PÅ KRYDS & TVÆRS. Bill Smith efterforsker et flystyrt, hvor hans instinkter fortæller ham, at noget er galt. Og bliver ved med at løbe ind i en kvinde, der ligner en vis filmstjerne.

Tidsrejser er et klassisk tema inden for science fiction – så klassisk, at John Varley uden problemer har kunnet navngive næsten samtlige kapitler i ”Millennium” efter et tidligere værk inden for undergenren. Og det tillader ham også nogle sjove små lege med historien.

Bill Smith efterforsker flystyrt – han er manden, man ringer til klokken et om natten, når to fly er stødt ind i hinanden og har regnet lig ned over landskabet. Det er hans ansvar at samle et team og finde årsagen bag styrtet, hvad enten det er en maskinel fejl eller menneskelig inkompetence. Det er også ham, der står for resten i køen til at opdage, hvis der er noget galt, hvis alle detaljerne ikke rigtig passer sammen, hvis samtlige de døde passagerers ure er stillet forkert og lignende småting.

Louise Baltimores profession er også flystyrt, men med en noget anden vinkel. Som leder af sit team rejser hun tilbage i tiden og fjerner folk, der alligevel skal dø – folk i flystyrt og andre store katastrofer. Hun har ansvaret, fordi ingen andre vil have det – og det er hendes problem, da genstande fra fremtiden går tabt under en operation og starter en kædereaktion, der truer med at udslette hele galaksen.

Så fra en fjern fremtid, der er præget af forurening og ødelæggelse, må Louise rejse tilbage til 1980erne for at redde verden. En svær opgave, der ikke bliver lettere af, at hun får beskeder fra sit eget fremtidige jeg. Og at hun måske er ved at forelske sig i den mand, som det er hendes job at manipulere med, Bill Smith.

”Millennium” er en enkeltstående roman, baseret på Varleys egen novelle ”Air Raid” (og senere også produceret som en ikke helt vellykket film, som på dansk hed ”Attack Force Millennium / På sporet af fremtiden”). Formatet tillader ikke helt samme sprudlende hittepåsomhed som i hans ”8 Worlds”-univers, men det er stadigvæk tydeligvis Varley, der står bag (og den Store Computer, som Louise fører lange skænderier med, har da også mindelser om Central Computer). Som sædvanlig forlener han sin fiktion med en overlegen nonchalance – som læser får man fornemmelsen af, at han blot sætter sig ned og lader ordene flyde, eller at han simpelthen udskiller sine bøger som færdige produkter. Her er alt det bedste af SF: social kritik, ekstrapolation, humor, action, interessante sammensværgelser og et veludtænkt plot. Og oven i alt det hæfter Varley en slutning, som burde være utilgivelig, men som man alligevel blot æder råt.