Requiem
Jeg burde nok starte med en SPOILER-ADVARSEL. Eller rettere: jeg burde faktisk starte med en specialfremstillet DUCK AND COVER-VIDEO til lejligheden, for de ting, der gør Requiem fed, bør man ikke vide, før man ser den – og jeg har lyst til at rante, så jeg vil nævne dem. Så måske burde du bare ignorere den følgende tekst og gå videre med dit liv. Vær et godt menneske og undlad at smadre dig vej gennem folks liv som en beruset gorilla (det er forresten noget af det, der IKKE er så godt ved Requiem).
Du er advaret.
Jeg kastede mig over Requiem i forventningen om en krimi-/spændingsserie med lidt dyster baggrund – jeg havde ingen tanker om overnaturlig horror. Men snart begyndte historien at blive krydret med små indfald, der måske kunne vise hen på noget sådant. Okay, tænkte jeg og forberedte mig på at skulle tilgive den, at det hele bare var i hovedpersonens syge sind eller fundet på af manipulerende skurke i skyggerne. Det har ikke været okay, siden smuglere igen og igen klædte sig ud som spøgelser i alverdens børnedetektiv-bøger i min ungdom, men okay, hvis nu resten af historien var okay, så kunne det vel gå an.
I stedet udviklede Requiem sig over de seks afsnit til rendyrket overnaturlig horror – endda en historie, som jeg kun ville have forventet at læse og ikke at se. Som en ekstra bonus var den del af historien super godt gennemført – det overnaturlige element fik den nødvendige vægt, fordi det voksede laaaangsomt frem. Kobl det på en kriminalfortælling, og så har man åbenbart en ganske god opskrift.
Var det blot det, ville jeg have anbefalet serien uforbeholdent.
Men åh, Requiem trykket hårdt og gentagent på en horror-antipati, jeg har – lad os kalde den Rosemary-knappen efter lige præcis hende med babyen. Rosemary-knappen er horrors tendens til at bruge en kvinderolle, gerne i hovedrollen, der accelererer fra at opføre sig tilforladeligt til at udstråle psykisk sygdom med tusinde soles kraft i løbet af ingen tid. Som regel har Rosemary grund til at opføre sig sådan (fordi, nåja, der er en sammensværgelse, og hun er gravid med antikrist eller noget lignende), men springet er gerne så abrupt, at man tænker, alle biroller i historien burde meldes for ikke at få hende tvangsindlagt (naturligvis med undtagelse af Satans medhjælpere eller hvad de nu er i den givne historie).
Requiem har nok det værste tilfælde af Rosemary, jeg længe har oplevet.
Matilda Gray er cellist og frisør-offer. Hendes mor dør under mystiske omstændigheder, og snart får Matilda mistanke om, at moderen slet ikke var moderen, og at det altsammen hænger sammen med et lille barns forsvinden 23 år tidligere i en walisisk landsby. Sammen med en ven og kollega drager hun afsted – og accelererer til manieret irriterende kvindemenneske, der er komplet ude af stand til at forestille sig andre menneskers eksistens og ret til at eksistere, fordi Matilda har brug for noget, og hun har brug for det NU!
På det punkt var det lidt som at se Klovn eller anden krumme-tæer-komik, der virker som et forsøg på at få seeren til at kigge væk. Det gav mig ærligt talt en smule stress, som desværre ikke altid kunne balancere med ønsket om at vide, hvor historien gik hen. Matilda farer som en Boris Karloff-Frankenstein på speed gennem folks liv og spreder ødelæggelse omkring uden på noget tidspunkt at forstå, at hun gør det (jeg kan mærke, at mit blodtryk stiger ved tanken). Havde dette aspekt af serien været håndteret lige så flydende som det overnaturlige, havde jeg nok været lidt forelsket – lige nu føler jeg mig lidt som en, der er sluppet ud af et tvivlsomt forhold og langsomt er ved at indse, hvor toksisk det var.
Men alligevel… det var nu en god historie.
