Hvilken forbindelse er der mellem “Helsingør” og “Dracula”?

Lidelsen har sikkert et navn. “Nomenmani” – eller noget …

Under alle omstændigheder har jeg vist altid været optaget og dybt fascineret af navne – på alting! Og det startede vel i og for sig med mine forældres navne: Valborg og Elith. Hvilke var sært arkaiske i forhold til mine skolekammeraters forældre, der hed Jens og Mette og Lene og Gregers og Gunvor og Ditte og Peter og Thor. Som så nok også hænger sammen med, at mine forældre lige var en genration ældre, end mine skolekammeraters, på den Lilleskole hvor jeg gik. Og den hed iøvrigt Amager Lille Skole – forkortet til ALS, som jo også er en ø dernede hvor de begynder at tale tysk. Mere om det. Samt den sygdom, der ramte Stephen Hawking ( amyotrofisk lateral sklerose).

“Nomenmanien” hænger nok også sammen med min udtalte interesse for dinosaurer, allerede fra min allertidligste barndom. Ovenfor viste eksemplar er en Triceratops – hvilket betyder Tre-Horn-i-Ansigtet. Lyder næsten som en indianerhøvding fra Davy Crockett. Eller hvad med Dicynodont:

“To-hunde-tænder” (det er så ikke en dino, men hva’ faen)

Engang muntrede jeg med spørgsmålet: – hvad ville planeterne i solsystemet hedde, hvis nu det var græsk eller nordisk mytologi, der “havde sejret ad helvede til” (eller hvad med keltisk?):

Hermes, Afrodite, Tellus, Ares, Zeus, Kronos, Poseidon – Karon. Hermod, Freja, Midgård, Tyr, Thor, Heimdal, Ægir, Odin. Måske – prøv selv!

“Beyond the fields we know” er en samling af Edward John Moreton Drax Plunkett Lord Dunsanys ultrakorte noveller (man fristes til at sige “vignetter”). Men hvad med navnet? Hvabbehar’!

Heri tillader Hr. Redaktøren Lin Carter (Linwood Vrooman Carter – øjøjøj-uhadada) sig et essay om “The naming of names”, hvor han “rambler” lidt om følelsen af navne, smagen af navne – hvornår noget føles “græsk” eller “romersk” eller “keltisk” eller “germansk” … eller bare totalt mærkeligt, såsom “Glumdalclitch”, “Brobdignang” eller “Goldry Blusco”. Og det er vist retfærdigt at sige, at netop DET essay fik mig til at indse, at min egen “nomenmani” ikkevar noget jeg var alene om – og jeg “sprang ud af skabet” som nomenmaniker. (“Jeg er numismatiker” – “Gud! Det smitter vel ikke!”/ “Jeg er filatelist!” – “Perverse svin!”)

Lider man af samme tilbøjelighed, er der god hjælp at hente det udmærkede “site” https://www.behindthename.com/

Hvorfor er Peterskirken katolicismens “klippe” (fordi “peter” betyder “sten” – hvilket så vil sige, at Peter Steen hedder … – ja!) Men iøvrigt er det muntert, at se hvad paver (katolske- ikke skranke) har kaldt sig selv. Bonifacius: – den gode skæbne. Innocens: – den uskyldige. Agapetus: – nådens giver! Ingen Pacificator, hvilket både kan betyde “fredsgiver”, men også “sut” – så det er måske med velberådet hu. Hvem ved? (Det må man selv afgøre med sin egen mere eller mindre ekvivokke forestillings- og associationsevne, ‘gosda’!)

Da jeg var ganske ung, læste jeg Poul Andersons “Call me Joe” – på dansk som blot “Joe”. Og hér kunne man lige indskyde, at den bagvedliggende ide i filmen “Avatar”, om krøblingen, der styrer en kunstigt fremstillet Na’vi er løftet direkte fra “Joe”, hvor den stærkt handicappede Anglesey “styrer” den kentauroide Joe, der bor på Jupiters overflade (jaja – those were the days … “we had joy, we had fun, we had seasons in …osv). Men så fandt jeg jo ud af, at Anglesey faktisk var en ø udfor Wales, som i fordums tid (?) var overfartssted mellem Irland og – nåja – Britannien. Og jeg tror det er Claus Deleuran, der oversætter det til “Englenes Ø”, mens jeg faktisk tror at det mere handler om ordet “angel” – et smalt sted. Lidt ligesom Angel i Sønderjylland ( i nærheden af Als). Fordi det er den korteste sejltur mellem Wales og Irland, og lidt fordi det sikkert hænger sammen med noget ANGELsaxisk.

Dette er interessant fordi det er den ene ende af Watling Street, en britisk-keltisk vej på tværs af England – senere udvidet af romerne med en afstikker til London og tilliggender. Og det er i nærheden af Watling Street man fandt Storbritanniens mest kendte moselig: Lindow Man også kaldet “Pete Marsh” (Tørv, Mose – ta’ den!) Og vil man læse mere om det, omendskønt bogen er lidt sludrevåren og til tider helt ude i dyndet, kan jeg anbefale “The Life and Death of a Druid Prince” – Anne Ross, Don Robins. Men af pågældende bog fremgår det, at “Lindow” og “Dublin” er samme ord, samme navn. Begge betyder “Den mørke sø”. Der er heller så langt: “Dowlin”/”Lindub” – minder mig om et Thin Lizzy nummer “Roisin Dubh”: – den sorte rose!

Og når vi nu er på de kanter, altså Storbritannien, så var det jo skotten Bram Stoker, der skrev én af skræk-genrens klassikere “Dracula”. Og allerede dér – jeg mener: “Bram” er jo en forkortelse af Abraham, der betyder “fader til mange” (f.eks. vampyr-fortællinger, – film og -tegneserier). Og Dracula betyder “Den Lille Drage”, men forbilledet hed Vlad Tepes eller Vlad Dracul. Og det er egentligt lidt underligt, for “Vlad” er egentlig bare en titel. Ikke desto mindre har det grebet om sig. Vlad bliver til Vladislav, der bliver til Volodimir, der bliver til Vladimir, der bliver til Valdemar. Vi er alle russere for Herren 🙂

At være eller ikke, det er sagen
Er det et mere ædelt sind der tåler
Den vilde skæbnes pileskud og stenkast,
End den der går i kamp med sorgens hav
Og ender dem i strid? – At dø, at sove,-
Kun det, -at tro at vi med søvnen ender
Den hjertekval, de tusind lidelser
Som kødet fik i arv, – det er en slutning
Vi inderligt må ønske. -Dø -at sove, –
At sove! -Muligt drømme! – Det er knuden
For hvilke drømme dødens søvn kan bringe,
når vi har smøget støvets lænker af os,-
der for os til at tøve: det er dette
som gør elendighedens liv så langt.

Og vi siger tak til Hamlet og Shakespeare og går videre:

Jeg læste for nyligt, at Helsingør, Helsingborg, Helsingfors har det til fælles at navnes præfix, altså “Helsing”, betyder “et smalt sted”, men samtidig betyder det – ret korporligt – “hals”.

Hvis vi nu lige holder os til Stokers “Dracula”, så er det jo påvist at “Bram” er en forkortelse for “Abraham”, og så er det jo sådan set interessant, at Draculas banemand hedder Abraham … van Helsing, “fra halsen” – som er dér Dracula suger blod fra sine ofre. Er Helsing og Dracula én og samme? Er Mina Harker ført helt bagom lyset? Mina er en forkortelse af Wilhelmina, der betyder vilje og begær, og Harker betyder én der stræber, én der lytter …. – er der tale om noget sugar-daddy og dominatrix?

Sitet “Behind the name” påstår hårdnakket at “Henning” er kælenavnsformen af “Henrik”. Den tror jeg ikke på. Men, der er noget opløftende ved at få at vide, at jeg deler navn med en gotisk konge – Hermaneric – en frankisk sagnhelt – Aymeric – og en spansk mytologisk figur – Quique (næsten noget der kunne være hentet ud af Melvilles “Moby Dick”)