SUPERKULTUR

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

Scifihaiku

maj
25

A strange monolith
“Oh my God, it’s full of bars!”
Everyone gets drunk

Staten hader mandag

maj
24

Men staten hader også tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så skynd dig at få noget ud af dine skattepenge, inden de bruger dem på at skabe et repressivt regime, som sender dine søskende i kryosøvn. Du ved, “bare indtil alting går lidt bedre”.

Det er grundlæggende oplægget i What Happened to Monday, som er dukket op på Filmstriben. Overbefolkningen er blevet så slem, at der er indført etbarnspolitik, og alle ulovlige søskende bliver frosset ned. Under navnet Karen Settman er det dog lykkedes syv søskende at blive voksne og allesammen blive spillet af Noomi Rappacjcchehhe med forskellige frisurer. Hver får de lov at gå udendørs på den ugedag, de er navngivet efter, og ellers opholder de sig i lejligheden. Det har sine spændinger, som man måske kan forestille sig, og man kunne sikkert lave jokes om synkroniseret menstruation, men det vil jeg holde mig for god til.

Hver aften mødes de syv søstre og synkroniserer så om ikke andet det, der er sket i løbet af dagen, så de alle kan opretholde identiteten Karen Settman. Men ikke denne mandag aften, for Monday er forsvundet. Og de ved ikke, hvad der venter dem uden for de trygge vægge.

Det er let at forestille sig, at ideen er opstået ud fra titlen og billede af de seks søstre omringet af et fjendtligt, usikkert samfund – men det er også let at forestille sig alle de måder, hvorpå den historie kunne være gået ad helvede til på sin vej mod det færdige produkt. Overraskende nok er det en ret fed film, der er kommet ud af det – eller, hvis jeg skal være ærlig, det virker, som om der er kommet to film ud af det. For starten og slutningen er bubblegum-science fiction, men hovedparten af filmen er stramt fortalt og ofte overraskende og udnytter sin præmis effektivt.

Angiveligt var det en overgang planen, at den skulle hedde Seven Sisters, hvilket tydeligere afspejler et underliggende eventyr-aspekt (og måske også lidt mere start/slutning), men heldigvis gik man tilbage til den oprindelige titel, som understreger mysteriet og det overraskende. Se den, for fanden.

Jeg overvejede at smide en trailer ind, men undlod – det er en af de film, hvor det er godt ikke at vide for meget om, hvilken stemning man skal forvente sig.

“I’m a human being, not a weekday!”

Scifihaiku

maj
24

The lingering fear
that to use Facebook is to
fail the Voight-Kampff test

Dracula

maj
23

Jeg har set Francis Ford Coppolas Dracula. Den fra 1992. Den er vældig fin, men også jævnt langsom. Som knægt var jeg super skuffet over den, og når jeg genser den, kan jeg godt forstå hvorfor Teenage Simon synes den var træls.

Bogen Dracula er en historie om det fremmede og uhyggelige. Det Onde, men bare i London. Og med meget mere sex. Underforstået og ikke talt om, men masser af sex.

Filmen Dracula handler meget mere om sex. Måske faktisk om de uhyggelige sygdomme som man kan pådrage sig, hvis man ikke passer på og husker sit kondom. Men der hvor Teenage Simon virkeligt synes den var træls, er at det mere er en romance mellem Dracula og Mina.

Det kan Voksen Simon bedre leve med, om end han lidt savner scener med daring do og fisticuffs. Hvis nu John Carpenter havde lavet en Dracula udgave…

Dracula 1992 er en voldsom lækker stilistisk film. Effekterne er fine og dejlige, stort set alle sammen optaget på gammeldags maner. Her er ikke nogle digitale effekter, og det gør sig godt.

Arven

maj
23

Scifihaiku

maj
23

The food is awful
My stomach is full of pain
Xenomorph baby

Manden med den vildeste pistol – nogensinde

maj
22

Blame! er en mærkelig og fantastisk tegneserie. Den er skrevet og tegnet af Tsutomu Nihei, som oprindeligt er arkitektstuderende. Det kan man godt mærke i hans sære og forunderlige cyberdungeons. Seriens undertitel er fantastisk. Den har to, “Maybe on Earth, maybe in the future” og “Adventure seeker Killy in the cyberdungeon”.

Den udtryksløse Killy vandrer rundt i Byen, en giganorm konstruktion, på jagt efter Net Terminal genes. Det er den eneste måde de forskellige mennesker og postmenneske stammer, der lever hemmeligt og skjult i byen, har for at få kontrol over den. På et tidspunkt i fortiden skete der et eller andet kataklysmisk, og byen skred ud af kontrol.
Menneskene mistede adgangen til de øverste lag af net sphæren uden net terminal genet, og dem der forsøgte alligevel, slap horder af dræbende Safeguard robotter løs.

Hvor stor Byen er, er lidt usikkert. Men folk på Intarwebbet har regnet frem til, at det nok er en Dyson Sphere med en radius ud til Jupiter.

Vi ved ikke hvem der har sendt Killy i gang med hans ensomme mission. På et tidspunkt i starten af serien kommer der en kvinde med en elevator, for at hente en død dreng, som måske havde de eftertragtede gener. Vi ser hende aldrig igen og hun bliver aldrig omtalt igen.

Silicon Væsnerne er Killys primære fjende. Deres formål er at få fingre i net terminal generne, og dermed adgang til Net Sphærens øverste niveau og kontrol over alting.

Den anden fjende er Safeguard, en indbygget måde som net sphæren beskytter sig selv. I løbet af de mange årtusinder er deres formål degenereret, så nu søger de aktivt for at slå alle mennesker ihjel. Og skønt Net Sp


Fra Anime filmen, som kan findes på Netflix. 

Tilbage til Killy, manden med pistolen. Den er ikke stor, men er frygtelig imponerende. En Graviton Beam Emitter. Den er så vild, at når Killy skyder den, så bliver han ofte fyret tilbage af en voldsom rekyl. Og når han skruer op for styrken… well, en enkelt gang blev hans arm flået i stykker af den enorme reyl.
Effekten er også derefter. Som regl dør de ting som Killy skyder på. En enkelt gang blastede han et 80 km hul i byen med sin skyder. Så Killy er klart manden med pistolen. Ulykkeligvis har skurkene også adgang til den slags legetøj.

Tegnestilen er vild og meget lidt japansk. Nogle gange er den så fyldt med action streger, at det gør den svær at læse og jævnt uigennemskueligt at lure hvad der foregår – andre gange er den smuk og stilren. Som oftest når der skal tegnes smukke og lækre, øde cyber dungeons. At Nihei var arkitektstudent fornægter sig ikke. Men en ting er helt sikker, jeg tror ikke han skal have lov til at tegne mit hjem.


Actionstreger to the Max!

 

Scifihaiku

maj
22

Yes, we come in peace
Now take us to your leaders
Pew pew pew pew pew

Ægte 90’er nostalgi!

maj
21

Jeg tror ikke der findes noget mere nostalgisk (og måske ultranørdet) at glo i gamle LEGO-kataloger!