Park!
maj
16
I dag tager jeg det første skridt udi byforskønnelse i form af denne lille park! I byer er åbne rum og pladser lige så vigtige som bygningerne synes jeg – derfor en park!
Gnomon
maj
09
Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.
Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…
Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.
Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.
Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.
Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.
Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.
Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.
Bøger jeg løb sur i…
maj
06
Livet på landevejene er ikke, som alle 70’er og 80’er film om truckers lovede os. Der er ikke onde betjente med en grudge mod det farende folk, ingen rockere der skulle have tæv, ingen strandede single kvinder… til gengæld er det uendelig kedsomhed bag rettet før man når frem til sin arbejdsplads. Løsningen er… lydbøger! Og mange af dem.
Men ikke alle lydbøger er lige… heldige. Her er et par stykker, som jeg fik startet på, men som jeg aldrig nåede helt i land med. Og som jeg helt sikkert holder fast i.
Wonderblood: den her bog lovede så meget. Den har bestemt alle de ting som jeg elsker, men det var desværre ikke nok. Den foregår i et postapokalyptisk univers, hvor en forfærdelig kvægsygdom har devasteret USA og sendt samfundet på klassisk deroute direkte mod Mad Max land.
Folket har vendt sig mod præsteskabet der lover at når jorden er blevet gennemvæddet af tilstrækkelig mængder blod, så vil astronauterne vende tilbage og genskabe normaliteten.
Så alt i alt rigtigt lovende. Men en hovedperson uden rigtig noget drive eller agens. En masse karakterer der vandrer rundt i den skøre fantastiske verden uden rigtig noget fortællemæssigt formål, ud over at vise os verden. Så til sidst blev jeg træt af det hele, og da jeg især opdagede at det måske er første bind i en serie, så… droppede jeg den hurtigere end en baptistpræst i brugtafdelingen i en dildoshop.
Song of youth: Den her virkede også vældigt lovende. Jeg fandt den på en liste over “De 25 bedste cyberpunk bøger!”. Vi er i nærfremtiden og der er tre handlingsforløb. Vi følger nogle folk i eftervirkningerne på 3. verdenskringen i Europa. Der vandres rundt i det udbombede Amsterdam. Der diskuteres enormt meget om onde neofascister, der forsøger at bruge katastrofen til at overtage magten. Og på visse tidspunkter blev der sprøjtet enormt meget exposition ud, så meget at det virkeligt blev fjollet.
Derudover følger vi de politiske machinations mellem to fraktioner på den her enorme rumstation. Hvem skal bestemme. Mekaniker fraktionen eller Administratorerne.
Og endeligt følger vi den unge vilde rockmusiker, der i klassisk cyberpunk stil er mod alting! Og vred og ung! Rock & roll! Yeah!
Jeg gav op på bogen fordi det virkede som tre forskellige historier med hver sit tema. Technothriller i Europa, Nearfuture SciFi på Rumbasen og Cyberpunkt med den unge musiker. Forfatteren har forsøgt at få dem til at hænge sammen, men det virkede svært at tage de politiske problemer om beboelse og privilegier på rumstationen alvorligt, når man har atombombede byer fyldt med forhutlede og bestrålede flygtninge.
De søvnløse
maj
04
Fordelen/ulempen/konsekvensen ved at bo sammen med en tidligere bibliotekar er, at når man lægger en bog fra sig og siger ting som “Det var så grønlandsk science fiction“, er reaktionen “Så skal du læse Kim Leines De søvnløse!”
Så efter Grønland anno 2021 drog jeg straks videre til år 2025, hvor Leines bog foregår. Og måtte snart konstatere, at det i al fald i dette tilfælde var en fordel at have giftet mig, som jeg har gjort. For De søvnløse er en sært fængende lille roman.
Vi er helt nede på jorden – det er ikke en roman, der byder på store sf-elementer, men grundlæggende en lille omgang socialrealisme på baggrund af en svag fremskrivning. Det er et par år fremme i tiden, og der er krig i Europa – det er dog ikke noget, man mærker det store til på Grønland, andet end som en baggrundsstøj. Man arbejder på at få erklæret Grønland selvstændigt, altimens krigen breder sig gennem Europa, men det er også blot endnu en tone i baggrundsstøjen – vore personer har nok at tage sig til med dagen og vejen.
Og personer (og dermed problemer) er der nok af i De søvnløse – oftest gribest jeg bedst af et velkomponeret blot eller en velbeskrevet verden, men lige her er det personerne, der fænger. For Leine bevæger sig glidende og let gennem det ene sæt øjne efter det andet – vi starter hos den kræftsyge Carina, gliver umærkeligt videre til hendes mand, Ejnar, og fra ham videre og videre gennem historien, til vi når en slutning. Det er stream of consciousnesses snarere end stream of consciousness, og det er en listig strategi, der lige så umærkeligt som skiftene trækker læseren videre i teksten. Nogle gange må man stoppe op og læse lidt tilbage, fordi man har været uopmærksom på det forkerte tidspunkt, og stemmen nu er en anden, men det er skrevet med en sådan lethed, at man ikke lader sig irritere over det, men måske snarere krummer et øjenbryn ad sig selv.
Leine er kendt både for barsk socialrealisme og historisk fortælling, gerne i omfangsrige bøger – De søvnløse er en lille sag på 200 sider, som man blæser igennem, og måske derfor virker det, som om den er blevet overset i skyggen af de andre. Anmelderne på de store aviser var i al fald ikke vilde med den, men det vil jeg så tilskrive en fejl hos dem – det virker, som om de har forventet mere af det samme. De søvnløse er nok ikke bogen, man skal kaste sig over, hvis man forventer det – eller for den sags skyld, hvis man forventer “rigtig” science fiction, for de elementer er som sagt sparsomme, men den var i al fald for undertegnede en overraskende, gribende oplevelse.
Episk #zombie haiku, 3. del
maj
03
Og hermed tredje og sidste del af Episk #zombie haiku i handy pdf-format.
Første del er her.
Anden del her.
Mere by til alle!
maj
02
Jeg tænkte det var ved at være længe siden i havde fået en opdatering fra Bakersville! Enjoy!
1. MAJ
maj
01
Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål! Jeg mener: Rød Front!”), så bunder det i både en samfundsanalyse – begået af d’herrer Engels, Marx, Lenin m.fl. – og en gedigen “Future History”.
I henhold til marxismen sér samfundsudviklingen sådan hér ud: – Ur-kommunisme, Slave-samfund, Feudalsamfund, Borgerligt samfund, Socialistisk Samfund (nej vi har ikke!) og Kommunistisk samfund. De forskellige trin er afhængige af den teknologiske udvikling – og det kan man altsammen selv læse mere om, anderswo (pas nu på ikke at kløjs i Proletariatets Diktatur og Negationens Negation – men bemærk dog at “dialektisk materialisme” har interessante “gudbørn”: – “Schumpeterian Chock” (Økonomi), Punctuated Equlibrium (Palæontologi) og Bølge/Partikel-problemet (Fysik, Kosmologi)).
“Future History” kender vi fra science fiction. Heinlein havde én, Niven har én, Asimov havde i den grad én, og Poul Anderson konstruerede også én (faktisk to – men skidt med det). Vi taler om The Polesotechnic League og The Terran Empire. Faktisk udspringer det sidste af det første – sådan er det (jvnf. ovenfor – hæhæ – selv en libertær amerikaner slipper ikke!)
Hérunder har vi lige et gruppe-portræt af den polesotekniske ligas fremskudte krejler-falanks:
Det er John Schoenherr, der har malet dem
Det er egentlig ret sjovt, at Anderson griber tilbage til hanseaterne, de Lübeckske (Lybske?) købmænd, og konstruerer sin figur Nicholas Van Rijn over Christian IV i form og statur (Nej, Chr. 4-tal byggede ikke Rundetårn – det gjorde murerne og tømrerne). Men hvorfor faen Rembrandt skal blandes ind i det (det er hans efternavn), sé, det vides ikke. Men flot ser det ud!
I henhold til Anderson er det således Christian d. 4. – undskyld: Nicholas van Rijn, der gennem sin entreprenante “købmands-virksomhed”, across the universe, skaber grundlaget for det feudale “Terran Empire”.
Kunstneren hedder Michal Whelan
I historierne om Den Polesotekniske Liga, er det oftest van Rijns protegé, David Falkayn, der er hovedaktør, med samt hans kompatrioter: Kattevæsenet Chee og den kentauroide drage Adzel. Og i beretningerne om det senere Terranske Imperium, hedder hovedpersonen Dominic Flandry. Man bemærker initialerne (gør man ikke?), og der ymtes da også noget om, at de to kanutter er i familie med hinanden – på sådan en seks-syv hundrede års afstand, men hva’ faen; er det Future eller det ikke Future, que’s que ce?
Men hvor Falkayn “kun” er Falkayn, i alle de historier der handler om ham (og van Rijn og alt muligt), så er Flandry en figur der udvikler sig – dvs. han bliver ældre og stiger i graderne – fra fodtusse til vice-admiral.
Vi har et ungdoms billede:
Maleristen er igen Whelan
Og evigt er han på jagt efter den “sande kærlighed” (og finder den, og mister den), samt beredt på at tilbageholde “Den Lange Nat” – Imperiets uafvendelige fald (tjek Gibbons – og nu du er igang: tjek Asimov OG Gibbons – tjek i det hele taget “Imperium”; start med Wikipedia).
Poul Anderson er i mange sammenhænge lidt oppe at køre på, at han har en skandinavisk baggrund. Det kan man se på mange af de navne han beklæder sine figurer med, og man kan navnligt se det ifht romanen “Tau Zero”, der både er en – hm – palimsest over Harry Martinssons “Aniara” samt bygger på ideen om et “skandinavisk” verdenssamfund. Dette kun nævnt fordi Harry Harrison, der faktisk har boet i Danmark (og rigtigt mange andre steder), i en historie om The Stainless Steelrat bygger handlingen op omkring en særlig planets højtideligholdelse af “Grundlovsdag”.
Men altså: – i en af sine ungdomseskapader, som agent for Imperium Terra Cognita – om man må være så fri – nemlig i historien “A Message In Secret”, fra samlingen:
- er stakkels Dominic Flandry havnet på en vildt fremmed, og hidindtil glemt, planet, hvor nogle fæle efterkommere af nogle sovjet-russere kører rundt på nogle motorcykler som man skal styre med knæene.
- Stakkels Dominic er “in dire straits”, for skulle de der fæle sovjet-kommunister nu finde ud af, at han er agent for Imperiet, så står den på borscht, gulag og nakkeskud. Så hans “objektiv” er at komme derfra – men hvordan? På en eller anden måde må han have sendt et signal ud i verdensrummet, så der kan komme en redningsflåde. Han ransager derfor sit samlede tankegods, og får lidt hjælp – (!) – af et lokalt tøsebarn, og kommer på en genial idé. Det er er nemlig snart 1. maj, og det får han så overbevist den sovjet-kommunistiske øvrighed på planeten om er noget at fejre. For det gjorde deres forfædre. Og han skal på det bestemteste nok stå for udsmykningen til denne Arbejdernes Helligdag. Ikke noget dér, kammeratnik!
- Ergo: – to fluer med et smæk:
Og når han så er færdig med at male på alle pylonerne, over hele den ganske sovjet-russiske hovedstad på planeten, hvad står der så?
MAYDAY MAYDAY MAYDAY
Så fortsat god 1. maj, og på lørdag har JEG fødselsdag: May the fourth be with me!
På en blank og vårfrisk dag ….
Head On
apr
27
Min kones modvilje mod krimier har været rygraden i vores forhold – eller i al fald et fast element. Men forleden blev hun – sandsynligvis påvirket af ferie – grebet af trangen til at læse en kriminalroman, mere specifikt en af Elly Griffiths bøger. Skræmt af denne indsigt kiggede hun op på mig, mens nye muligheder åbnede sig i hendes tanker.
“Vent, findes der egentlig science fiction-krimier? Har du LÆST science fiction-krimier?”
Jeg kunne vifte med bogen, jeg holdt i hånden, nemlig John Scalzis Head On – og dernæst bremse mig selv i monologen om, hvor megen klassisk sf der egentlig er krimier. For det er en god struktur til at bringe læseren ind i en fiktiv verden – hovedpersonen må i sagens natur ud og lede efter en skyldig, og læseren bliver taget på sightseeing i det miljø, forfatteren har opbygget. Det har klare fordele og selvfølgelig et par enkelte ulemper.
Head On falder over en enkelt af dem – nemlig at det er svært for en sf/krimiforfatter ikke at finde på en intrige, som er vævet dybt ind i det novum, der adskiller denne fremtid fra vores. I dette tilfælde befinder vi os noget tid, efter Haden-viruset har hærget verden – de ramte er ude af stand til at bevæge sig eller kommunikere, men ved hjælp af indopereret teknologi er de nu blevet i stand til at fjernbetjene robotkroppe. Og – halleluja, kapitalisme – de robotkroppe kan naturligvis bruge i en ny ekstremsport, Hilketa. Grundlæggende fodbold udsat for computerspilslogik: fang en af modstanderne, hug hovedet af ham og brug det til at score point med.
Der er ikke noget at sige til, at det er en populær sport.
Men en dag dør en af spillerne, da hovedet rives af hans robotkrop – noget, der burde være umuligt. Måske er det ikke bare et hændeligt uheld, og den mulighed må FBI-agenten Chris Shane efterforske i sine robotkroppe. På bedste krimivis viser det sig snart, at der er folk, som ikke er glade for det.
Head On er god, lige ud ad landevejen science fiction. Det er spændende, det er sjovt, det er actionpræget, og der er gode ideer. Som nævnt kunne man måske godt ønske sig fornemmelsen af, at denne verden eksisterede som andet end en mulighed for at fortælle lige præcis denne historie, men skidt – det er en fornøjelse at læse sig fra start til slut, så man bør ikke klage.
“The most entertaining, accessible writer working in SF today,” citeres Joe Hill for på forsiden, og det er præcis, hvad Scalzi leverer her: underholdende og lettilgængeligt. Det er en god roman at smide efter folk, som ikke er inde i genren – den beskrevne verden præsenteres uden unødvendigheder, og man tages høfligt ved hånden hele vejen. Mere vante læsere kan slappe af og nyde turen.
Trehundrede år efter
apr
20
Hvor længe kan man have en grønlandsk science fiction-roman stående i samlingen, førend man bliver nødt til at læse den?
Svaret, viser sig, er: ret lang tid endda. Men forleden stak Augo Lynges “Trehundrede år efter” ryggen frem mellem alle de tykkere bøger, og det var en sjov lille oplevelse. Første indtryk var af en lidt klodset 80er-roman, men en nysgerrig googling bød på et par overraskelser – kun den danske udgave var fra 1989, mens “Ukiut 300-nngornerat” faktisk er fra 1931 – og tillige er den anden grønlandske roman overhovedet. Som en cadeau til grønlændernes forestillingsevne var romanen før den, “Sinnattugaq” (En grønlænders drøm) fra 1914 faktisk også en fremtidsroman.
Titlen 300 år efter er den fjerne fremtid 2021 – som jo så altså var noget fjernere ved bogens undfangelse – 300 års jubilæet for Hans Egedes landgang i 1721. Forfatteren var lærer, sidenhen politiker, og den baggrund benyttes som undskyldning for at fremlægge lidt fremtidsvisioner for Grønland. Starten er grundlæggende et infodump, der er Arthur C Clarke værdigt: af typen “Nu er det jo længe siden, at du har været på de her egne, så lad mig lige fortælle dig, hvordan det står til her på Grønland.”
Dernæst tager historien lidt af en drejning, idet to europæere røver en bank og stikker af med den fyrstelige sum af 50.000 kroner. Vore to helte drager ud for at fange, og det meste af bogen er denne jagt, der kommer til at tage ret lang tid, da en vældig storm rammer området. Det er en pudsig oplevelse, da vi går fra forklarende samtale til noget, der føles som at læse en gammel drengeroman – for så at ende (SPOILER-ALERT) ved festligholdelsen af de 300 år med en gennemgang af Grønlands historie og udvikling og så en lille happy end-sløjfe.
Det er hurtigt læst og ganske hyggeligt. Men der er ærligt talt ikke den store fornemmelse af fremtid – i de 90 år, der er gået, siden bogen blev skrevet, virker det mest, som om resten af verden har stået stille rent teknologisk, men Grønland har udviklet sig stille og roligt – så man nu kan lytte til koncerter fra hele verden via radioen, hurtigt telegrafere og flyve, som man ønsker. Det er en positiv vision for landets fremtid, men også ret så naivt og pastoralt.