SUPERKULTUR

Alting var bedre i gamle dage. Vejret var bedre, maden smagte af mere, det blandede slik var billigere, præsidenterne var mindre orange, ja – selv Tarzan var bedre, er jeg overbevist om. Men det er muligvis, fordi jeg lige har hygget mig igennem “Tarzanmyten: romanerne, filmene, tegneserier” af Christian Borberg, Ulrich Breuning og Torben Weinreich fra 1980, så den understreger min pointe ved ikke at have den seneste og ikke vildt imponerende filmatisering med i sin behandling af sit emne (men okay, heller ikke Greystoke, som er fra 1984 og dermed et mesterværk, fordi jeg nok har været omkring 10 år, da jeg så den, og som vi allerede har etableret, var alting bedre, da jeg var barn).

Min evne til at drukne mig selv i et emne var også bedre dengang, så da jeg faldt over denne gamle sag i et antikvariat, tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse den med det samme – min interessekurve her efter de fyrre ser cirka sådan her ud:

1. Interessant. Det vil jeg kigge på.
2. Måske skulle jeg ikke bare kigge på det, men læse noget mere om det.
3. Måske skulle jeg læse ALT om det.
4. Måske skulle jeg skabe noget om det – en artikel, et foredrag, en bog, et multimedieprojekt, der kan komme på finansloven!
5. Måske skulle jeg bare lægge det til side og glemme alt om det. Der er en fin bunke herovre med andre ting, der virkede interessante.

Så fluks en tur på nostalgiens vej. Og det var nu ganske hyggeligt.

Første del omhandler den originale, tekstuelle Tarzan og er desværre lidt bogens kedeligste del, omend det nok også er den mest indholdsmættede. Borberg går meget seriøst til emnet – i en sådan grad, at min forventning om firefilms-hygge næsten visnede. Havde jeg i mine unge dage vidst, at man kunne finde så mange perspektiver i figuren, var der nogle nogle afleveringer i skoletiden, der havde set anderledes ud, men i dag ville jeg nu gerne have haft lidt mere spræl. Denne del af bogen efterlod mig faktisk hovedsageligt med det indtryk, at Tarzan-bøgerne (og jeg har en del forskellige udgaver liggende i mine bunker) hovedsageligt emmer af fremmed-, kvinde- og [indsæt selv]-had og måske ikke helt egner sig til det nostalgiprojekt, som lå og ulmede et sted i min hjerne.

Mere hygsomhed er der heldigvis i anden del, hvor Breuning kommer omkring de forskellige celluloide inkarnationer af abemanden. Her er der blink i øjnet, som dog ikke gør forfatteren blind for, at ikke alle Tarzener er lige vellykkede. Denne del gav mig faktisk lyst til at finde frem til nogle af de gamle film, især Tarzans sejr, hvor han uddeler dummeflade til nazister – se, selv et værk fra 1912 kan sige noget brugbart om samtiden.

I sidste del går Weinreich tæt på de kulørte udgaver af junglens herre og sprutter næsten af ting, han gerne ville fortælle. Man kunne spekulere lidt på, hvorfor vi skal trækkes igennem den danske debat om tegneseriernes lødighed, men skidt – til gengæld kunne man næsten ønske, at Weinreich slog sig løs og bare skrev en hel artikel omkring licensproblemerne omkring vor højtråbende ven.

Alt i alt en ganske hyggeligt og hurtigt læst udgivelse. Om ikke andet har den givet mig lyst til at dele dette, et indslag, der er David Lynch værdigt, fra Tarzan Escapes: