En mand bliver først voksen, når hans far dør – har jeg engang læst, et sted! Eller: – en mand bliver først voksen, når han har sat sønner i verden – har jeg læst et andet sted! Endnu bedre: – en mand bliver først voksen, når han har konfronteret sin far med kritik af hans faderrolle – og det er vist good ol’ Sigmund (alternativt: Sofokles), der kom med dén. Eller en anden primitiv knallert, der har fået smidt slæverne indenfor i De Rigtige Holdningers salon. Og det er netop det, vi skal snakke om.

For hvordan bliver det defineret og udvalgt, hvad der er Den Rigtige Holdning? Og hvornår er man voksen? Og engang var jeg i biografen med en kæreste for at se en filmatisering af “Tess of the d’Urbersville”, og det eneste jeg kunne få øje på var det tidlige borgerskabs lamentation over egen smålighed og mangler. Og dagen efter var vi ikke længere kærester. “Sådan går det”, som Kurt Vonnegut skriver.

Jeg læste BOGEN OM DEN NYE SOL, udgivet af KLIM og med Peter Madsens beundringsværdige forsider, engang i begyndelsen af 90erne: “Bøddelens skygge”, “Forsonerens klo”, “Liktorens sværd” og “Autarkens citadel”. Og nu har jeg just afsluttet en “samlæsning” (om man så må sige) med “THE BOOK OF THE NEW SUN”. Og jeg er ærlig talt mindre end imponeret.

Men altså: den korte version!

Vor hovedperson og jeg-fortæller, Severian, er vokset op i Bødlernes Laug/gilde, men forråder lauget ved at assistere en delinkvent med at begå selvmord. hvorefter han bliver forvist og ansat som bøddel i en anden by. Som han ødelægger og flygter fra. Indtil han (igen) møder Vodalus, som han forråder og flygter fra, og møder Autarken – denne verdens hersker – som han assisterer med selvmord. Og flygter fra. Og så bliver han selv Autark – og for mere udførlig handlingsreferat er jeg fræk nok til at henvise til FRA SORTSANDS gennemgang og ScifiSnaks gennemgang af første heath

Bogen – bøgerne – er angiveligt skrevet af Severian. Men Gene Wolfe træder i karaktér som oversætter af en tekstmasse fra fremtiden, der kun (hans ord) lader sig oversætte ved at benytte udtryk fra fortiden. Derfor ord som “pelerinere”, “hieroduler”, “eksultantanter”, “armigere”, “peltaster”, “hoplitter”. You name it.

Og selvom Severian påstår at han husker alt – ALT – så fortæller han sandelig heller ikke det hele, og “Gene Wolfe” understreger, at det er svært at vide, hvad Severian mener. Hvorfor der er “dobbelt-up” og lang lørdag/happy hour for samtlige utroværdige fortællere. Hvilket – efter sigende – er den nye tids “sort”. Og gid det må gavne.

Hertil kommer at molevitten læses som Fantasy, men prøver at legitimere sig selv som Science Fiction, med snak om galaktiske civilisationer, stjerneskibe og tidsrejser. Og dér befinder vi os næsten på Pern eller Barsoom.

Med nogen ret kan man sige, at BOGEN (eller bøgerne) udgøres af serielle kammerspil: – Severian kommer ind på scenen og samtaler eller interagerer med nogen. Og bevares der er da lidt action, men det meste er “talking heads”. Og det suppleres så af meddelelser, breve, teaterforestillinger, fortællinger/eventyr og forskellige grader af sladder, sort snak og løse rygter. Legender, sagn, mytologisk vraggods og fyndord, ordsprog, flashbacks og udenomssnak.

Brian Aldiss nævner – i The Trillion Year Spree – at Gene Wolfe godt kunne fremstå som en ny tids Marcel Proust ( alla ræsjærs dy tam pærdy). Og med de forbehold Aldiss iøvrigt har overfor “The Book of the New Sun”, melder han dermed Gene Wolfe ind i klubben af “writer’s writere”. Hvilket unægteligt er fornemt selskab, der udover Proust, også omfatter Borges, Marquéz, Auster, Thoreau og Joyce (m.fl.)

I James Blish’ “A case of conscience”, når Fader Ramon en sen nattetime frem til, at der ligger en grammatisk gåde indlagt i Joyces “Finnegan’s Wake”. Og den svarer i al sin enkelthed til spørgsmålet om hvor kommaet skal sættes i følgende udsagn: “Henrettes ikke benådes”.

Og der er det på en måde interessant, at ligesom “Fader Ramon” så var Gene Wolfe katolik, hvilket jeg – ved denne genlæsning – finder skinnende igennem hele værket. Bevares – det var Joyce også, samt resten af de ovenfor anførte gutter. Men er det så et religiøst værk? Og jeg er fræk nok til at sige (skrive): – ja, det er det! Det handler om at Gud (Alskaberen, Urskaberen) har styr på lortet, og han kommer når tiden er den rette – og du kan gøre “nada”, din lille buksetrold med fastelavnsmaske; bortset fra at lide, elske, hore, æde, kæmpe … og det vil ikke forandre nogetsomhelst i Guds store plan. For Storm P. skriver: – Livet er en cirkus; du kommer ind; bukker; løber en omgang i manegen; bukker og går ud igen.

I forhold til den danske oversættelse af hele moletjavsen – den skyldige hedder John Theodor Thomsen – har jeg egentlig kun den anke, at det synes somom Theodor ikke har helt tjek på sit eget sprog, altså dansk. Hvilket i min optik er det væsentligste for en oversætter. F.eks kan jeg oplyse Theodor om, at en “scimitar” hedder “krumsabel” og et “ligklæde” ikke er et “skrud”. Men hertil kommer en korrekturlæsning, hvor der besynderligt mange gange mangler forholdsord. Hvorfor dog det?

Alligevel! Jeg synes man skal læse “Book of the New Sun”. Men det skal man gøre, hvis man kan lide sprogblomster og filosofiske vinranker, filologisk efeu og symbolske engdrag. Men som Tom Lundén sang på Bifrosts første plade: “Faldet” – på glemslens hav er der ingen løsninger gemt. Og jeg tror at Lundén hér taler mere til Wolfe end til mig –

Men nej! Det er ikke nemt – og nogle gange er man måske bare nødt til, at tjekke sin egen mambo og ikke være så forhippet på, at have de rigtige holdninger. Betragt dette som Første Forsøg 🙂