En anmeldelse af Romeo og Julie på Betty Nansen Teateret. Billedet ovenfor er fra forestillingens pressemateriale og er taget af Nadia Von Rikka

Er det her en opsætning af Shakespeares Romeo og Julie? Nej. Det er en ny tekst, skrevet af Małgorzata Czerwień, der citerer og refererer flittigt til Shakespeare. Men er Rosenkrands og Gyldenstjerne Er Døde Hamlet? Nej. Er Fat Ham Hamlet? Nej. Er Romeo og Julie på Betty Nansen teateret Romeo og Julie? Nej. Der er ikke tale om en moderniseret opsætning, men om et forsøg på at tackle nogle problematikker, der rimer på det, der er i Shakespeares tekst.

Det gør forestillingen ved at lave tre lag: lag 1, der forsøger at være som en nutidig serie om ungdommen – tænk Euphoria, Adolescence eller Salsa, som forestillingens Julie, Safina Coster-Waldau, har medvirket i; lag 2, der er scener direkte fra Shakespeare; og et metalag,  lag 3, hvor skuespillerne taler om det at spille rollerne i Romeo og Julie.

Lag 1 fungerer vel ok. Skuespillerne spiller i hvert fald bedst her, men selv for en person der er så out of touch med ungdommen som jeg er, føles det hele ekstremt bedaget. Det virker mere som en blanding af min ungdom og klassiske fortællinger om ungdom, end det virker som noget, der pulserer af nutid. Julie arrangerer hemmeligt for sin mor en fest (maskeballet) under dække af en “fransk filmmaraton-aften” – og det føles som en idé om ungdom, der stammer fra voksnes ideer om min ungdom. Og jeg er 40. 

Fungerer det bedre med de voksne? Lidt, ja. Bedst i Far Montagues store problemer med at relatere til sin søn Romeo, der altid bare lukker sig inde på sit værelse. Desværre gøres faderen til en usympatisk type, der selv gerne vil være ung – igen en type der bor mere komfortabelt i ungdomsbøger fra min ungdom end i nutidens virkelighed. Her skulle teksten snarere have insisteret på faderens grundlæggende gode intentioner og magtesløshed i stedet for at reducere ham til cringe. Mere om hvorfor senere.

Et andet grundlæggende problem: Romeo er ikke sådan. Typen med en ung dreng, der lukker ned og mumler og ikke kan gribe fat om livet uden spasmer er ret god til at skildre en ung mand i vildrede nu, faktisk. Men når Romeo så samtidig autentisk også er Shakespeares Romeo – der absolut ikke mangler handlekraft eller en fornemmelse af sit selv – og ikke som en frigørende kraft eller en forstillelse, men bare ER det, så disintegrerer Romeos karakter og dermed faderens.

Ud over at teksten som sådan har store problemer med at få lag 1 og lag 2 til at klikke sammen, har spillerne det også. De er simpelthen ikke up to the task med Shakespeares sprog. Det er faktisk synd at sidde og se på, for de er ikke dårlige skuespillere – alle er de rigtig gode fysisk, og de fleste er ok til replikker ellers, skønt de også næsten alle har problemer med artikulation fra tid til anden – men der er tilsyneladende ikke blevet arbejdet ordentligt med teksten i øveperioden til, at de kan skifte overbevisende imellem de to meget forskellige typer af replikker med den adræthed, skiftet mellem lag 1 og 2 kræver. Det gælder for næsten alle spillerne, men særligt Coster-Waldau er tydeligt blevet efterladt uden en ordentlig diskussion af, hvad der egentlig foregår i hendes Shakespeare-replikker. Hun er så meget bedre fysisk og i replikkerne i lag 1, at det virkelig er en skam.

Det er selvfølgelig til dels en smagssag – generelt arbejder danske skuespillere og opsætninger bare meget mere med det fysiske end med det verbale for min smag. Men her er det bare også et krav, teksten stiller, og som ikke er indfriet.

Eneste undtagelse er Kasper Dalsgaard som munken Lawrence (der som i Baz Luhrmans moderniserede version naturligt nok er blevet pusher, men nu også er DJ), der formår skiftet ved rent faktisk at lade til at have gjort hjemmearbejdet med Shakespeare-teksten. Hans karakter er således den mest vellykkede i stykket, selvom det ikke rigtig giver nogen mening, at han kan forestå en vielse – måske har han taget sådan en online ordination?

Brylluppet er i øvrigt det eneste virkelig gennemført vellykkede i stykket. Her filmes først Romeo og Julie, liggende på gulvet og projiceret op på bagvæggen, mens de reciterer (nyskrevne) ægteskabsløfter og så kravler Lawrence, Mercutio og Benvolio og endda Ammen ind i billedet, mens de synger en kærlighedssang sammen. Et glimrende, veleksekveret og rørende billede på found families, der er så centrale i ungdomsfortællinger. Jeg tror hellere, jeg ville have set den her forestilling, og man får fornemmelsen af at mange af de involverede hellere ville have lavet den.

Hvad med lag 3? Jeg er meget begejstret for Rosenkrands og Gyldenstjerne er Døde, der jo er kongeeksemplet på denne idé. Grunden til at det fungerer så godt der er, at figurerne bliver til hele karakterer i metalaget, der så oplever at blive tvunget ind i at spille scener, de ikke vil være med i på måder, de ikke kan genkende sig selv i. 

I Romeo og Julie her er der ikke tid til at udvikle selvstændige karakterer i lag 3, så der forlader opsætningen sig i stedet på det trætte, trætte greb at lade skuespillerne minde publikum om, at de er skuespillere i et teater og at publikum sidder i et teater. Nærmest det første der sker er, at Mercutio beder en fra publikum om at filme ham – så er dén membran brudt – og Paris har en vredladen monolog til publikum om, at han er træt af, at at spille én som ingen holder med og Tybalt siger i et ømt øjeblik, at når han er færdig med at spille ond katteprins for i aften, skal han hjem og lave “en lækker agurkesalat”. Alle disse detaljer og ideer er fine i sig selv – særligt Kevan Nirwan Soliman som Tybalt gør disse ting godt – men de kræver for at virke, at vi som publikum er bragt om bord af enten lag 1 eller 2, eller ideelt set af sammenfatningen af lag 1 og 2. Og det er vi ikke, og så bliver det til gode ideer, der ikke virker. 

Det samme sker for anden akt. Efter en næsten halvanden time lang første akt – der når næsten hele plottet fra Shakespeare fordelt ud over lag 1 og 2 – kommer cirka 25 minutters coda i anden akt, hvor det kun er de voksne, der snakker. Her bryder det sammen (igen for alle andre end  Kasper Dalsgaards Lawrence) fordi ingen af deres ellers partikulært ganske velspillede traumebearbejdelser føles som om de er fortjente. Der er simpelthen ikke etableret nogen rimeligt sammenhængende karakterer for hverken moder Capulet, fader Montague eller Ammen til, at der kan komme katharsis. Og så forbliver det hele på idéplanet og ikke som egentligt levende og overbevisende teater. 

For at illustrere, lad os da vende tilbage til fader Montague. Han får en på papiret virkelig god monolog omkring sin søn Romeo og deres forhold gennem musik og fortællinger om faderens fortid – meget genkendeligt som far. Men det er bare ikke foreneligt med den karakter, der er tegnet i første akt, hvor faderen slet, slet ikke har den krævede oprigtighed. Derfor bliver det på idéplanet. Det føles som en forfatters idé om hvordan det kunne føles, og ikke et egentligt udfoldet kunstnerisk bud på at skildre følelsen. Det er en analyse, en tidlig hensigtserklæring om hvad man gerne vil have noget handler om, men ikke rent faktisk en teaterforestilling. 

Det samme sker med mor Capulet, der i begyndelsen af anden akt har en lag 3 monolog om at det var træls at skulle spille en mor, der mister sit barn og at hun ikke havde sagt ja til det, hvis hun havde vist det var sådan rollen var. Men er hele ideen med teksten ikke, at lag 2 er så velkendt af alle, at der er brug for lag 1 og 3 for at gøre det relevant? Skal vi virkelig tro på, at skuespilleren – den igen fysisk fremragende, men af og til artikulationsudfordrede Özlem Saglanmark – ikke vidste hvad slutningen på Romeo og Julie var, da hun sagde ja til rollen? Det lyder som en fluekneppende indvending, men det er sådan set bare den samme som de andre, jeg har: der kan ikke leges med virkeligheden, når teksten og opsætningen ikke formår at skabe en virkelighed at lege med. 

(Forestillingen bruger her i øvrigt Into my Arms af Nick Cave – og det er måske definitionen på en sang, der kræver mere overbevisende opbygning for ikke at være reduceret til et desperat forsøg på en effekt. Græd nu, for satan! Bliv rørt! Kan du ikke engang lide Nick Cave?!)

Shakespeares Romeo og Julie er et af hans ret helstøbte værker. Der er ikke halvkvædede eller antydede ideer som nogle af hans stykker har. Det er heller ikke bedaget – og alle de ideer, der virker bedagede, når man tænker på dem (balkonscene, anyone?), fungerer overraskende godt i opsætninger, når bare man har arbejdet nok med sproget til at spillerne kan skabe overbevisende karakterer, der rent faktisk taler sådan. Der er således ikke noget særligt behov for at skrive en ny tekst for at kunne sætte det op eller sige det, denne her tekst gerne vil sige (ud over metadelen, selvfølgelig, men der siges ikke for alvor noget nyt eller interessant). Derfor må man selvfølgelig godt, men det er virkelig ærgerligt, dels at man ikke har gjort det bedre og dels at man ikke har givet det nye stykke en ny titel, men det må man nok ikke for marketingafdelingen. Jeg håber ikke, det er en kunstnerisk beslutning.

Skal man bruge Shakespeare som instrument i sin opsætning dur det ikke at gå til det som et greb. Det er den oprindelige tekst for god til, og man ser lille og amatøragtig ud i sammenligning. Man efterlader også sine spillere alene i vildnisset, hvis man ikke giver dem instrumenterne til at kunne bevæge sig i Shakespeares tekst og det var ærlig talt det mest triste ved opsætningen. De stakkels skuespillere, der virkelig prøvede, men som ikke havde haft lejlighed til at lave det nødvendige forberedende arbejde. Det var ærgerligt ikke at kunne klappe af dem til sidst, men sådan er det jo – no points for effort, når man slås med de store. Når så mange andre har kæmpet med Shakespeare og vundet, tæller kun sejre, og ikke gode intentioner. Kun fungerende forestillinger og ikke spredte, gode ideer.

Lad mig til sidst være helt krystalklar: dette er ikke en kritik af ideen om at lave den tekst, Czerwień har lavet, eller af enkelte beslutninger i spillet fra de enkelte spillere. Det er eksekveringen af forestillingen som enhed, sammenbindingen, der ikke fungerer. Jeg ville ønske, den gjorde.

Rating: 2 Roser Der Lyder Navnet Vandlås ud af 5

Romeo og Julie, instrueret af Ewelina Marciniak, spiller på Betty Nansen indtil 30. Oktober. Jeg så den den 17. oktober, to dage efter premieren, og betalte selv billetten.