på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!