SUPERKULTUR

John Varley wu-hu!

aug
31

Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.

Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.

Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.

Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:

Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.