SUPERKULTUR

Helikopter

mar
24


Jeg har tidligere skrevet om Morten W. Rasmussen her, og jeg afsluttede indlægget med disse ord:

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.

Det var da om noget en opfordring til mig selv om at holde øje med mere fra hans hånd, og når han nu har udgivet en ungdomsroman, blev jeg da nødt til at læse.

Titlen er Helikopter, og historien kredser om sorg. Og ja, det er uden tvivl en bog, som dansklærere vil sætte pris på, men til min analysetraumatiserede overraskelse var jeg også ret vild med den. Som nævnt i det tidligere indlæg er forfatteren god til de korte tekster, og Helikopter udnytter den kompetence til fulde – historien er nemlig bygget op af korte kapitler, som hver for sig fortæller en lille historie, samtidig med at de er spændt op på en længere tråd sammen. Det er en tricky komposition, fordi det gælder om at anbringe kapitlerne nøjagtigt i forhold til hinanden, så man nyder dem på deres egne præmisser, samtidig med at den store historie ikke bliver enten hullet eller stillestående – og det lykkes.

Men bedst er dog helikopteren. Ikke titlen, men billedet. Den vender jeg tilbage til.

Historien fortælles gennem Kasper. Han anbringer sig midt i en tradition af litteratur-børn, der er utroligt sansende og observerende – og gennem ham oplever læseren faderens depression, hans selvmord og eftervirkningerne på sønnen. Trykbølgen. Skælvet. Efterchokket. Hvordan Kaspers liv bliver rystet fra hinanden, og han krampagtigt holder fast i smulerne. Der er en fysisk fornemmelse i Helikopter, som kan mærkes under læserens hud.

Der florerer en joke på internettet: helikoptere flyver ikke, de tæsker luften til overgivelse. Og ret tidligt i bogen er der en beskrivelse af faren, der rejser sig, fanget i uforklarlig vrede og så overvældende og kraftfuld som en helikopter tæt på, og det var der, bogens mange dele blev rystet sammen til et hele for mig: at noget, der kan se så fint og skrøbeligt ud på afstand, kan være så voldsomt, når det kommer tæt på. Det er den underlæggende følelse i Helikopter: alt vibrerer, og man frygter, at det vil komme så tæt på, at det vil ryste alt fra hinanden.

Min største anke er nok ikke historien, men derimod bogens opsætning: den er fin og luftig og let at få til. Det burde den ikke være – det burde være en bog, man sad krummet sammen ind over. For sådan er oplevelsen.

Frygten for damer og træer

apr
21

Jeg indrømmer det, jeg er er bange for digte. Ja, mit navn er Janus, og jeg er pisseræd for poesi. Jeg er vant til at læse, men jeg er også vant til en start, en midte og en slutning, og der disker digtene bare op med helt andre regler – og en skummel mistanke om, at der gemmer sig mere mellem linierne, end jeg kan se.
Men man bør konfrontere sin frygt. Så jeg har ladet mig selv hjælpe af, at kollega Morten har udgivet en digtsamling, og med den kan jeg befinde mig mellem to påvirkninger: på den ene side digtene med deres betydningskløer og på den anden side det faktum, at Morten er en flink fyr, der med prosaisk pen har navngivet sin samling “Damer og træer”.
Det er et lille hæfte fra Jorinde og Joringel, og ganske snart går det op for mig, at jeg er blevet snydt: der er ikke kun digte, men også korte tekster. Mere specifikt tre fragmenter: Chile, Bror og Familie. Alle tre har de fornemmelse af, at de er på nippet til at springe ud og blive noget større, men især Chile rammer en perfekt balance: kammeraten vender hjem med noget, der ikke er en tatovering – og på den ene side så man den gerne folde sig ud, men på den anden side vil man så nødig ødelægge den finhed, der er i den korte tekst. Den simrer.
Men tilbage til digtene. Lad os stirre for længe ned i afgrunden.
Samlingen starter med en række af disse små fine stykker, der så fint rammer en stemning eller et sekund eller for den sags skyld blot en duft (og jeg er altid bange for, at der gemmer sig mere betydning bag den tekstuelle klædeskabsdør, men jeg hvisker til mig selv, at det her er mere end nok, en tekst må gerne være dette). Og så, slambam, kommer den her ind fra højre med glimt i øjet:

Februar en motor under søvnen driver
gæk med lyset
ligesom at rejse sig for hurtigt
midt i vintersolen
ville have slået os ihjel

På trods af min grundlæggende angst ved denne måde at skrive på (hvorfor elsker digtere linieskift? Er alle digte en indsigt, jeg burde kunne forstå? Burde jeg have lyttet bedre efter i gymnasiet?) er der nogle gode skift gennem “Damer & træer”. Der er digte, som fremmaner en situation, eller fortæller en historie, eller giver en fornemmelse af smerte, eller får mig til at gribe efter meningen, eller bare forvirrer mig en smule. Det kræver et større nærvær overfor teksten, end jeg plejer at give, men til gengæld kan jeg godt se kvaliteterne.

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.