SUPERKULTUR

Show don’t tell

mar
25

Lovecraft kan være rigtig cool. Hans beskrivelser kan være ret fabelagtige, spændende og fyldt med kosmisk gru. Og andre gange kan han ramme milevidt fra, med alt for mange kyklopiske selvopfundne ord.

Men i The Statement of Randolph Carter rammer han helt forkert. Her hverken fortæller han os hvad der foregår eller viser os det.

“God! If you could see what I am seeing!”

I could not answer. Speechless, I could only wait. Then came the frenzied tones again:

“Carter, it’s terrible—monstrous—unbelievable!”

This time my voice did not fail me, and I poured into the transmitter a flood of excited questions. Terrified, I continued to repeat, “Warren, what is it? What is it?”

Once more came the voice of my friend, still hoarse with fear, and now apparently tinged with despair:

“I can’t tell you, Carter! It’s too utterly beyond thought—I dare not tell you—no man could know it and live—Great God! I never dreamed of THIS!” Stillness again, save for my now incoherent torrent of shuddering inquiry. Then the voice of Warren in a pitch of wilder consternation:

“Carter! for the love of God, put back the slab and get out of this if you can! Quick!—leave everything else and make for the outside—it’s your only chance! Do as I say, and don’t ask me to explain!”

Og det er så det sidste man hører til stakkels Warren. Hvad sker der med ham? Ingen ved det, men hvad end det er, der myrder ham, så kan det finde ud af at bruge en telefon. Det sidste Randolh hører om sin ven, er at monstret siger at Warren er død.

Ideen med novellen er sjov, Mand går ned i en anden verden og beskriver hændelsesforløbet til sin ven over telefonen, men manglen på vished om hvad det er, som Warren finder under kirkegården er bare træls. I de andre Lovecraft “det her er så enormt at det ikke kan forklares” scener, kommer der i det mindste lidt kød på. Her er der ingenting og det gør det til en lidt forspildt chance.

Genrehistorier 0 Comment

Helikopter

mar
24


Jeg har tidligere skrevet om Morten W. Rasmussen her, og jeg afsluttede indlægget med disse ord:

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.

Det var da om noget en opfordring til mig selv om at holde øje med mere fra hans hånd, og når han nu har udgivet en ungdomsroman, blev jeg da nødt til at læse.

Titlen er Helikopter, og historien kredser om sorg. Og ja, det er uden tvivl en bog, som dansklærere vil sætte pris på, men til min analysetraumatiserede overraskelse var jeg også ret vild med den. Som nævnt i det tidligere indlæg er forfatteren god til de korte tekster, og Helikopter udnytter den kompetence til fulde – historien er nemlig bygget op af korte kapitler, som hver for sig fortæller en lille historie, samtidig med at de er spændt op på en længere tråd sammen. Det er en tricky komposition, fordi det gælder om at anbringe kapitlerne nøjagtigt i forhold til hinanden, så man nyder dem på deres egne præmisser, samtidig med at den store historie ikke bliver enten hullet eller stillestående – og det lykkes.

Men bedst er dog helikopteren. Ikke titlen, men billedet. Den vender jeg tilbage til.

Historien fortælles gennem Kasper. Han anbringer sig midt i en tradition af litteratur-børn, der er utroligt sansende og observerende – og gennem ham oplever læseren faderens depression, hans selvmord og eftervirkningerne på sønnen. Trykbølgen. Skælvet. Efterchokket. Hvordan Kaspers liv bliver rystet fra hinanden, og han krampagtigt holder fast i smulerne. Der er en fysisk fornemmelse i Helikopter, som kan mærkes under læserens hud.

Der florerer en joke på internettet: helikoptere flyver ikke, de tæsker luften til overgivelse. Og ret tidligt i bogen er der en beskrivelse af faren, der rejser sig, fanget i uforklarlig vrede og så overvældende og kraftfuld som en helikopter tæt på, og det var der, bogens mange dele blev rystet sammen til et hele for mig: at noget, der kan se så fint og skrøbeligt ud på afstand, kan være så voldsomt, når det kommer tæt på. Det er den underlæggende følelse i Helikopter: alt vibrerer, og man frygter, at det vil komme så tæt på, at det vil ryste alt fra hinanden.

Min største anke er nok ikke historien, men derimod bogens opsætning: den er fin og luftig og let at få til. Det burde den ikke være – det burde være en bog, man sad krummet sammen ind over. For sådan er oplevelsen.

Bøger 0 Comment

Bøger til (LEGO) folket!

mar
21

Dælem-sørme om der ikke blev plads til en lille boghandel i Bakersville! Jeg tænkte, at denne nok for alvor var noget for folk i superkulturen!

Ikke-kategoriseret , , , , 1 Comment

Hr. Kukula

mar
19

Det er meget få nyere danske forfattere, der kan få lov at springe direkte til toppen af min læsebunke. Men Mikkel Harris Carlsen er helt klart blandt dem. Og da jeg havde ventet et stykke tid på, at nogen skulle gribe “Hr. Kukula” fra en udstilling på biblioteket, vandt min utålmodighed over min tiltro til lånerne, og spanieren Juan Luis Kukula blev inviteret hjem, hvor han fluks snød sig vej til en plads øverst i bunken.

Carlsens seneste bog er en række noveller (måske snarere anekdoter, for at være ærlig) fra titelpersonens liv – og det er et liv, der byder på mange og sære tiltag. Som tidligere bygger forfatteren et fragmenteret billede op omkring sit centrum, og det giver ham mulighed for alskens påfund. Hr. Kukula køber en cigar og bliver involveret i en sag om forsvundne børn, som i sidste ende peger tilbage på ham selv. Han møder sig selv – og redder måske modvilligt sig selv. Han går på biblioteket og lider en krank skæbne. De enkelte historier svinger i større eller mindre grad væk fra virkeligheden, men ender gerne tilbage i selvsamme uden den større forandring end en vis tristhed i vor hovedperson.

Som før, når jeg har læst Carlsen, bliver jeg dog overvældet af håbet om en løsning. Ikke en forklaring på, hvad det hele betyder (for skide være med det, det er god læsning, og det er nok eksistensberettigelse i sig selv), men snarere en algoritme, der kunne give mig den rette måde at læse på. Der må findes en form for litterær matematik (en litteratik?), der kunne fortælle én, hvordan man rent praktisk skal gribe bogen an.

Skal man tygge sig igennem hr. Kukulas oplevelser hurtigt? Det er fristende, for fortællingerne er korte, og med samlingen 140 sider ville det ikke tage længe at nå slutningen. På den måde tænker jeg, at bogen ville flyde lidt sammen, men også blive til et hele, et fornemmelse, man kan synke ned i uden måske helt at påskønne detaljerne.

Selv valgte jeg et kontrolleret indtag, en eller to historier ad gangen. Fordelen ved det er naturligvis, at man kan trække den sydamerikanske stemning i langdrag og fornøje sig maksimalt med de hændelser, der overgår Hr. Kukula. Ulempen er her, at man (eller jeg, i al fald) måske bliver lidt mere opmærksom på, at ikke alle historier har en lige godt drejet pointe, og den samme opbygning genbruges et par gange.

Men et eller andet sted derimellem må findes en Guldkok-zone, hvor nydelsen af Carlsens prosa er maksimal. Eller måske ikke. Måske er pointen bare at lede efter den zone og så nyde rejsen – jeg håber, han fortsætter med at sende værker ud, der gør den lige så fornøjelig, som “Hr Kukula” gjorde.

Bøger 1 Comment

Bynavn!

mar
14

Så blev det endelig tiden hvor byen fik sit navn! Tak for alle de gode forslag fra folk her på superkultur 🙂 Folket har talt og resultatet findes i videoen!

Ikke-kategoriseret , , , , 0 Comment

Grøntsager findes ikke!

mar
05

Via Neatorama faldt jeg over denne artikel, som redegør for, hvor besværligt sprog er, og hvordan det udraderer grøntsager som das Ding an sich (ja, jeg bruger sikkert udtrykket forkert, men det er sjældent, jeg får lov at krydre med tysk, og når nu det handlede om sprog).

In a botanical sense, it’s easy: vegetables don’t exist as a discrete, coherent category. And the more you know about botany–the nuanced phylogeny that gardeners and farmers know and the centuries of research into plant evolution that botanists have learned–the more likely you’ll be a dissenter in the vegetable debate. “This is why people hate botanists,” as one disillusioned commenter wrote in a particularly heated r/Botany thread.

Det minder mig om dengang, hvor Marvel officielt klassificerede Projekt X (eller X-Men, om man vil) og alle deres medmutanter som værende ikke-menneskelige – uagtet, at deres menneskelighed jo er hele grundlaget for serien.

Hvorfor gjorde de det? spørger man sig selv. Fordi de er et sjælsløst… af skatteårsager (måske havde jeg ret i den først indledte sætning).

Genrehistorier, txt 2 Comments

Er du til kaffe?

mar
04

En by tager form – én bygning af gangen!

Ikke-kategoriseret , , , , 6 Comments

Edmund Cooper

mar
01

Edmund Cooper er en af de der klassiske sf-forfattere, som har listet sig ind på mine reoler med flere titler – men som jeg ærligt talt aldrig har fået læst noget af. Men forleden sprang “Jupiter Laughs” ud i den ventende hånd og meldte sig frivilligt til at ledsage mig på de daglige togture.

Det er en novellesamling 1979 – men for at være ærlig føles det nok lidt ældre. Vi drager til Mars og finder hemmeligheden om vores egen oprindelse, en professor lader sin computer arbejde med sin søn og kommer til at fortryde det og så videre – det er gerne fortalt med et glimt i øjet, men måske også nok lidt forudsigeligt og ikke synderligt komplekst.

Men det fik mig da til at google forfatteren, for hvorfor ikke fylde lidt mere på om ham, når nu der alligevel står flere af hans bøger og venter. Det er lidt af en rutsjebanetur – især gennem denne side om forfatteren.

Til at starte med slår han fast, at alle hader franskmænd (eller i al fald franske scifi-film):

According to the jacket notes in Unborn Tomorrow a French film was made of one of his short stories but in reality the film was American and called The Invisible Boy (1957 also known as S.O.S Spaceship) based on Brain Child (1956) and featured the second appearance of the character Robbie the Robot. EC was embarrassed by having his name associated with this movie, which he called “one of the worst science fiction films of all time” so he said the film was French apparently in order to conceal his association with it.

Senere viser han sig at være meget gammeldags – men måske også kedeligt moderne på sådan en “de dybeste afgrunde af internettet”-måde:

On Cooper and Women: He said that the central characters in Transit, All Fools Day and The Uncertain Midnight were all “pseudonyms” for himself and that this was why American reviewers (“because there are so many women reviewers”) called him a male chauvinist pig. He also said that he was not against the emancipation of women but that the average woman had a cranial capacity 125cc less than that of a man; “let them have totally equal competition…they’ll see that they can’t make it…I just don’t think they can compete on the same terms” As evidence he cited the lack of “good” female mathematicians, scientists and composers; “They’ve gone back home to wash the dishes and produce children.” However, EC did then go on to say that this was a “very simplified” version of what he felt – that he loved women, did not want to subjugate them and that “I’d lay every attractive woman in the world if I could.”

Der henvises, tror jeg, til dette interview:

Jim: As individuals, the characters in many of your books lack the identity of singular people, and seem to be morerepresentative of mankind in general Why is this?

Edmund: Well, it’s legitimate of you to say that they lack, as it were, a great deal of variety; most of them are similartypes, though there are one or two who do have this variety.Richard Avery in Transit; Matthew Greville in All Fools’ Day; John Markham in The Uncertain Midnight – are all,basically, the same kind of character, the same kind of matrix. It’s got to be perfectly obvious to anyone that the personhe knows best is himself. I know myself best, so I’m afraid that these are all pseudonyms for myself. They’re how Ithink I might react given the dreadful, intriguing, funny, banal, or bizarre situations these characters find themselves in.It’s easier to put my reactions down, than invent a character and put his reactions down. There are a lot of masqueradingEdmund Coopers in my novels, which is why, frequently, American reviewers call me a male chauvinist pig.

Coopers brug af sig selv i fiktion fører så i en cirkel tilbage til første kilde og denne bid:

On Cooper’s Interests: EC described his interests in 1971 as “chess, philosophy and wine.”1 Obviously, EC drank excessively and many of his characters share this trait. Perhaps the greatest drinkers in his books were those in Five to Twelve (1968), Kronk (1970) and the character Commander James Conrad from the Expendables series (1975-76).

Edmund Cooper døde af alkoholisme i 1982.

Genrehistorier , 4 Comments

Snestorm i rummet!

feb
25

Mere is i rummet tak! Vanille!

Ikke-kategoriseret , , , , 3 Comments

Bøger fra Barndommen 2

feb
24

Så fik jeg læst Yom – og robotten der ville være menneske. Den var hurtig læst, små 90 sider med stor skrift og korte kapitler.

Vi er i Fremtiden (TM) efter den tredje verdenskrig, og Yom har forladt byen han er født i, og er draget ud i det tomme land. Der hvor ingen mennesker bor, og der til gengæld heller ikke er sket så meget ulykker efter krigen.

Der støder han på androiden Nearaman Multifunction 18. Han er undsluppet Mesterens kontrol og planlægger at vende tilbage og stoppe den forfærdelige mands ondskabsvælde.

Er det en god bog? Nja, ikke voldsomt. Der er nok ikke kød nok på. Vi møder Yom, han møder Nearaman, de redder en pige fra slavehandlere, som vender tilbage om natten og kidnapper Yom og Pigen (hun har et navn, men jeg glemte at notere mig det, og nu har jeg sendt bogen tilbage…), Nearaman redder børnene og vender tilbage med dem for at stoppe Mesteren.

Selve plottet er ganske fint, men der sker ikke ret meget og sproget er heller ikke… well, det er hverken Shakespeare eller Oehlenschläger. Det er der måske ikke ret meget science fiction der er, så det er måske også en lidt bisset lakmus test for en bog.

“Vandet sendte vilde strømme og udladninger rundt i dens fintmærkende system, og på mindre end fem sekunder var den så død som en rusten cykel på bunden af et glemt havnebassin.”
Yom og robotten der ville være menneske s. 68.

Men den tændte ild i hovedet på Young Simon Aakjær. Jeg synes den var mægtig og cool. Robotten var Bad-Ass sej, verdenen var ondskabsfuld på en cool måde, som jeg ikke havde læst før. Så selv om det ikke var et fantastisk gensyn, så var det alligevel ganske sjovt.

Især fordi, det viste sig at der var ting, jeg kunne huske fra dengang. Scenen hvor Yom, Pigen og Mesteren spiser afkølede abehjerner, står stadig som det ypperligste en bad guy kan servere for sine gæster, for at understrege sin bad guy’ness.


Bøger 3 Comments