Jeg tænkte at netop dette interview ville falde i god jord her! 🙂 Jeg har talt med Holly Webster som har bygget Coralines hus i LEGO (fra bogen af samme navn af Neil Gaiman) . Hendes kreation er meldt på LEGO ideas, så der er en chance for at det kan blive et ægte LEGO sæt!
Jeg har noget med dinosaurer – idet hele taget har jeg noget med palæontologi. Jeg sku nok ha været palæontolog. Det må blive næste gang.
Næh, men så faldt jeg over den hér:
https://www.the-scientist.com/videos/paleoart-65276
Og så tænkte jeg: – jaaahe, det vil jeg også. Danmarks første Dino-Rap
Prøv og se en dinosaur,
tror du virkli at det rager
den hva fan du går og lawwer
mens du æder labre larver,
den blir mere-mere mawwer
og har mistet al sin power
og du tror du er så fagr
og har dino trygt på lagr,
hvis du vidste hva dens krav er
var der ikk så meget palaver;
det er dig der er lidt pauver,
den ku lave dig til traver,
la dig æde af to krager,
skid dig ud som kransekawwer,
bland dig ikke i dens sager
la den ligge i dens graver
hold dig væk med dine harver,
for du ved jo hvad dens tarv er,
bli til samme stof som varger
og det andet der som brager
rundt som sorte skarver
i de drømmes fæle farver
og som hele sjælen garver,
for du frygter dinosaur
men har glemt hvad dens navn er
DINOSAUR!
Dan Carlin er min absolut yndlings historie formidler. Han er super cool og bad ass til at formidle komplekse historiske begivenheder på en levende og interessant måde. Og så er hans podcast gratis.
Han har tre podcasts: Common Sense, Hardcore History, og Hardcore History: Addendum. Af de tre er det kun Hardcore History som jeg har hørt.
Konceptet er enkelt. I hvert afsnit tager han en historisk begivenhed op og fortæller om den, levende og interessant. Mit yndlingsafsnit må nok være det om det religiøse vanvid, der greb byen Munster i 1532. Det var en begivenhed som jeg ikke havde hørt om før, og Jesus webt, det var en balstyrisk hændelse. Religion, politik, vanvid, magtfuldkommenhed skruet op 11.
Man kan høre de fem seneste shows gratis, hvis man skal have fat i nogle af de tidligere, så koster det en dollar.
Det er en perfekt måde at fordrive tiden på, mens man vasker op, lægger tøj sammen eller handler ind i indkøbshelvedet Bilka.
Netop hjemvendt fra ferie i Staterne giver jeg jer en meget amerikansk truck!
Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”
Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.
“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).
“Just After Sunset” er også ret kedelig.
Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.
Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.
Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.
“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.
Stort tillykke til den kække journalist. Det er ikke meget jeg har læst ham, men jeg har altid været glad for ham. Den unge belgiske idealist, altid på eventyr i fjerne og forunderlige lande. Måske lige lidt for pæn og… ordentlig. Men heldigvis har Herges efterkommere fundet ud af at gøre ham mere… vovet.
Den sidste gang jeg læste Ringenes Herre var nok i forrige årtusinde. Jeg tror ikke jeg har læst den siden filmen kom. Men jeg startede på den igen, her den anden dag og egentlig med stor fornøjelse.
Jeg havde haft en fornemmelse af, at det var en bog som jeg havde læst nok. Og at det ikke var en jeg havde behov for at genlæse. Men så kom lysten over mig på en biltur hjem fra arbejde. Jeg havde ellers underholdt mig med James Burkes Connections… men den blev lidt rodet og træls. Så upti vupti, et besøg på Amazon i vejkanten lidt udenfor Voldby, og 30 sekunder senere var jeg nok engang på besøg i Midgård.
Og jeg blev virkeligt begejstret. Godt skrevet og med masser af fokus på baggrundshistorien. Jeg havde ikke lagt mærke til hvor meget Silmarillion indhold der er i bogen.
Men hold nu op, hvor blev jeg træt af Tom Bombadil. Hele det kapitel er simpelthen for langsomt og alt for meget “Hobbit-hygge” der er over det.
Denne bog findes – i 30 eksemplarer og så et enkelt metaeksemplar, som jeg har overladt hr. Haverholm at bære til evigheden. Eller i det mindste til den næste vandskade.
“Episk #zombie haiku” er en zombieroman fortalt i 170 haikuer (og et par løse) – i en cirka lige fordeling mellem zombier, romantik, tåbeligheder og fjol, vil jeg tro. Og hvorfor ikke sende den ud på superinformationsmotorvejen (eller hvad vi kalder internettet nu om dage)? Så det næste stykke tid regner jeg med at tweete historien på https://twitter.com/JanusAndersen
Jeg er ikke den store Twitter-bruger, men jeg mener dog, at scifihaiku opstod der engang for år tilbage. Og lige haikuer passer så godt til formatet, så af sted med det. Men er du lige så ringe som jeg til at følge med pippene, så regner jeg med at samle skidtet her på siden i de tre dele, det er delt op i. Så ingen grund til at stresse dig selv til en endnu tidligere død med en Twitterkonto, når nu zombierne gerne vil gøre det for dig.
Men her lige først bagsideteksten (et par af de løse haikuer):
For snart tre år siden dukkede der en bog op fra Lindhardt & Ringhof på gymnasierne rundt omkring. Det var “Flere sider af KS. Grundbogen” til brug for undervisningen i Kultur- og Samfundsfag, som rummer fagene historie, religion og samfundsfag på HF-niveau.
Blandt de mange mål for KS undervisningen, er at eleverne skal kunne forstå kontekst, udvikling og kritisk analyse.
Det bliver vigtigt for den næste del af historien. For i L&Rs bog er der et afsnit om den kolde krig.
Den opmærksomme læser vil straks bemærke at der er nogle spøjse og forunderlige ting ved kortet ovenfor. Østtyskland går til kongeåen, ingen Israel eller Finland og nord for Grækenland ligger Balkanføderationen.
Kortet stammer fra den Islandske kunstner Andri Jónssons Deviantart profil, og hvordan det er lykkedes L&R at få den med i deres undervisningsbog, er noget af et mysterium.
Men man bør kaste et blik på Andris Deviantart side, han har en masse spændende og fede ting. https://www.deviantart.com/kuusinen
Han er vild med at lave lækre kort og har f.eks. lavet et over Danmark 1972, hvor Skåne, Halland og Blekinge (og noget af Norge) hører ind under Danmark. Så må man bare ikke håbe at L&R også kommer til at bruge det i deres næste udgave af Flere sider af KS…