En opgradering af digital kaminild
Vi er sjældent dagsaktuelle her på sitet, men når der sker noget vigtigt i verden kan vi ikke bare sidde med hænderne i skødet!
Nej nej, det drejer sig ikke om den der nedrige regeringsdannelse, eller om at forskere rent faktisk ser ud til at have knækket kernefusion. Vi taler vigtigt ud fra et superkulturelt perspektiv, obvs.
Fra Superkultur-podcastens første julekalender har yule log-videoer vist sig at være et uventet vigtigt indslag i vintertiden.
De er selvfølgelig kun et Baudrillardsk simulacrum, en transplantering af det visuelle udsagn om ild, fra den egentlige kamin til det nye husalter, men blottet for den varme, som var kaminildens egentlige raison d’être. Mere interessant er det, at vi i en podcast så optaget af narrativ og genrer har omfavnet et fænomen som helt savner begge dele. Når alt kommer til alt ligger kaminild-videoer indholdsmæssigt et sted mellem muzak og screensavers.
Men det var selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, før vores insisterende optagethed af fænomenet forårsagede et overlap ude i virkeligheden — og her kommer vi til de brandvarme nyheder. Cartoon Networks voksenudgave, Adult Swim lancerede for nyligt en halvanden time lang kaminild-video, men undlod drilsk at annoncere, det drejede sig om muligvis den første, narrative yule log… og ifølge diverse rapporter tilmed en horrorfilm. Men altså med kameraet stift rettet ind i flammerne?
Så lange veksler trækker filmmagerne desværre ikke på seernes tålmodighed, men vi ville have elsket konceptet! Filmen er siden lagt ud til streaming på HBO Max — men foreløbig tilsyneladende kun for amerikanske seere. Superkulturs eget HBO-interface, Janus, kan i al fald ikke finde den i deres sendeflade.
Opdatering: The fire place findes nu lynanmeldt her på sitet!
1 kommentar
Onkel morfar fortæller:
Der var det hér år, hvor vi “total-ombyggede” hele den ene afdeling af vores hus: – vægge blev revet ned, andre blev bygget op; ydervægge blev skrællet ned til de rå mursten; panellofter blev fjernet; gulvet revet op, og der blev gravet ud til anlægning af gulvvarme …. og meget meget mere.
Da Julen lagde an til at stå i døren, havde vi faktisk inviteret store dele af familien til Juleaften. Men eftersom det, stort set, kun var os selv (to midaldrende mennesker) der havde stået for entreprise og ingeniør-arbejdet, var tidsplanen overskredet betragteligt. Hvilket er yderst trendyt, så ikke noget dér. Og eftersom budgettet holdt – sikkert foranlediget af de ikke-eksisterende lønomkostninger eller udgifter til entreprenørmaskiner, eksterne konsulenter, revisorbistand og hwaharvi – var der ikke noget at skamme sig over. Hvorfor dog også det? – byggere af Storebæltsbroer, Letbaner, IC¤-tog og F-35-jagerfly skammer sig jo heller ikke. Og det gør regeringen heller ikke. Og Lille-lars fra Græsted påtar’ sig hele ansvaret: – The buck stops here! And none the wiser –
Lillejuleaften, det år, kunne jeg således konstatere, at stedet for morgendagens Julemiddag mindre lignede en rokoko-spisestue, som det mere mindede om en hangar for afprøvning af raketmotorer: – betongulv, råt og uafstivet loft, vægge beklædt med sølvskinnende aluflex og nøgne elinstallationer. Og bortset fra et bord til det grove, var der ikke tale om noget køkken: – vand? Ude i bryggerset! Komfur? Ude i port-bygningen! Dog: – gulvvarmen fungerede, så ophold på lokaliteten ville ikke involvere nødvendigheden af parkacoats og vanter.
Det bør anføres, at der er medlemmer af familien, der har sans for udsmykning og borddækning, og i et anfald af “jeg vil også være med”, fandt jeg netop en kamin-ilds-video (varighed: 8 timer), placerede min lap-top på en stol og trykkede “afspil”. Nåja: – not the real deal, men det fungerede, og det var medfølgende knitre lyde, og de lyde af de der flamme-blæs, der nogle gange kan komme ved vindstød, og dérovre – i hjørnet, på stolen – kunne det da godt illudere et eller andet. Blot et bidrag til den omsiggribende julehygge.
Havde jeg blot taget misteltenen i ed!
Eftersom det er min opgave, at lave Julemiddagen gik jeg så igang med at forberede ditten og datten, også med hensyn til logistikken i, at det var noget med frem&tilbage fra port/garage til hakke/snitte bordet (der var iført arkitektlampe) – så det ville tage lidt længere tid. Imellemtiden kunne resten af familie-kontingentet æde nødder og konfekt og se juleshow, ovre i de tilstødende gemakker. Tradition er Tradition –
Faktisk fandt jeg det ret hyggeligt, at stå dér i en ikke-antændt juledekoration, på et dejligt varmt betongulv, mens jeg skrællede og pillede og hakkede osv. Og selvom de der digitale brændeknuder jo ikke brændte ud, så var det – ja – hyggeligt. Men så!
Jeg nævnte tidligere, at der var medfølgende lyd til det digitale bål. Og selvom min musikalske evne kan ligge i en tændstikæske, begyndte det at gå mig på, at lydsporets sløjfe var temmelig kort. En enerverende rytmik begyndte at invadere mine intellektuelle fakulteter: – hver gang jeg skar et æble igennem så knitrede bålet; hver gang jeg skar et løg hørtes et vindpust, Og jeg begyndte at tælle “kaminildens” rytmiske slag, og hver gang jeg havde skrællet en kartoffel lød der et smæld fra en brændeknude … inde i min laptop!!!! Og jeg blev gradvist besat af den rytmik, således at jeg først måtte fylde anden med svedsker og æbler, når det havde været et “knitr&smæld”, og jeg forsøgte at synkronisere kogepunktet for brunekartoflerne med det øjeblik, hvor et vindstød fik flammerne til at bruse. Og dumpet af kartofler i håndvasken skulle synkroniseres med et bestemt moment – og først ved et særligt højt smæld fra de digitale brændeknuder, måtte jeg sætte ænderne i ovnen, ude i porten –
– Hvorfor har du slukket for den dér kamin-video? blev jeg spurgt, da gæsterne ankom til “hangaren”, der nu var beklædt med gran, oplyst af lysguirlander og stearinlys, anden var trancheret og rødkålen var klar. – Det var da så hyggeligt!