SUPERKULTUR

I disse dage

jul
19
Kelly Freas - We still have a choice

Verdens totale tilstand taget i betragtning (og ikke en lyd om klima-forandringer), er det rimeligt at påstå, at en majoritet af Jordens befolkning ikke har den ringeste anelse om den hype og huldijæh, der disse dage kommer NASAs Apollo-program til del. Tænk engang! I de næste fire-fem dage er det 50 år siden, at “vi” første gang satte “fod” på Månen (hallelujah og hosianna i det høje). Og fejres den, som fejres bør – ikke noget dér!

Ærindet hér er dog et andet. Se nøje på ovenstående “poster”, “cover” “værk – you name it. “We (still) have a choice?” – en hyldest/promotion-plakat begået af Frank Kelly Freas, som burde være en bekendtskabshed i nærværende eksklusive forum – ellers er han uhyre nem at komme rundt om pr. en hurtig gukling. Sværere er det at komme i kontakt med ham – han døde nemlig i 2005, efter en lang karriere som blødformatsbogudgivelsesforsidekunstner – eller på dansk: paperback cover artist – til en allerhel – hul… – ret mange bøger. Og ganske suggestive, muligvis sublime, endda, forsiderne, og med en sjældent set tæft for (rent faktisk) at illustrere et eller andet, der dog havde et eller andet at gøre med indholdet af den samling dødtræ pågældende omslag omsluttede. Ikke noget dér! Og på det felt kunne han godt ligne Darrell K. Sweet (han er så også død, så ham kan man heler ikke spørge om noget).

Men så lavede Freas altså også ovenstående “værk”. Og der må jeg bare sige: – jeg forstår det ikke! Jeg forstår ikke “titlen”; jeg forstår ikke udtrykket; jeg forstår ikke meningen!

Lad os tage min ufattelige (!) uvidenhed fra en ende af. “We (still) have a choice?” Jeg er simpelthen så lykkeligt udstyret, at jeg er i besiddelse af en “Individuel Kompetance Vurdering”, der bringer mit oprindeligt sølle 9-tal i engelsk helt op på et 11-tal (13-skalaen), så det er med en hvis akademisk pondus jeg tør påstå, at den titel kan oversættes til: “Vi har (stadig) et valg?”

?-tegnet indikerer et spørgsmål. Om hvad, kunne man spørge. Hvad er spørgsmålet? Har vi et valg? Eller stilles der spørgsmål til “om” vi har et valg? Og hvad er det vi skal vælge? Rumraketter eller vasketøj? Og hvad menes der med “stadig”? Er det nærmere: “Har vi (stadig) et valg?” Hvilket udsagnet så ikke bliver mere klart af, for: – mellem hvad? Hvori består valget? Og hvorfor er det et spørgsmål om vi har et? Hvad truer denne valg-situation – og er den truet?

Det står til troende, at Freas var en storstor tilhænger af alt NASA. Ellers ville han næppe have lavet nedenstående “værker” (de er flotte; det er de sgu):

Billedresultat for frank kelly freas skylab
Billedresultat for frank kelly freas nasa
Relateret billede

Så der er derfor grund til at tro, at også den dér “We (still) …” er “pro-NASA”, “pro-Apollo”, “pro-rumprogram”. Meget “pro” altsammen. Og det er da også en yderst protent Jupiter V-raket, han har som lodret kompositions-element i billedets mellemgrund (protensen har så åbenbart brug for et støttebind i form af et forbindelsestårn, men lad os nu ikke forfalde til profaniteter). For hvad med de der klude på tørresnorene?

Farven undrer mig. Altså: – de er jo tisgule allesammen; de ligner noget John Clane har haft på for længe, indtil han pludselig, ret umotiveret, får en ren, mens han prøver at dø hårdt første gang. Og idet man jo er researcher, har man (jo) lige kigget lidt på, hvad der egentlig menes med et gult flag (det ku jo være flag, ikk’sandt?). Hvilket, i al korthed, beløber sig til “karantæne”, “sidste advarsel”, “fare forude”, “sæt farten ned”, “voldsom ulykke”. Som rejser et spørgsmål, som min IKV-enhanced translatør-evne ikke kan hjælpe mig med, om der muligvis findes en særlig amerikansk vending, bon-mot, idiom, hvor “flagging yellow” betyder “vise sig som en kujon!” I så tilfælde er meldingen på plakaten: – Vi kan vælge at være kujoner, eller vi kan tage til Månen, igen – skabe et interplanetarisk liv – støtte op om (som det hedder) Apollo-programmet ( med andre ord: glem vasketøjet – tag til de ydre planeter).

“Læsningen” af plakaten kunne også være en anden, og jeg er ret sikker på, at den ikke har noget at gøre med Freas’ intention. Here goes: Vasketøjet repræsenterer den store og omsiggribende fattigdom, som prestige-projekter som Apollo-missionen(erne) muligvis ikke støtter, men heller ikke afhjælper. Og hér kommer så en kæk og kornfed Kelly ind og siger: – vil du ha fattigdom eller vil du ha stjernerne? Du har (stadig) et valg!

Men er Månen, Planeterne, Stjernerne en løsning på fattigdommen? På elendigheden? Vi ved det ikke. Men måske følgende lige kan få os ned fra jublen over, at en eller anden gik rundt på Månen i en tyve minutters tid for 50 år siden:

A rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face and arms began to swell. 
(and Whitey’s on the moon)I can’t pay no doctor bill. 
(but Whitey’s on the moon) 
Ten years from now I’ll be payin’ still. 
(while Whitey’s on the moon)The man jus’ upped my rent las’ night. 
(’cause Whitey’s on the moon) 
No hot water, no toilets, no lights. 
(but Whitey’s on the moon)I wonder why he’s uppi’ me? 
(’cause Whitey’s on the moon?) 
I was already payin’ ‘im fifty a week. 
(with Whitey on the moon) 
Taxes takin’ my whole damn check, 
Junkies makin’ me a nervous wreck, 
The price of food is goin’ up, 
An’ as if all that shit wasn’t enoughA rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face an’ arm began to swell. 
(but Whitey’s on the moon)Was all that money I made las’ year 
(for Whitey on the moon?) 
How come there ain’t no money here? 
(Hm! Whitey’s on the moon) 
Y’know I jus’ ’bout had my fill 
(of Whitey on the moon) 
I think I’ll sen’ these doctor bills, 
Airmail special 
(to Whitey on the moon)

(Gil Scott-Heron)

PRØV AT HUSKE V

jul
18

5. (og sidste) Kapitel: Bibliotekarerne”

Relateret billede

Blod eller aske! Tænkte klabost-kaptajnen. Vi er enten levende eller døde. Der er ingen ting imellem. Der er kun skillelinjen.

                      Eller måske er der mere! Tænkte han.

                      Han havde trykket på R’et i Heterodox, skillelinjen, midterpilen, fordi det var logisk, fordi dette ukendte tegn stod som indikator for en halvering af monolittens trekantede form, der på sælsom vis indikerede en retning – en kurs.

                      Og ikke så snart havde hans extensor-manipulator gjort det, før hans seimiske sonarsans gav ham et billede af, en fornemmelse for, dormante kræfters vågnen fra dvale, dybt under hans larvefødder. Noget hensigtsfuldt var begyndt at vågne inde i Pluto – et formål var ved at manifestere sig.

                      Brunhelderic foldede sig ud.

                      Ikke længere et efterforskings-skib, eler blot og bart et recognosceringsfartøj, tiltrådte Brunhelderic en ganske anden tiltrædelsesform. Stål-mimikry flød ud i forjættende ganglier og potente ressourcer lod sig aktivere af en forstand, der var langt hinsides besætningens. Brunhelderic blev voksen – igen.

                      ”Vi går 9 rig og 7 rig på median 6,8” lød det fra den tidligere log&lås-vocoder, nu med betydeligt myndigere stemmeføring. ” 10+ parsek over 2 klabaut. Provost-navigatør?”

                      ”Indført og klar!” sagde provost-navigatøren.

                      ”Sæt i værk!” sagde klabost-kaptajnen.

                      Brunhelderic voksede. I jordiske termer ville det være, at ligne en jolle med et hangarskib. I denne virkelighed var det som en Fugl Rok greb Pluto i sine kæmpeklør, baskede med sorte vinger i den røde sol, og faldt opad gennem verdensrummet, med kurs mod den skal, den sky, den sfære, der udgjorde Jordens samlede elektroniske ”output”; en tåge af informationstætte data, der kunne oversættes til en binær dirame, eller en hvilken somhelst talorden, en hvilken somhelst algoritme. Men det var kun tal – nej, det var kun signaler om tal. Signaler …

Pluto eksploderede i Brunhelderics klør.

                      ”Og vi har pico-sværm!” sagde kobold-piloten. ”Og vi har materie-tåge!”

                      ”Har vi kontakt?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Vi har intermezzo i kommunikationen – Brunhelderic har kontakt, translations-vindue: 0,02 klabaut,” svarede provost-navigatøren, lige inden en anden stemme brød ind:

                      ”Revers bunratti, minus 4,6, indkommende vagrans og logaremer, beregning: 7,8 ballioler over 0,4 alast, vektor-skalaen. Forstået?”

                      ”Indført og logget!” sagde kobold-piloten. ”Afventer!”

                      Brunhelderic havde overtaget kommandoen, og havde han været et menneske, ville klabost-kaptajnen have følt sig tilsidesat. Men det gjorde han ikke. Han følte sig befriet og afslappet.

                      Han gik – eller rettere: ”slangede sig” – op på promenadedækket, og bivånede, hvorledes den skoldhede Pluto-globule folde sig ud som en mini-nova, iført et mørkeblåt sjal af aeroliserede mikro-robotter, der lumen og flamen var dybt og inderligt i gang med at bygge, konstruere, skabe, gendanne dele, partier, områder og felter, som – hidindtil blot havde været … havde været; eller ikke havde været. 0 eller 1.

                      ”Kan vi gå tættere på?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Vi går ind!” svarede provost-navigatøren.

                      Brunhelderic svajede og gik tættere på det tilsyneladende inferno af oplyste data og vågnende picobotter, som klabost-kaptajnen havde i sit visirs fokus.

                      ”Algoritmisk gendannelse!” sagde Brunhelderics forstand.

                      Iriscerende regnbuerformer flød lavaagtigt i det plasmatiske urhav af splintreede planetstumper og mikrobeagtige molekyle-maskiner.

                      Klabost-kaptajnen stod i et koldt flammehav af blå og hvide stikflammer.

                      Og så var han der.

Klabost-kaptajnen stod på balkonen og så Ellinor Becker på talerstolen under UP’s  kuppeltag med udsigt til stjernerne. Han sad i en lænestol overfor Kim Pantang Iljushin. Han lænede sig ind over Stephen Baktor, der sad og skrev om Is2, i sit ombyggede kapel-kontor. Og han svævede i mellemrummet mellem Halfindur Eliasson og det kolde rum.

                      ”De lavede en udødelighedsmaskine!” sagde klabost-kaptajnen. ”Vi kan altid besøge dem! Vi kan få hele deres historie – hele deres viden. Det var det, det gik ud på, alt det der med at få deres yderste mikro-planet til at eksplodere inde i informations-sfæren!”

                      ”Det var mere end det!” sagde Brunhelderic.

                      ”Det er vel rigeligt!” svarede klabost-kaptajnen. ”Her er til mere end 60.000 bunrattis arbejde med katalogisering af en død verdens samlede data!”

                      ”Der er mere!” sagde Brunhelderic. ”Der er besøg!”

Klabost-kaptajnen vendte sig om.

                      Op mod skotterne til udgangen fra ”broen” stod en uendelig række af væsener, han ikke kendte.

                      Vi kender dem.

                      Det var Ellinor, Kim, Stephen, Halfindur – og os alle sammen.

”De lavede en reinkarnations-maskine!” sagde Brunhelderic.

(FINIS SLUT ENDE THE END, tak for denne gang og vi ses)

Prøv at huske IV

jul
15

4. Kapitel “Der Er Nogen”

Billedresultat for the thing from another world

Hvor er du? Hvor vil du hen? Og hvad er den bedste måde, at gøre det på?

                      Svaret er: – ansæt en kybernetes – en ”styrmand”, en ror-gænger, en pilot, en navigatør, og beting dig at han selv medbringer sine astrolabier, sine linealer, sine passere – og fremfor alt: sine tegnetrekanter!

Eller skaf ham dem!

”Sprængladning?” spurgte klabost-kaptajnen. ”Vil næppe tidsindstillet?”

                      ”Ustabil!” svarede kobold-piloten fra Brundelderics bro. ”Men i dvale … der ventes på et signal!”

                      ”Et signal?” spurgte provost-navigatøren. ”Hvorfra skulle det komme?”

Præcis på kanten mellem den evige dag og den evige nat – for så vidt, at denne nat altid var belyst af den opsvulmede Sols ubændige boreal-lys – stod Brunhelderic midlertidigt parkeret, med fronten mod den iskolde monolit der ragede op over formationen, derfor også mod klabost-kaptajnen og provost-navigatøren, der stod tænksomme ved monolittens base.

                      Halvdelen af himlen over Pluto var orange-rød, men dulmedes ind imod den svage skygge, hvor utallige stjerner lyste som stål i Universets evige kryo-nat. En forjættende vision om uforanderlighed. Og intet kunne være mere forkert.

                      Klabost-kaptajnens blik vendte sig mod monolitten, idet han erkendte at provost-navigatøren stod i dybe tanker.

                      Faktisk var det ”Heterodox”’s bagerste køle-panel, og der stod der også ganske rigtigt HETERODOX på det, som logoet på en flyvemaskines halefinne, dengang det var sådan, at de fandtes – på Jorden.

                      Vigtigere var det, at klabost-kaptajnens sonar-sans blev opmærksom på et amalgam af atomare konglomerater, der ikke synes at være bestanddele af monolittens struktur, men nærmere flød frit rundt, og dannede sære mønstre og kortvarige strukturer. Og eftersom temperaturen på denne dybfrosne, men overbelyste klode, på grænsen til et tidligere solsystem, var tæt på det absolutte frysepunkt, fandt klabost-kaptajnen dette fænomen temmelig sært.

                      ”Der er to signaler!” udbrød klabost-kaptajnen, og vækkede provost-navigatøren af dennes eftertænkomhedsdvale. ”Der er to! Kobold-pilot?”

                      ”Klabost-kaptajn?” svarede kobold piloten.

                      ”Vi skal have en komplet måling; alle planer, alle niveauer! Provost?”

                      Provost-navigatøren ”vågnede” med et sæt, og løftede sit visir mod klabost-kaptajnens. Det strålende tve-lys, de stod under, farvede deres dragter skiftevis røde og hvide.

                      ”Punkt, linie, cirkel, trekant!” gispede provost-navigatøren. ”Det er de fire første. Sort, hvid, gul, blå – det er de fire næste … ”

                      Indført&logget, lød det over simultankonverteren.

                      ”Alle planer og niveauer afsøgt og simultan-indekserede!” lød det fra kobold-piloten.

                      ”Er meta-skyen lokaliseret og diffrakt?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Indekseret og diffrakt i logistikken; i øvrigt har vi kursen, baseret på provost-navigatørens udredning, logget og parat!” svarede kobold-piloten. ”Perfekt”

                      Enhver tre-kant er en pil. Det gælder om at finde ud af, hvor den peger hen. Men det gælder også om, at finde ud af hvor stor den er.

                      Klabost-kaptajnen overvejede det længe, mens han intenst – man kunne sige ”indædt”, hvilket ikke giver den store mening, idet hans art ikke ”æd” noget som helst – deres føde/energi-optagelse foregik gennem osmose eller lubrikering. De ville af samme grund ikke kunne forstå, hvad en ”tandlæge” er.

                      Men som sagt: – klabost-kaptajnen overvejede det længe.

                      Enhver trekant er en pil – enhver pil har en midterlinie – enhver midterlinie har et midtpunkt.

                      Klabost-kaptajnen løftede en ekstensor og trykkede hårdt på R’et på monolitten. Det midterste bogstav i Heterodox.

                      ”Det er en kryptering!” sagde han. ”Vi må afsted! Nu!”

                      ”Hvad så nu, gosbodaya Iljushin?” spurgte Halfindur Eliasson, det eneste tilbageblevne besætningsmedlem på Novaya Yaga, og derfor vel en slags kommandør på rumstationen.

                      ”Så er vi sikrede!” svarede Kim Pantang Iljushin fra hendes hovedkontor, et sted i Rumænien.

                      ”Men hvad skal jeg gøre, gosbodaya? Hvad skal jeg mere gøre?”

                      ”Din opgave er ikke afsluttet, Eliasson!” svarede Iljushin. ”Fra nu af skal du monitorere skibet – indtil afslutningen … ”

                      ”Afslutningen?”

                      ”Den kommer!”

                      ”Og hvad så?”

                      ”Så er det en ny begyndelse, Halfindur Eliasson!” lød stemmen, der var transmitteret fra et ukendt sted i Karpater-bjergene. ”Jeg sendte ikke Heterodox til Pluto, blot for at blive husket. Jeg sigter højere end Ellinor Becker; hun vil bare huskes. Jeg vil mere”.

                      ”Gosbodaya, vi er alle døde … snart!” sagde Halfindur.

                      ”Det er kun en overgang, kommandør!” svarede Iljushin. ”Vi ses!”

Sidste kapitel “Bibliotekarerne” kommer snart

Hvem husker rumfærgen?

jul
15

Jeg ved der er folk her på siden som sætte pris på rum LEGO – gerne af en ældre dato! Her er mer! 😀 Spaaacemannnnn!!! I always wanted you to go into space, man!

PRØV AT HUSKE III

jul
13

3. Kapitel: “HETERODOX”

Billedresultat for glass stained spacecraft

Det var et ikke-sted.

                      Klabost-kaptajnen og provost-navigatøren nærmede sig ”en dag” en cirkelformet misfarvning af den ellers så monotone slette, der nu om dage udgjorde Plutos overflade.

                      I længere tid havde deres seismisk-sonariske sans opfattet, følt, nåja: sanset, et aspekt ved deres umiddelbare omgivelser, der meget godt kunne lignes ved den slags nostalgiske associationer mennesker engang havde fået ved særlige dufte – eller angstprovokerende minder ved særlige lugte. Noget kendt – men noget farligt. Måske. ”Særlig agtpågivenhed fordres”, som der kunne have stået på et skilt. Hvis der stod et.

                      Men selv for et nøgent, blottet øje var den anderledes formation prominent i forhold til det omgivende landskab. Den var hvid. Og nogenlunde i midten af formationen, skudt en anelse eller to ud til siden, rejste der sig en sejl-formet – en trekantet – ”monolit”, tilsyneladende bestående af samme materiale som den cirkelformede ”plamage”.

                      ”Der var altså nogen!” sagde provost-navigatøren.

                      ”Hvilket vi vidste!” svarede klabost-kaptajnen. ”Men det hér giver ingen mening. Jeg kalder Brunhelderic!

                      ”Jeg tror faktisk der er en mening!” sagde provost-navigatøren. ”Dette er en ”marker” – det bærer alle tegnene.”

                      Det er nu nødvendigt med en lille ekskurs for at forstå, hvad provost-navigatøren hér snakker om. En ”marker” er et pan-lingualt advarselstegn. Vi kender ”strålings-fare” (den der sorte propel på gul baggrund), vi kender ”bio-hazard” (en sort orkidé-ting på gul baggrund) og vi kender ”electrocution danger” (et sort lyn på gul baggrund). Men i forbindelse med bl.a. deponering af affald fra atom-reaktorer, søgte velmenende instanser at etablere varige advarselsmærker – symboler der kunne afskrække eventuelle indtrængere, selv efter 100.000 år. Disse tentative færdselsskilte blev kaldt ”markers”. ”Tentative”, fordi aldrig blev brugt – man satsede på glemsel.

                      Brunhelderic tog land midt på den hvide, cirkelformede plamage, ganske få metre fra den sejlformede monolit. Klabost-kaptajnen og provost-navigatøren ventede ved monolittens base, mens kobold-piloten satte skibet ned.

                      ”Det er en sprængladning!” sagde kobold-piloten. ”Men det er også noget andet – der er forstyrrelser … svage, men tilstedeværende!”

                      ”Vi har en lidt udflydende formation i omkring fem leposers dybde,” sagde provost-navigatøren, ”-og en iridiumsky, langt over det normale, i omkring 7, der breder sig 450 kovaler udover perimeteren af anomalien.”

                      ”Som er ustabil!” bemærkede klabost-kaptajnen, og vendte sig for at studere gravuren på monolitten.

                      ”Det er et skib!” hviskede han. ”Et helt særligt rumskib! Et skib der sank med lasten fuld af eventyr … ”

Kim Pantang Iljushin havde bivånet mødet i UP over sin telecaster i privatfærgens færd henover det russiske kontinent, og hun bad sin opvarter om at kontakte Ellinor Becker – øjeblikkeligt!

                      ”Fraülein Becker er på vej til Månen, Memsahib!” svarede opvarteren. ”Det er ikke muligt at …!”

                      ”Nu, Antoine!!” afbrød ”memsahib”. ” – Og alle omkostninger på min regning. I morgen skal Ellinor Becker være tilstede i en suite på Savoy i Brisbane, hvor hun har et møde mig mig! Bortfør hende!”

                      ”Vi har dog andre kontakter, memsahib,” indskød Antoine. ”Sandsynligvis også ”look-alikes”, der sikkert kunne akkomodere memsahibs præferencer i de private gemakker!”

                      ”Fjols!” råbte Iljushin, idet færgen gik ind i ”scheduled landing procedure”. ” – Dette er ikke sex! Dette er alvor!”

                      ”Memsahib!”

                      ”Gør som jeg siger – og kontakt så Stephan Baktor. Jeg skal bruge hans opfindelse.”

Antoine tøvede, lænede sig op af en fyring, men blev reddet af gongongen:

                      ”NU!” råbte Iljushin og færgen gik ned på hendes private landingsbane på Sri Lankas sydligste spids.

Ellinor Becker steg ud fra månefærgen mellem Jorden og Månen. Blev overrumplet af fire hårdhændede sikkerhedsfolk og ført ind i et aflukke, til trods for protester og forsøg på genvold. Og så var hun væk.

Stephan Baktor fik et opkald, mens han lå og sov i det tidligere kapel, han nu havde indrettet til sit forfatter-laboratorium. ”Gå lige udenfor!” stod der i klartekst modoens display. Han tænkte det muligvis var hans nye kæreste, der ville lege en spændende nøgenleg i haven, under Månen og pinjerne, og han stod glad op og gik ud. Og så var han væk.

Kim Pantang Iljushin sad tilbagelænet i den næst-næstbedste stol, som Savoy-hotellet kunne præstere. Den bedste var reserveret til mr. Baktor. Og den næstbedste til fr. Becker.

                      ”The killer-bees,” mumlede Iljushin for sig selv, idet Baktor og Becker blev ført ind.

                      Inden gæsterne sad behageligt i deres designerede lænestole, opstod der en del tumult og – for gæsternes vedkommende – beklagelser over den medfart og behandling de havde oplevet og været udsat for, indenfor de sidste 12 timer. Memsahib Iljushin slog det hen.

                      ”Vi har jo ikke meget tid, vel Becker? Altså før vi får Solen i hovedet? Men hvorfor får vi det?”

                      ”Fordi Solen bliver til nova!” svarede Becker i en irritabel tone.

                      ”Hvilket vores sol slet ikke kan, ifølge min videnskabelige stab!” sagde Iljushin. ”Men gør det alligevel – ifølge samme …”

                      ”Ingen ved hvorfor!” svarede Becker. ”Måske vi slet ikke ved noget om stjerners udvikling … ”

                      ”Til trods for Herchel og Moore og Huerto?” spurgte Baktor.

                      ”Nå! De er v¨ågen, mr. Baktor!” sagde Iljushin. ”Det var godt. Jeg har nemlig brug for Dem!”

                      ”Til hvad?”

                      ”De skal forklare mig hvad ”Is2” er!” svarede Iljushin og så skarpt på Baktor, tilsyneladende uberørt af Ellinor Becker, der prøvede at afbryde.

                      ”Is2?” svarede Baktor lidt forvirret. ”Jammen, herregud, det var jo bare noget jeg fandt på … til den roman … den der gang –”

                      ”Forklar det alligevel!” sagde Iljushin.

Og mange timer senere spurgte Iljushin:

                      ”Så dermed kan vi konkludere, at Jorden går under i en nova – ikke sandt fr. Becker? – og Is2 findes ikke – vel mr. Baktor?”

                      De to modstræbende indbudte gæster nikkede og berigtigede samstemmende.

                      ”Javel!” sagde Kim Pantang Iljushin. ”Men, ser De! Jeg er af en anden mening. Og jeg har tænkt mig, at gøre som fr. Becker anbefaler: – at sørge for vores eftermæle. Og – hvis De ikke har noget imod det – vil jeg iværksætte produktionen af Is2, således som De har forklaret dette stofs komponenter, mr. Baktor!”  

                      I gæsternes ansigter stod malet: ” – Og så? Hvorfor? Hvordan? Til hvilken ende?”

                      Men 4 måneder senere stævnede skibet ”Heterodox” – som er sådan et lidt smart udtryk for ”af en anden mening” parret med ”dokumentation” – ud fra Novaya Yaga, Iljushins private rumstation. Hull: – Is2; Cargo: – boloid-programmerede pico-sværme//cæsium 1233//iridium 412. Totalvægt: 5000 ton. Nyttelast: 3300 ton. Beætning: void. Destination: – Pluto

                      Og blev fundet. På Pluto. Af Brunhelderics besætning. Langt senere. Men ikke for sent.

Næste kapitel: “Der er nogen” kommer snart

Superkultur-podcasten, afsnit 1

jul
10

Superkultur tager første skridt mod sit totale herredømme over medielandskabet! Det indebærer lavest mulige produktionsværdier, total mangel på koordination eller forberedelse, og lige så elendig lydkvalitet som -redigering. De skyldige er Janus Andersen og Allan Haverholm. Alle skal starte et sted, og de har trods alle gode råd sat sig for at lære undervejs.

I dette indledende afsnit forsøger de at indkredse begrebet “superkultur”, og snakker uden mål eller med om sequels, Donald Trump, biblioteksafgiften og kreative menneskers forretningsplaner. Undervejs strejfer de mere almene emner som Stranger Things, Jordan Peeles Us, samtidsscience fictionserien Years and Years, A Handmaid’s Tale, Happy og en endeløs strøm af bilrenovationsprogrammer.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

De løse links

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og Allans længe bortkomne kørekort kan sendes til podcast@superkultur.dk.

PRØV AT HUSKE II

jul
10

2. Kapitel “Er der nogen”

Billedresultat for pluto surface

Engang roterede Pluto og havde nætter og dage, der var lige forfrosne, og hvidblå bræer målte kun en stivnet evighed. En kort stund havde Pluto et kogende hav af ammoniak og metan, indtil den hidtil så fjerne Sol kom på buldrende besøg, og kogte alt væk. Og Pluto var forkullet og til evig tid fastlås i sir kredsløb, altid med samme side vendt mod den moderstjerne, der var vokset til gudindeagtige proportioner.

                      ”Brunhelderic” blev sat ned på Plutos nye nordpol, der vendte direkte ud mod det interstellare rum – for evigt uden daggry eller solfald.

                      Og havde klabost-kaptajnen og provost-navigatøren ikke været bekendt med Solsystemets ”nye orden”, ville det have forundret dem, at de kunne se Solen.

                      ”Men der stadig to ting, der undrer mig,” sagde klabost-kaptajnen, mens de – iført svære rumdragter med larvefødder – gled henover en sortsveden slette, bort fra ”Brunhelderics” skærende projektører.

                      ”Nova og vokseværk?” spurgte provost-navigatøren, næsten retorisk.

                      I et øjebliks tavshed og eftertænksomhed stod de, ”skulder” ved ”skulder” og betragtede den ørken af obsidian og brændt granit, der bredte sig hele horisonten rundt. Og årsagen til deres forundring var den rødglødende protuberans, næsten som salig Saturns ringe, der var synlig efter horisontens afslutning og inden stjernerne begyndte.

                      ”En G0-stjerne går ikke Nova!” sagde klabost-kaptajnen.

                      ”Og i udvidelsesfasen bliver den ikke så stor!” samstemmede provost-navigatøren. ”Der er noget galt!”

                      Pluto havde hverken haft eller havde nogen ”tyngdekraft”, det var værd at snakke om, så det kostede ikke meget energi for klabost-kaptajnen eller provost-navigatøren at afsøge et endog meget stort areal, på deres rumdragters larvefødder. Disse var, ligesom handsker eller waldoes var det for mennesker, i direkte kontakt med de muskler deres kroppe brugte til lokomotion. Anderledes var det med deres sanser. Men lad os nøjes med at sige, at de (også) havde fem. De havde bare ikke nogen lugte-eller smagssans. I stedet havde de, hvad vi – for nemheds skyld – vil kalde ”sonar” og ”seismisk sans”.

                      Det tog dem derfor ingen tid (en Jordbo – et menneske – ville have beregnet det til blot et par år) at finde Skibet.

Ellinor Becker, hed hun.

                      Og hun var den første til at indse, at Rwukidors og Kolwitz’ resultater, dem skulle der handles på. Hurtigt.

                      ”Der er ikke længere tid!” som hun sagde, da hun stod på talerstolen under UP-stationens kuppel, der var i ”evigt” kredsløb om Jupiter. ”Der er kun eftermælet, at tænke på!”

                      UP – De Forenede Planeter – talte Jorden, Mars (Die Grünes, som den blev kaldt, nu om dage, idet den var blevet ”koloniseret” af en primært germanskbefolkning; det var meget vigtigt) – dernæst Ceres, Europa, Triton og – selvfølgelig – Månen. Mennesker uden pli plejede at bemærke, at der ikke var særligt mange ”planeter” i den samling. Men det var hvad der var. UP – United Planets.

                      ”Set i lyset af omstændighederne, således som de er blevet fremlagt, må vi uopholdeligt iværksætte foranstaltninger, der har til formål at sikre dokumentation for vores tilstedeværelse!” fortsatte Ellinor Becker.

”Hør nu hér, lille De!” indbrød en diplomat fra Månen. ”Alt det dér, det jo kun hypotese! Og jeg kan sige så meget som, at observationer og målinger og udregninger fra vores Tycho-Institut, ikke understøtter den!”

”Lige et øjeblik!” råbte direktøren for Triton. ”De omtalte observationer drejer sig ikke om ”hypotese” – de drejer sig om teori. Det er noget ganske andet – og derfor alvorligt!”

”Solen – vores Sol – kan ikke … vil aldrig blive til en nova, slet ikke en supernova!” fastslog præsidenten for Ceres (han var i øvrigt astronom). ”Vores Sol brænder ud, svulmer op – og forsvinder … om milliarder af år. Jeg sér ingen grund til uro … det var ligesom den gang, hvor man ville lave et eksperiment Sort Hul på CERN, og hele tabloid-pressen var oppe og køre over, at det ville blive Verdens undergang! Schl-uudd-er! Samt vrøvl!”

Dirigenten for dette møde i UP, Kaya-Lorelei de Buchamp, kiggede op i stjernevrimlen, der viste sig over kuplen, og tænkte lidt på Evigheden, mens denne u-medierede debat stod på.

Men idet senatoren for Europa udbrød: ”Det vil jo koste milliarder af milliarder …” slog hun hårdt på sin ”buzzer” og man kom til orden.

”Må vi lige høre frøken Becker til ende!” sagde de Buchamp stille og tænkte på, at stjernerne kiggede ned. ”Frøken Becker? Afsluttende kommentarer?”

Ellinor Becker rakte ned under talerstolen og fremdrog en gammel, tung, optrækkelig grammofon, som hun stillede på talerstolen – tragt og det hele. Dernæst uddrog hun en gammel lakplade fra et paphylster, satte den på drejeskiven og trak grammofonen op.

Ud under UPs stjernebestrøede kuppel, og henover de mange fremmødte ”excellencers” hoveder og ører lød:

DO NOT GO GENTLE INTO THAT GOOD NIGHT,

RAGE, RAGE AGAINST THE DYING OF THE LIGHT

Otteogfyrretusindogto år senere fandt klabost-kaptajnen og provost-navigatøren Skibet på Pluto.

                      Det hed ”Heterodox” – men det kunne de jo ikke læse.

Næste kapitel “Heterodox” kommer snart

Prøv at huske

jul
08

(Dette er første kapitel af en scifi-novelle, der er kommet i stand på bagrund af en længere udveksling af kommentarer mellem undertegnede og Frederik, under Janus Andersens indlæg, hér på “Superkultur” med titlen “Udkast til en typologi over bibliotekarer”.)

  1. Kapitel “Bibliotekarerne”
Billedresultat for chris foss
Chris Foss

Det begynder med, at det holder op.

                      Tolv tusinde parsek ude registrerer klabost-kaptajnen en stjernes undergang, et solsystems udslettelse, en kosmisk katastrofe, allerede 48.000 år gammel, men tættere på ville skibet have deltaget. På ufordelagtig vis.

                      Han er en stolt mand, klabost-kaptajnen, men han er selvfølgelig ikke nogen ”mand”. Hans art, hans ”race”, nedstammer fra sneglelignende dyr, der opstod, og udviklede sig, på en planet, der kredsede om en stjerne, en sol, på den modsatte side af den galakse, der indtil nu – indtil for 48.000 år siden, indeholdt den stjerne og de planeter, han nu kan konstatere, er borte. For altid. Opslugte af deres eget ophav, forsvundne i nova-stormen, indkogte, fordampede og nedbrudte til enkeltmolekyler, der blæser bort fra en død stjerne på dens sidste energi-udladning.

                      ”Vi går ind!” siger klabost-kaptajnen. ”Rig 4 og Rig 5 nordlig; Rig 8 og 9 vestlig; placebo-fart: 8 calx-lumen over – skalvisige – 4,2 medianer i klauder-forløb? Provost-Navigatør?”

                      ”Sikret og indført!” svarer Provost-Navigatøren. ”4 over 9 bunratti.”

                      ”Rig 4 til 9,” kommanderer klabost-kaptajnen. ”Er det indført i loggen og udført?”

En skrattende stemme kommer over simultankonverteren: -indført&logget!

                      ”Sæt i værk!” beordrer klabost-kaptajnen, og trækker sit langagtige legeme bort fra skibets ”bro”, med en ordre om, at kobold-piloten overtager kommandoen.

Lad os i hvert fald – og for nemheds skyld – sige, at det er det der skér, for at undgå besværligheder.

Men hvad skete der?

Langt inden klabost-kaptajnen kunne registrere en stjernes død, en nova-kugle, der opslugte, pulveriserede og gjorde sine drabanter, sine planeter, til damp og støv og aske, konkluderede astrofysikeren Abraham von Kolwitz og Kosmologen Amanda Rwukidor, i deres artikel om ”A certain outlook upon, considering recent observations of, the impending end to the Solar System”: ” – det ser således ud til, at – af årsager vi ikke kender til fulde – vores stjerne, den vi kalder “Solen”, er i færd med at gå Nova, hvilket – udfra vore beregninger og observationer, fremsat i denne artikel – kunne ske om relativt få år. Dog kan vi ikke give noget bud på denne hændelse, idet forløbet først skulle have fundet sted om adskillige hundredetusinde, om ikke millioner, af år ude i den fremtid, vi intet kender til.”

                      En artikel Rwukidor og von Kolwitz blev indstillet til en Nobel-pris for – som de så ikke nåede at modtage, idet Solen gik Nova 2 år efter artiklens offentliggørelse.

                      ”Sådan går det” som der stod på resterne af en gravsten, der med 123.456 kilometer i timen, blev kylet ud mod Solsystemets grænse, da nova-stormen ramte Jorden.

Var Jorden og Solsystemet så borte og glemt for altid.

                      Både og!

                      Thi siden Eddison – Thomas … hvilket betyder ”tvivleren” – broadcastede sin ”Mary Had A Little Lamb”, havde Jorden, og Jordens befolkning, gennem mere end 100 år, udsendt en veritabel strøm, bølge, kaskade af informationer, som nu dannede en informationssky, langt hinsides Oort. En sfære på 100 lysår i både diameter og tykkelse, en torus, men også en berlinervankuchen, med Solen som glødende rødt marmeladecentrum.

                      Denne kosmiske vandbakkelse indeholdt informationer om menneskehedens gøren og laden, og som sådan var intet gået tabt – udover 8 milliarder menneskeliv, 156 billiarder arter af dyreliv og muligheden for at komme videre med og i lige præcis det nabolag. Men alt var ikke tabt, og derfor kom Bibliotekarerne, med klabost-kaptajnen ved roret og provost-navigatøren ved kontrollerne. For nu at forklare det enkelt. Og de havde umådelige ressourcer til deres disposition, idet “Brunhelderic” var et rumskib designet netop til opgaver som denne.

                      Tilbage står, at 1 planet i Solsystemet, ikke var pulveriseret i nova-chokket. Pluto.

                      Og den havde menneskeheden gjort brug af – i de sidste dage. Hvilket skulle vise sig, at være til mere besvær end hjælp.

(Kapitel 2: “Er der nogen?” kommer snart)

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Up in spaaaaace!

jul
01

Henne på youtube fejre Brick Bakery 50-års jubilæet for den første månelanding i HELE juli! I dag startede det med et KAPOW og et dyk tilbage til 1990’ernes rumudforsknings-LEGO! Tjek det ud 🙂