“Jeg er numismatiker!” – “Åh, Gud! Kan det behandles?”

“Jeg er også filatelist!” – “Perverse stodder!”

Indenfor heraldikken – såvel som sillografien – vil man gerne være speciel, med fine franske navne for “nederst” og “øverst” og “midtpå” og “på tværs”. Og for at komplicere det hele (og ikke lukke uønsket pøbel ind), vender man også op og ned (så at sige) på “venstre” og højre”.

For de engelsk-kyndige i læserskaren henledes desuden opmærksomheden på, at pågældende dame åbenbart er “sinister”. Og da det er til højre, kan man måske udvide det til, at højre-orientering godt nok kan være en sinister affære. Problemet opstår når det går op for én, at “sinister” betyder “venstre”. Hvilket skyldes, at man skal forestille sig en bærer af skjoldet, for hvem “kvindesiden” er til venstre (id est: – ikke sværd-hånden, thi alle ægte “baroner” er ikke “kejthåndede”, vel’da’?) Er den på plads?

Våbenskjolde og segl er tegn. Og så har den fantasifulde Homo Sapiens så fundet ud af, at der også er tegn i himlene – stjernetegn! Hvilket fører ud i noget med astrologi og alt sådan noget. Der skal vi ikke hen. Ikke hér. Ikke nu.

En mere nøgtern astronomi nøjes med at tale om “konstellationer”, hvilket – i en hvis forstand – indebærer muligheden af foranderlighed; at ting ændrer sig. Intet er varigt – alt er foreløbigt. Også livet. Eksistensen. Memento Mori.

Lad os da kaste blikkene på et stort tegn på nattehimlen:

Nu er det jo særdeles nemt for en “udkants-dansker”, at sige man finder Orion ved at gå ud kl. 20.30, retter blikket mod syd og så lige en 30 grader opad – hvilket svarer til “lige indenfor front-scene-afspærringen på en given Roskilde-koncert”. Ikke desto mindre burde kalorius være til at få øje på, selv i middelstore metropoler (er der noget der hedder det?), med “lys-forurening”. Så det er på ingen måde et “skjult tegn”. Og skulle man ønske sig en mere udførlig redegørelse for, hvorfor Orion har fået en plads på himlen så: – find selv ud af det! (og gad vide om Gilgamesh ikke befinder sig, et eller andet sted “opstrøms”, i den beretning? Den udredning må vente).

Hér skal blot nævnes, at kalorius søreme’ også har fået en plads i Tolkiens “secondary world”, Midgård, under navnet “Menelvagor”, hvilket skulle betyde “Sværdkæmperen på himlen”/”Himlens sværdkæmper”, på et eller andet elver-sprog. Der skulle være et par stykker.

Men vi er ikke færdige med fiktionen. Enter: “Roy Batty”:

Slagskibe i brand udfor Orions skulder! En noget “sinister” melding, men jeg tror alligevel, at Roy Batty tænker på Tegnets “dekstra” – altså Orions højre, men fra vort synspunkt venstre, skulder. For den stjerne, der markerer dette skulderled er Betelgeuse!

Hvordan skal det u’tales? “Beetlejuice” er en mulighed – og set. Bela Tegeuse (Dune) er en mulighed – den er åbenbart fra Ungarn (jvnf. Bela Lugosi). Betel-gøjse? Måske. Man kan også bare kalde den Alfa Orionis, udfra den betragtning, at det er den mest lysstærke stjerne i den konstellation.

Var!

Gennem de sidste ti år er Bela Lugosi gået fra at være i kategorien “de ti mest lysstærke stjerner” til en 25.-plads. Og når jeg går ud (klokken de dér nævnte 20.30-stykker), så den aldeles væk. Borte har taget den.

Der er flere forskellige udlægninger – scenarier – af hvad (og hvorfor) der lige foregår, det der gør. Summa summarum er, at Beetlejuice i princippet er en stor nok fætter til at gå Supernova. Hvilket skal sammenlignes med, at vores egen lille knallert af en lokal stjerne, højest kan gøre sig forhåbninger om lidt senil dement opsvulmen og derefter en nedkøling og en længerevarende eksistens som 40 watts-pære. Hvorimod Bela Tegeuse kunne stå i begreb med at brænde hele Roskilde-festivalen af i løbet af 30 sekunder. Orange Scene samt teltpladser! Ikke en eneste bajer er kold …

Et mere stille og fredsommeligt “scenarie” handler om, at selvom Betelgeuze er en ordentlig krabat, så er den sådan set en tynd kop the, der har det med at svøbe sig i sjaler af støv og skyer på en rutinemæssig basis. Med andre ord: – den pulserer, men er ikke en pulsar.

Og alt det kan man læse nærmere om, på nedenstående udmærkede side, begået af folk der ved hvad de snakker om:

https://videnskab.dk/naturvidenskab/er-betelgeuse-paa-vej-til-at-blive-supernova

Skulle Orions højre skulder – altså “hans” venstre, altså den ikke-sinister! – gå i brand (hvilket den så skulle have gjort for 640 år siden), så vil være tilskuere til et fantastisk syn. I et helt år – måske to – vil der være en stjerne på himlen, der lyser ligeså skarpt som fuldmånen på en skyfri nat. Og selv i dagtimerne (ohne wolke) vil der være to lyspunkter på himlen.

Det kunne jeg edderbukkemig godt tænke mig at opleve.

Alligevel krymper det sig lidt i mig. For ligesom jesuitter-astrofysikeren i Arthur C. Clarkes “The Star” må erkende, at den stjerne “Gud” satte i brand, for at fejre sin førstfødte på Jorden, den udslettede en planet og samtlige dens beboere, må jeg sætte mit personlige ønske i relation til en verdens undergang. Denne verden er Abernes Planet.

For har man kun set “abe”-film, ved man ikke at i Pierre Boulles “La planete des singes”, er pågældende klode i kredsløb om – Betelgeuse!

(For det så ikke skal være løgn – hvilket min “subconscientelle bevidsthed” gjorde mig opmærksom på, i løbet af natten – så får hovedpersonen i Pierre Boulles roman et barn med en “stedlig” kvinde. Dette barn hedder “Nova”)

Man kan så berolige sig selv med, at det er lidet sandsynligt at nogen eventuel planet, i kredsløb om betel-nødden, skulle kunne oppebære levende organismer (hvad fanden er en u-levende organisme? et lig?). Ikke desto mindre vil det forekomme fremtidige læsere af Boulles roman sært, at den planet handlingen (stort set) foregår på, i mellemtiden er blevet eksproprieret af en supernova.

Det syns jeg godt lige man kunne tænke lidt over 🙂

Og så kan man jo altid lytte til: