KLIMA FIKTION
– Og “Corona Fiktion” kommer nok om ikke så forfærdeligt længe. Iøvrigt bemærker man vel nok, at hele CO2-udlednings-klima-debatten på det nysseligste er blevet udskiftet med noget, man IHVERTFALD IKKE kan beskylde stor-kapitalen, monopolerne, kolonialismen eller eksproprieringen af kloden, i Fremskridtets Hellige Navn, for. Så det er bare fjong – gongeligong.
Der er derfor al mulig grund til – uden at jeg ligefrem vil påstå, at det er begrundelsen for – at Science Fiktion Cirklen indbyder til deltagelse i en “Klima-Science-Fiktion-Antologi”: https://www.sciencefiction.dk/articles/nyhed/indkaldelse-af-noveller-til-en-science-fiction-klimaantologi
“Sub-genren” climate-fiction er ikke ganske ny, og man kunne frygte, at der blandt det indsendte materiale vil være en overvægt af dette:
– eller dette:
Som Ursula Le Guin nævner, i et essay i samlingen “The languages of the night”, så sammenligner man ikke en given violinist med det som naboens søn kan pine ud af sin stradimarius. Man sammenligner – naturligvis – med Kim Sjøgren. Og i det perspektiv har jeg – “catching in the rye” – ikke fundet så pokkers mange “splendide” klimafortællinger, der er værd at skrive hjem om. Så der ligger alligevel en udfordring. Og det er positivt ment.
Fordi jeg nu er et gammelt fjols, så er det første jeg kommer til at tænke på J.G. Ballards “katastrofe-symfonier”: “The Drowned World” (oversvømmelse), “The Drought” (aka “The Burning World” – tørke), The Wind From Nowhere” (storme) og “The Crystal World” (sidstnævnte drejer sig nok mere om “kosmisk klima”, hvis man kan sige det sådan).
Octavia Butlers “Parable of the sower” er en virkelig højdespringer, i forhold til emnet. Omgangen med “de betroede midler” er suveræn; sproget er pragtfuldt og fortællingen lever i den grad op til alle krav i SFCs indbydelse. Man må så også konstatere, at præmissen allerede var brugt i John Christophers “Death of grass”. Nåja – krydsbestøvning er tilladt, og Butler er bare bedre!
Til gengæld er NivenPournelleFlynn langt ude – ikke bare i rugen, men helt ude i hegnet – med deres komplet idiotiske “Fallen Angels”:
– I al sin skinbarlige idioti: “Øko-terrorister”(!) har held til, at standse al industriel CO2-udledning, samt brug af driv-gasser. For sent(!) går det op for dem, at det var det, der forhindrede en ny istid (ta den, søster lagkage!)
Men okay! “Ny-Istid” var “fremme i tiden”, i sidste fjerdedel af forrige århundrede, og i den forbindelse vil jeg gerne hive “The sixth winter” af John Gribbin og Douglas Orgill på banen.
John Gribbin er videnskabsjournalist, og havde – i firserne – stor succes med populærvidenskabelige fremstillinger om svært tilgængelige emner indenfor kosmologi, kvantefysik og kvante-katte. Orgill – kender jeg absolut intet til. Men det er faktisk en udmærket roman. Kan anbefales.
Og så – mine damer og herrer – er der en ret sær sag: “Kl. 24.05” af Mogens Jacobsen:
Det er ikke muligt at referere romanen – endsige give retningslinier for, hvordan den “skal læses”. Slet ikke analyseres – helst ikke. Og den er heller ikke for nem at læse. Men den handler om et sammenbrud af klimatisk, økologisk, personligt, psykologisk og muligvis atomkrigs-relateret art. Og på en måde ligner den Brian Aldiss’ “Barfodet i hovedet”. Det er faktisk ret godt gået. Læs den.
Hertil kommer romaner, fortællinger, om hvordan Jorden forsøges “terraformet” af “andre”. Og vi kan jo starte med “War Of The Worlds”, med de dér røde stængler over det hele. Vi kan køre videre med Ian McDonalds “Chaga Saga” (Evolution’s Shore), eller Greg Egans “Teranesia”. Eller hvorfor ikke Strugatskijernes “The Ugly Swans” (og der regner det sgudda ihvertfald)? Og man kunne også hive “Fon T’s” “Forbrydelsens Element” på banen.
Jaja! “Skoma’r: – bliv ved det du har læst!” Og jeg er da også udmærket klar over, at jeg kun lige har skummet fløden på min personlige hyp-hest.
Ikke desto mindre vil jeg da opfordre alle, med bare den mindste forfatter i maven, til at nærlæse indbydelsen fra SFC.
Med andre ord: – skriv til blodet står ud af ørerne 🙂
1 kommentar
Hmmm, den der 24.05 er vist en af dem, der står i mine reoler, men er sunket ind bagved, fordi jeg ikke kendte noget til den, og forsiden ikke solgte særligt godt. Den tror jeg, at jeg vil forsøge at grave frem.