New York i en nær fremtid. En computer-operatør kommer i besiddelse af resterne af et gammelt ID-kort, og det bringer ham på sporet af en fantastisk historie og en mystisk sammensværgelse, der altsammen har med malariaens gåde at gøre.

Beskrivelsen og forsiden på “Calcutta-kromosomet” skriger af thriller – enten med præfikset techno- eller medicinsk, alt efter hvad man lyster. Men hvis man efter ude efter letbenet sommerunderholdning, bliver man nok skuffet, for der er langt mere at finde i Amitav Ghoshs roman fra 1995.

Hvis en god technothriller er Hollywood-karate – lutter høje skrig, flyvespark og hårde slag – er “Calcutta-kromosomet” nok snarere tai-chi – langsomme, velovervejede bevægelser, der glider ind i hinanden. Vi skifter mellem Antar i en nær fremtid; 1990erne, hvor Murugan er ekspert i sir Ronald Ross, og hvor to unge kvinder også bringes ind i mysteriet; og så naturligvis Ross’ historie i 1800-tallet, hvor nogen synes at guide ham i den rigtige retning til at opdage, hvordan malaria fungerer.

Ghosh skriver dvælende – og hvor hans beskrivelser af teknologi måske nok er vage, har han et godt øje for menneskene bag. Antar arbejder som en slags backup for en algoritme, der katalogiserer de genstande, der føres gennem en scanner – når den møder noget ukendt, skal han være klar til at besvare dens spørgsmål. Det er på den måde, han kommer til at se ID-kortet og husker Murugan, som han tidligere har mødt. Men vi får også beskrivelserne af hans arbejde, hvor han bl.a. har forsøgt sig med en form for ebogslæser, der projicerer bogen op på væggen – så han kan se ud, som om han stirrer koncentreret på sit arbejde.

Og det lykkes også Ghosh at forlene sin historie med noget af den forundring, der kendetegner god spekulativ fiktion. Mysterier og sammensværgelser er én ting, men også en form for antividenskab kommer på banen, altsammen listet ind, så det først sent får op for én som læser, hvor meget der er på spil. Alt i alt er det en ganske vellykket blanding af videnskab og mysticisme, hvorfor man også kan nikke anerkendende til, at den vandt en Arthur C. Clarke-award.

Helt klart en roman, der kan anbefales, hvis man (som undertegnede) lige kan komme sig over forventningerne om technothriller-gang-i-den.