SUPERKULTUR

Visse skuespillere har et så bredt CV af mindre roller, at man som seer får et lille klik af familiaritet når man genser dem i en ny skærmsammenhæng. Her i familien indtager vi tilpas mange film til at det er blevet en slags folkevognsspil at identificere skuespilleres andre roller undervejs.

Det skinnede igennem da jeg snakkede om Oculus i andet afsnit af Superkultur-podcasten. En anden film som er en slags neksus af “hende/ham har jeg da set før…?” er Tragedy girls.

Tragedy girls er en horrorkomedie, som både spidder den sociale mediesamtid og den mere sejlivede fascination af seriemord og -mordere. Teenagepigerne Sadie og McKaley forsøger at sparke deres influencer-imperium, “Tragedy girls” igang ved at indfange den machetemorder som hjemsøger deres hjemby — ikke for at lange ham over til politiet, men for at lære af ham. Det ledende princip er, at man ikke kan vente på at tragedierne opstår, man må være proaktiv!

De to er nu udmærket i stand til at slagte deres high school-kammerater i stjerneambitionens navn uden hans hjælp, og da han en godt time inde i filmen slipper fri fra fangenskabet, bliver han bare udløser for at deres på det punkt belastede BFF-skab heles.

Filmen er overfladisk, men virkelig underholdende; set før, men med nogle forfriskende nye tiltag.  Begynder man først at se Tragedy girls med skuespillernes tidligere roller in mente, bliver den et uventet mashup af X-men-filmfranchisen og Hunger games. Hovedrollerne i Tragedy girls spilles af Brianna Hildebrand og Alexandra Shipp, kendt som henholdsvis Negasonic Teenage Warhead fra Deadpool og den yngre Storm fra X-men: Apocalypse og frem.

Som filmens Jason Voorhees-klon ses Kevin Durand, som har en mængde småroller bag sig, men i denne sammenhæng er hans rolle i den første Wolverine-film værd at bemærke. Det er, parentetisk bemærket, nok den eneste gang man kan fremhæve dén film på nogen måde. Én Hunger games-skuespiller medvirker i Tragedy girls som en 21. århundredes Brando, der vikler filosofiske trivialiteter af sig lige frem til det punkt, hvor pigerne slår ham ihjel. Han holder ikke længe.

En anden skuespiller rundet af samme filmserie varer faktisk næsten til slutningen som tragedietøsernes intetanende medhjælp og søn af den lokale sherif – hvis det her var metaversionen af Celebrity Death Match ville X-men have tørret gulvet med Hunger games. For at runde crossoverbuffeten af medvirker også Rosalind Chao, tidligere Keiko O’Brien fra Star trek: The next generation og Deep space 9, som byens borgmester, der udmærker sig yderligere ved at dø på særligt absurd/brutal vis.

Lidt skuffende har jeg ikke bemærket nogen overlap med X-files, så Star trek-forbindelsen må være cocktailbærret på filmens isdessert af Hollywood-indavl.

Denne weekend gav Tragedy girls i al fald min sambo og mig blod på tanden, og vi gravede endnu en vilkårlig film frem fra den konstante venteliste. Med Dark was the night blev genkendelsens mentale flueben til en kognitiv håndbremsevending, for samme Kevin Durand som tydeligvis havde en fest i rollen som ærkeslasher i den foregående film, spiller her hovedrollen som en regelret og hjemmefrontsmartret landbetjent. 

Durands pokerfjæs og -fysik egner sig både til at portrættere iskold psykopat og maskulinitetsskadet knudemand. Han kan emme latent fare lige så vellykket som han spiller selvbevidst utilstrækkelig autoritet, men han har en evne til at forlene sine roller med en indre drift som manus ikke nødvendigvis begrunder. Uanset hvor ofte jeg ser ham i forskellige roller, og uanset rollen, bliver jeg altid mindet om hans lejesoldat Martin Keamy i Lost, hvor jeg så ham første gang, dengang i dræbermodus.

Hans præstation såvel som timingen i forhold til tv-seriens historie gjorde indtryk, og selv om han måske aldrig får en stjerne på Hollywood Boulevard, så gjorde jeg allerede dér en indre note: Hold øje med ham her.

Hvor Tragedy girls har hele high school-farveladen rangerende fra pasteller over klare farver til blodrød, frisk fra arterien, er Dark was the night nærmest kontrært farveløs, særligt i udendørsscener. Det er nok tænkt som en visuel forstærkelse af bidende vinterkulde, men det er en så tydelig postproduktionseffekt, at man bliver revet ud af filmens fiktionsplan og lige ind i  mediebevidstheden om en praktikant som vrider løs på billedindstillingerne. Det er synd, for filmen er udmærket og kunne være opgraderet til rigtig vellykket, hvis nu cinematograf og instruktør havde taget det ekstra fælles skridt for at løfte den.

I Dark was the night slås en tidlig, men kortvarig tone af økohorror: Et hold skovhuggere i det nordligste Amerika melder ikke til fyraften, og en tililende sjakbajs (Steve Agee) når kun lige at finde deres sørgelige rester før han selv falder offer for … ja, hvad? Ret tidligt under filmen sagde jeg til min sambo, “Jeg håber ikke det viser sig at være Bigfoot,” og så meget kan jeg trøste potentielle seere med: Det er ikke Bigfoot, som efterfølgende migrerer sydpå til sherif Durands snedækkede landdistrikt for at nære sig på (i første omgang) husdyr af størrelsesordenen hest og nedefter.

Industrisamfundets rovdrift på naturområderne er skyld i at hidtil ukendte rovdyr trænges fra deres naturlige biotop ind i mennesketætte(re) områder, men en indfødt amerikaner giver senere metaforen endnu en drejning. Det er den hvide mand, der rokker ved balancer han ikke har noget begreb om. Hvorom alting er, så er byen snart truet på tre fronter: Af det uidentificerede væsen, som efterlader enorme, treklovede spor gennem hele bygden, af en massiv snestorm som kræver evakuering af indbyggerne — og endelig af sheriffens indre kamp for at komme overens med hans søns død.

Det sidste viser sig at være den største udfordring både for ham og for seerens tålmodighed. Åbenbart er det nedskrevet i én eller anden drejebogsbibel, at hovedpersonen må og skal have en spirituel byrde som – tryllebum! – lettes ved forløsningen af den ydre konflikt i udgangen af tredie akt. Det er formentlig derfor, sheriffens overlevende søn og hustru er den eneste barnefamilie som, stik mod al fornuft, ikke evakueres inden stormen.

Der bygges fra starten en stadigt stigende rædsel udfra de to primale trusler: Mørket og den vilde skov. Væsenet fra nord optræder langt størstedelen af filmen kun som en lyd i natten og en bevægelse i underskovens krat, hvilket bare stimulerer seerens fantasi og indlevelse. Det er også budgetsmart, fordi regningen for at visualisere monstret på film som bekendt sjældent overstiger den bét det er at vise et skuffende realiseret uhyre. Lidt løftes der på sløret til slut i Dark was the night, så sheriffen og hans assistent helt lavpraktisk har noget at forsvare sig imod.

Og så får man lidt mere i filmens sidste sekunder, hvilket smart undergraver både deres sejr, drejebogsrullernes lommepsykologiske facitmorale, og publikums lettelse over at nogle skud fra bondebetjentenes jagtgeværer sådan vendte hele den menneskeskabte økokalypse bort. Udtoningen er nær Frank Darabonts The mist i sin filosofi, omend ikke filmisk i samme liga.

Jeg holder ikke vejret i forventning, men jeg ville gerne se Kevin Durand få muligheden for at strække sit repertoire i en større rolle, gerne med et mere rundhåndet budget end Dark was the night har haft. Og hvis instruktør Jack Heller i sit næste projekt skulle få råd til en mere øvet cinematograf vil jeg se frem til resultatet.