meget tid på Facebook, forstår ikke de, der er besatte af tekst-tv og så videre. Og nogle gange kommer der sådan nogle som denne, der morede i sin enkelhed.

Jeg kan godt lide formatet, men jeg må indrømme, at jeg er lidt uforstående overfor en totale menneskeliggørelse af marken. De små tekststykker er underholdende, når de rammer den der balance mellem menneske og ikkemenneske (marken er ikke videre interesseret i naturen), men ofte virker de blot som lidt stream of consciousness – forfatteren har haft nogle interessante tanker, som kunne passes ind i formatet (og nogle gange har forfatteren haft brug for lidt fyld).

Til gengæld er den lille bog en pædagogisk introduktion til behovet for linieskift i digte – som så dog er overdrevet, idet der her er tale om sideskift. Men de tvinger læseren til at stoppe op og mentalt nulstille før det næste tekststykke – var det skrevet som almindelig prosa, var det blevet opremsende og lidt kedeligt. Så tak for det, jeg vil forsøge at nedskalere den forståelse til linieskift-niveauet fremover.

Rent fysisk har Marken form af en bog på 104 sider, og det får (mere end sædvanligt, tror jeg) en del af mig til at forvente en historie midt i al poesien. Der leverer Serup faktisk også nogle stykker i kraft af sider, der hænger tematisk sammen, men det er ikke lykkedes mig at se værket som en sammenhængende fremskriden. Der afsluttes ikke med overvejelserne om tidsrejser, som kommer lidt ind fra højre, men på den gode måde, men med et af de bedre stykker om at betragte sine egne tanker og blive lidt skræmt af oplevelsen.

Alt i alt var Marken en lidt mærkelig oplevelse. Jeg er ret vild med ideen og formatet, men det samlede værk falder lidt til jorden for mig; og jeg var ret vil med flere af teksterne som enkeltstående historier, men ville så gerne have dem til at gå op i en højere enhed.

POSTLÆSNING/-SKRIVNING

Lidt nysgerrig googling finder, at de, der skal formodes at vide noget om digte, også er uenige om Marken.

Her er Erik Skyum-Nielsen i Information:

Martin Glaz Serup (f. 1978), som er digter, børnebogsforfatter, kritiker og forsker, runder med langdigtet Marken sin fjortende udgivelse i bogform. Det er nok også sådan omtrent det eneste rigtig positive, der er at sige om dette værk, som på første side kalder sig et »naturdigt«, men straks slår om i adspredte notater, der bortset fra en relativt kort form ikke har meget med digte at gøre, og som hurtigt bliver meget trætte af at holde fokus på ’naturen’ overhovedet.

Av. Men her er så Kulturkapellet:

Dette er en god bog, et godt grin, et zoom ind i hverdagen. ”Marken” er et digt, der fortjener en plads på bogreolen hos de, der elsker humor og ikke tror lyrik kan være andet end selvhøjtidelige alvorsord og en plads samme sted hos de, der tror på lyrikken men ikke anede, den kunne være sjov. ”Marken” er et digt for alle.

Marken er, lader det til, ambivalent.

Digte, den litterære broccoli

apr
26

Jeg forsøger for tiden at overvinde min livslange modvilje mod poesi, så det var lidt sjovt at falde over denne artikel: When, Exactly, Do Children Start Thinking They Hate Poetry?

There are no haikus in my own collection. The closest, unintentionally, may be a few lines on an early edition of the back cover: “Hey kids! / Do you (think you) hate poetry? / This book is for you.” I have mixed feelings about that message, and not just because it’s a terrible haiku. On the one hand, yes, this book is for you, please buy it. On the other hand, when we tell kids “You won’t hate this poetry,” I wonder if we’re subtly telling them that they should hate most poetry.

It reminds me of that classic parental con line, “You might not like most vegetables, but this vegetable is delicious—try it!” When did poetry become literary broccoli? What’s next, cheerfully singing, “Here comes the airplane!” before we start reading a sonnet into our kids’ ears?

Chris Harris er sjov, men han hater også lidt på haikuer – i al fald brugt mod børn (eller okay, med børn, måske).

Note that I didn’t say “no rules.” I’m not some goateed, bomb-throwing anarchist. Rhythm and meter and emotions are still important to consider, even at the earliest stages of learning poetry. The point is more that instead of just handing them syllabic blueprints, let’s make sure kids get the chance to play around with words—finger paint with them—the way we let them explore other topics.

Deri lægger måske forklaringen på, at jeg så godt kan lide haikuer. Jeg bryder mig ikke om fingermaling, hverken bogstavelig eller metaforisk (jeg kan ikke genkende metaforer, førend de klipper sig selv ud i pap) – de er syllabic blueprints, en mulighed for at lege inden for nogle faste rammer. Og hvor andre folk sikkert lægger en masse betydningen inden for de rammer, er det mere puslespilsdelen af det, der morer mig.

Eat your poetry, it’s good for you!

Frygten for damer og træer

apr
21

Jeg indrømmer det, jeg er er bange for digte. Ja, mit navn er Janus, og jeg er pisseræd for poesi. Jeg er vant til at læse, men jeg er også vant til en start, en midte og en slutning, og der disker digtene bare op med helt andre regler – og en skummel mistanke om, at der gemmer sig mere mellem linierne, end jeg kan se.
Men man bør konfrontere sin frygt. Så jeg har ladet mig selv hjælpe af, at kollega Morten har udgivet en digtsamling, og med den kan jeg befinde mig mellem to påvirkninger: på den ene side digtene med deres betydningskløer og på den anden side det faktum, at Morten er en flink fyr, der med prosaisk pen har navngivet sin samling “Damer og træer”.
Det er et lille hæfte fra Jorinde og Joringel, og ganske snart går det op for mig, at jeg er blevet snydt: der er ikke kun digte, men også korte tekster. Mere specifikt tre fragmenter: Chile, Bror og Familie. Alle tre har de fornemmelse af, at de er på nippet til at springe ud og blive noget større, men især Chile rammer en perfekt balance: kammeraten vender hjem med noget, der ikke er en tatovering – og på den ene side så man den gerne folde sig ud, men på den anden side vil man så nødig ødelægge den finhed, der er i den korte tekst. Den simrer.
Men tilbage til digtene. Lad os stirre for længe ned i afgrunden.
Samlingen starter med en række af disse små fine stykker, der så fint rammer en stemning eller et sekund eller for den sags skyld blot en duft (og jeg er altid bange for, at der gemmer sig mere betydning bag den tekstuelle klædeskabsdør, men jeg hvisker til mig selv, at det her er mere end nok, en tekst må gerne være dette). Og så, slambam, kommer den her ind fra højre med glimt i øjet:

Februar en motor under søvnen driver
gæk med lyset
ligesom at rejse sig for hurtigt
midt i vintersolen
ville have slået os ihjel

På trods af min grundlæggende angst ved denne måde at skrive på (hvorfor elsker digtere linieskift? Er alle digte en indsigt, jeg burde kunne forstå? Burde jeg have lyttet bedre efter i gymnasiet?) er der nogle gode skift gennem “Damer & træer”. Der er digte, som fremmaner en situation, eller fortæller en historie, eller giver en fornemmelse af smerte, eller får mig til at gribe efter meningen, eller bare forvirrer mig en smule. Det kræver et større nærvær overfor teksten, end jeg plejer at give, men til gengæld kan jeg godt se kvaliteterne.

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.