På enhver given foranledning kæfter jeg op om, at Star Wars aldeles ikke er science fiction, men derimod fantasy i en teknologisk “setting”. Hvilket jeg bygger på “forlydender” (som ofte er løgn) om, at George Lucas oprindeligt havde tænkt sig at lave en “Flash Gordon” eller en “Ringenes Herre”, men så af rettighedsmæssige årsager, var nødt til at lave sin egen eventyrfilm. Og derfor fastholder jeg synspunktet.

Når jeg bringer dette på banen – i dette intime forum – skyldes det, at jeg den sidste måneds tid har benyttet en sjælden anledning til at “fla’je u'” med hele mit arsenal af “Proxima’er” og “Novum’er” som Science Fiction Cirklen har udgivet. Senest også – og som nævnt tidligere – samme forenings egen hyldest til sig selv: “Fantastiske Fans”. Og tillad mig at understrege, at foregående sætning er at betragte som et forsøg på en morsomhed – thi jeg finder det ganske berettiget, at foreningen fejrer sig selv; der er næppe andre der ville gøre det – og trods alt taler vi om et halvt århundredes levetid. Mere om det andetsteds –

Oftere end ikke (smart vending, man bør have ved hånden) nævnes Stig Vendelkærs science fiction-udgivelser som et fokalpunkt for ihvertfald én generation af danske sf-læsere. Og rigtigrigtig mange af de bøger som SV udgav var oversat af Arne Herløv Petersen, så han har dæleme’ en aktie i SFC’s formålsparagraf, selvom han sandsynligvis ikke kender den. Men – og det er dér vi skal hen – SV kritiseres samtidig for en forvirrende udgivelsespolitik, hvor det ikke var muligt for den primordiale eller prospektive science fiction læser, helt at kunne gennemskue om det nu også VAR/ER sf, vedkommende havde købt, lånt eller stjålet.

I andre sammenhænge kan jeg godt gå hen og blive Darko Suvinsk i hovedet, men jeg henholder mig samtidig til den Niels Dalgaardske udlægning, at tekster “deltager” i forskellige genrer – muligvis på samme tid (hvorved min stålsatte definition af Star Wars begynder at miste såvel momentum som flyvehøjde; som Klaus Rifbjerg sagde, da han modtog Nordisk Pris i Litteratur: “Jeg bærer naturligvis ved til mit eget bål […]”). Men jeg finder ikke kritikken af SVs sf-udgivelser helt retfærdig.

Jeg sidder ikke lige med mit bogholderi, som Mogens Glistrup sagde til en journalist, der spurgte til hans formue, men jeg (ikke Mogens) vil tro, at SV”mere spændende end en kriminalroman” udgav i omegnen af 100 danske og oversatte bøger. Og det er (naturligvis) indlysende korrekt at en bog som:

– IKKE er science fiction, men en ragout af såvel von Däniken som Shaver, tilsat et skvæt Annunanki, før det blev “en vogue”. Og heller ikke Fritz Leibers “Heksenatten” (Conjure Wife) kan vel påstås at være sf. Tillige kan man spørge sig selv om

-er science fiction …. eller noget andet. Er Jerry Cornelius sf? Er Ballards “The Crystal World”? I “Lige under overfladen”-antologien “Sandsynlighedskrydstogt” fik jeg optaget en historie, der fik denne anmeldelse:

“Sidste pris i denne omgang er Lewis Caroll-prisen, der gives til en novelle, som med en fritflydende fantasi stopfodrer læseren med originalitet, ordekvilibrisme og popkulturreferencer, der er til misundelse for både Hr. Caroll selv, Andy Warhol og Peter A.G.

Prisen tildeles … “Flinck og Willy – En feuilleton i seks overgreb” af Henning Andersen.” (tak til Torben Husum)

Er The Hunting Of The Snark science fiction? Jeg har læst en tegneserie, hvor det godt ku’ se sådan ud –

MEN! Er fire-fem bøgers tilstedeværelse i en udgivelsesrække på 100 nok til at ryste én i éns grundvold i troen på SVs udgivelsespolitik, så er man godtnok lidt nervøst anlagt.

Lige netop dén hér nævnes sjældent i forbindelse med SVs “fejlskud”, og det hænger nok sammen med at den er lidt svær at håndtere. Også selvom “bag-blurpet” åbenbart skal gøres os pirrerede og rædselsvækkede: “ADVARSEL: Dette er ikke en bog for folk med sarte nerver!” Og i forlængelse af dét, hedder det: “SORT PÅSKE er en fortælling om sort magi, en svovlduftende påskehilsen, der får Ira Levins “Rosemarys Baby” til at tage sig ud som et eventyr for børn.”

Bavl!

SORT PÅSKE er netop et forsøg på, at sciencefiktionel-gøre et område, der hidindtil har tilhørt skræk- og horror-genrerne. Og Blish gør det (forbløffende?) godt.

Der er sorte magikere og der er hvide magikere. Og så er der “os”, mennesker. Men der er også våbenfabrikanter, egocentrikere, almindeligt dumme svin, samt platugler, fupmagere, slapsvanse og almindelige idioter! Men altså:

Vi befinder os i verden – meget lig vor egen – hvor magi er en realitet, og hvor Himmel og Helvede er eksisterende. Og påkaldelse af dæmoner og djævle kan købes – hvis du har pengene. Og selve magien er rationaliseret – i anførselstegn – ved en rationel forklaring, der så indebærer en første præmis, men ikke desto mindre. DER ER REGLER! Og netop af den grund finder jeg, at “Black Easter” – Sort Magi og Dæmoner, desuagtet – er fuldfed science fiction. Og iøvrigt er Blish er ret god forfatter, og det er også mit indtryk, at Arne Herløv har ydet sit ypperste i oversættelsen.

At det hele nok skal tages med en ordentlig rugbrødsmad med fedt og salt, fremgår muligvis af, at Blish – nogenlunde midtvejs i bogen – sender en hyggelig hilsen til alle kollegerne i den sciencefictionelle verden, på daværende tidspunkt. Men dén syns jeg man skal have til gode, at udpønske for sig selv.

SORT PÅSKE fik en fortsættelse (se ovenfor). Men ihvorvel jeg finder den interessant, er den muligvis ikke noget at reklamere for – medmindre man virkelig VIL ha’ det hele med.

Mere væsentlig er det måske at pege på, at SORT PÅSKE er en del af en – of lack of better words – suite, der hedder “After Such Knownledge”, som omfatter SORT PÅSKE, DCTOR MIRABILIS (ikke oversat til dansk) og PARADISPLANETEN (A case of conscience) … vist nok udgivet af Notabene, engang i 19#*¤.