SUPERKULTUR

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.