Oftere end ikke (en smart vending jeg benytter mig af, for at komme lidt op i intellektuelt gear, så altså: “oftere end ikke”) trygler, bønfalder, angler skiftende redaktører af “Novum – medlemsblad for Science Fiction Cirklen” om indlæg desvedangående, hvad der rører sig i ude i Danmark (eller “Fanmark”) i forhold til sf – eller bare “det fantastiske”.

Jeg fandt derfor anledning til, at lave en præsentation/anbefaling af SUPERKULTUR, der – som bekendt ikke udelukkende handler om sf, men måske mere bredt kan karakteriseres som “vidt favnende” – og altid har det fantastiske (også sf) med i mere eller mindre åbenlys grad. Og den artikel – det indlæg – kommer så med i næste udgave af “Novum”.

Dette medførte samtidig, at jeg fandt min stak af “Novum’er” frem og genlæste udvalgte artikler og indlæg. Og jeg kan konstatere, at jeg åbenbart har været medlem af Science Fiction Cirklen længere end jeg husker. Men så holdt det op, og jeg ved ikke hvorfor – det gjorde det bare.

I Novum nr. 102 og 104, 2011, er unge Rasmus Wichman (som nu, 15 år senere, måske er knap så ung) ude med riven efter Ron L. Hubbards “Battlefield Earth” (bog såvel som film) og Frank Herberts “Dune”/”Klit” (bog såvel som films – især David Lynch’es take).

Det er unægtelig lidt sent, at komme hér, så lang tid efter, og begynde at skabe sig. Så det vil jeg undlade. Men jeg vil dog (alligevel) godt lave et par “punktnedslag” i Wichmans noget aparte synspunkter, netop fordi de forekommer mig højest besynderlige.

Et sted slår Wichman fast, at man må adskille forfatteren fra personen og ikke læse det ene ind i det andet. Hvilket er et synspunkt jeg på den ene side godt vil tilslutte mig, men som i Wichmans optik nærmest kommer til at ligne “nykritisk læsning”, hvor man ikke må vide noget om forfatteren, tiden, samtiden, samfundet – for det er ligegyldigt ifht. værket. Og dén opfattelse kan jeg så afgjort ikke tilslutte mig: – det giver ingen mening, at læse Dantes Guddommelige Komedie uden at kende omstændighederne (giver det i det taget mening at læse Den Guddommelige Komedie?)

Med dette som “indfoldet orden” går Wichman til stålet og tæppebomber “Battlefield Earth” ( bog såvel som ….) og det er da også grund til, for det er virkelig noget møg – og vil man have en minutiøs gennem så var der “Battlefield Spork” (der desværre ikke en tilgængelig i øjeblikket), hvor “romanen” fik side-for-side-tæsk. MEN: – så laver Wichman pludselig en slags apologi. For vel var L. Ron Hubbard aldrig andet eller mere end en ret gennemsnitlig pulp-forfatter, der så fandt på at lave en “rum-kult sammen med Tom Cruise og John Travolta”.

Pågældende “rum-kult” er intet mindre end Scientology, og billedet overfor er nuværende director for såvel “kirken” som ” Sea Org”, David Miscavige. Og vil man vide mere om ham “og hans lystige svende”, så er der den her snas hvor der også er et interview med en øretæveindbydende Tom Cruise, der nok skulle kunne aflede enhver fra, at se flere Mission Impossibles (adskil manden og værket – ha!)

Det hele drejer sim om tax-evation og plat, fup og svindel – og det gjorde det allerede fra starten, Rasmus Wichman! Og man kunne få den tanke, at “Battlefield Earth” skulle være en slags legitimering: – c’mon jeg er stadig blot en pulp-forfatter! Intet ondt i mig! Jeg tjener til dagen og vejen ved at gøre det jeg kan. Hvad er der i vejen med det?

Men Frank Herberts “Dune” (“Klit”) skal også lige ha’ en over nakken, for selvom den ikke er så slem som “Battlefield”, så er det alligevel noget bras.

Jeg giver Wichman, at “Dune-universet” har bredt sig mere end hvad godt er. Og jeg vil aldrig anbefale nogen at læse længere end til Children of Dune … Måske God Emperor, men så slutter det også. Og jeg vil decideret fraråde B. Herberts og K. Andersons udprægede nekrofili, ligesom nogle af de sidste par års “fundne manuskripter”, der virkelig hører til i den pap-kasse, hvor de blev fundet.

Men efter min sølle mening skyder Wichmans kritik af romanen langt over målet. Selve tanken om et rum-imperium i feudal stil er dybt åndssvag, men kan muligvis forsvares med fraværet af visse former for teknologi (computere). Men der skal også ros for Wichmans tilbagevisning af Susanne Bjertrups kritik, der går på at romanen ikke drejer sig om kønsdebatten og derfor er noget hø.

Wichman anfører, at romanen er rodet, utroværdig, usammenhængende og konsekvensløs, og han forstår ikke hvorfor der er nogen der kan lide den. Der kan man se …

Filmene skal også lige ha’ et hak i tuden. For angiveligt var ALLE utilfredse med David Lynches forsøg, til hvilket man må side: – nå! var alle det? Og der er mere i godteposen: – den BBC-financierede miniserie var åndssvag, fordi sardaukarerne havde kokkehuer på (okay, Rasmus, fint nok) og iøvrigt var alle skurkene forfærdelige skuespilpræstationer.

Summa summarum: “Dune” er noget lort på linie med (men ikke ligeså slemt, thi prætentionen …) som “Battlefield Earth”.

Så godt, så vidt (så sort som et kul, så hvidt som et kridt). Men til overflod har Wichman et indslag i Novum 104 om “Guldalderteaterets” opsætning af L. Ron Hubbards “Én var stædig”. Og jeg spekulerer på siddende mås, om det er forlægget for tv-serien “Pluribus”. Hvad ved jeg?