Jeg spiller Dark Souls 2 for tiden, det er et fantastisk spil. Jeg er helt pjattet med det, men jeg er nødt til at begrænse mit spilleri til en times tid af gangen, fordi det kan være enormt frustrerende og svært… kaste-med-kontrolleren frustrerende og svært.

Selve settingen er superinteressant. Man er en udød, forbandet med evigt liv og truslen om at blive Hollow, hvis man mister sin sjæl og viljelyst. De hule udøde er blot skaller af den oprindelige person, uden indmad, og bestemt ikke noget at aspirere til. Som en af de udøde er ens formål… ja, det ved man ikke rigtigt når man starter spillet. Det er charmen ved serien, man bliver på ingen måde hjulpet specielt meget. Der er ingen forklaring på hvor man skal hen, hvorfor man skal derhen og hvad der generelt foregår. Det eneste man får at vide, er at verden er ved at gå under. Lyset eller ilden er ved at gå ud, og alting vil blive opslugt af mørket.

Og det er stort set det eneste vi får at vide. Plottet er superminimalistisk og hvis man vil undersøge mere om baggrunden og plottet, så er man nødt til at kigge på de genstande man finder. Der er altid en eller anden forklaring, der giver lidt et hint om hvad der foregår. Men for at samle hele puslespillet, så er man nødt til at kigge meget grundigt efter… eller gå på youtube og se andre folks forklaringer.

Så vi er bestemt ovre i Dark Fantasy land. Her er der ingen hyggelige fantasyområder, ingen af de klassiske væsner der normalt bor i fantasyspil. Næ, her er kun forfærdelige twistede og korrumperede væsner; nedslidte og ødelagte paladser og en forbandet hovedperson, der ikke kan dø. Alle steder man går hen, er der kun ruiner fra fortiden, døde, sjæleløse monstre og evig tristesse. Det er et spil der er smadret ind i lækker charme og postapokalyptisk stemning.

Hvis man dør (hvilket sker hele tiden) så taber man sine sjæle, og kan så blive nødt til at gå hen og hente dem igen. Hvis ens karakter dør før man får dem hentet, så er de væk. For evigt. Så det er meget besværligt spil. Sjælene fungerer som en blanding af penge og xp. Man kan bruge dem på nyt udstyr eller på forøgede stats til ens karakter. Så det at miste sine xp og penge, er ret irriterende (jvf. kaste-med-kontrolleren frustrationsniveau).
Hvis man tror at man skal løbe gennem gangene og hulerne, og bare slashe løs med sit sværd, så kommer man til at dø hele tiden. Men selvom det er et nådesløst spil, der hele tiden prøver at lokke en i fælder og umulige situationer, så er det ikke et urimeligt spil. Hvis monstret stod bag døren lige før, så gør den også det næste gang du forsøger at komme forbi. Hvis du lærer monstrenes slagkomboer, så bliver det lige pludseligt meget nemmere og nogenlunde til at gå til.

Der er multiplayer med i spillet. Men på en anderledes og interessant måde. Alle Dark Souls spillene er forbundet ingame, så mit spil og kammerat Karstens spil, eksisterer side om side, i et enormt stort multivers. Det er muligt at besøge hinandens spil, enten for at hjælpe hinanden, handle eller forsøge at myrde hinanden. Og det er ikke noget man kan slå fra. Så lige pludselig kan ens spil blive invaderet af en anden spiller… hvilket nemt kan føre til mere kasten rundt med kontrollerer og stampen i gulvet.

Hvorfor så spille det? Fordi, det er det spil jeg har, der har den største Yes! faktor, når noget lykkedes. Når man banker et bossmonster, så er det bare awesome fantastisk. Så hvis man har tid, eller at alting går lidt for nemt i ens hverdag – så kan jeg snildt anbefale Dark Souls. Det er et fantastisk spil. Men, læs en guide til hvad man skal. Ellers bliver det alt for træls.