SUPERKULTUR

Requiem

dec
09

Jeg burde nok starte med en SPOILER-ADVARSEL. Eller rettere: jeg burde faktisk starte med en specialfremstillet DUCK AND COVER-VIDEO til lejligheden, for de ting, der gør Requiem fed, bør man ikke vide, før man ser den – og jeg har lyst til at rante, så jeg vil nævne dem. Så måske burde du bare ignorere den følgende tekst og gå videre med dit liv. Vær et godt menneske og undlad at smadre dig vej gennem folks liv som en beruset gorilla (det er forresten noget af det, der IKKE er så godt ved Requiem).

Du er advaret.

Jeg kastede mig over Requiem i forventningen om en krimi-/spændingsserie med lidt dyster baggrund – jeg havde ingen tanker om overnaturlig horror. Men snart begyndte historien at blive krydret med små indfald, der måske kunne vise hen på noget sådant. Okay, tænkte jeg og forberedte mig på at skulle tilgive den, at det hele bare var i hovedpersonens syge sind eller fundet på af manipulerende skurke i skyggerne. Det har ikke været okay, siden smuglere igen og igen klædte sig ud som spøgelser i alverdens børnedetektiv-bøger i min ungdom, men okay, hvis nu resten af historien var okay, så kunne det vel gå an.

I stedet udviklede Requiem sig over de seks afsnit til rendyrket overnaturlig horror – endda en historie, som jeg kun ville have forventet at læse og ikke at se. Som en ekstra bonus var den del af historien super godt gennemført – det overnaturlige element fik den nødvendige vægt, fordi det voksede laaaangsomt frem. Kobl det på en kriminalfortælling, og så har man åbenbart en ganske god opskrift.

Var det blot det, ville jeg have anbefalet serien uforbeholdent.

Men åh, Requiem trykket hårdt og gentagent på en horror-antipati, jeg har – lad os kalde den Rosemary-knappen efter lige præcis hende med babyen. Rosemary-knappen er horrors tendens til at bruge en kvinderolle, gerne i hovedrollen, der accelererer fra at opføre sig tilforladeligt til at udstråle psykisk sygdom med tusinde soles kraft i løbet af ingen tid. Som regel har Rosemary grund til at opføre sig sådan (fordi, nåja, der er en sammensværgelse, og hun er gravid med antikrist eller noget lignende), men springet er gerne så abrupt, at man tænker, alle biroller i historien burde meldes for ikke at få hende tvangsindlagt (naturligvis med undtagelse af Satans medhjælpere eller hvad de nu er i den givne historie).

Requiem har nok det værste tilfælde af Rosemary, jeg længe har oplevet.

Matilda Gray er cellist og frisør-offer. Hendes mor dør under mystiske omstændigheder, og snart får Matilda mistanke om, at moderen slet ikke var moderen, og at det altsammen hænger sammen med et lille barns forsvinden 23 år tidligere i en walisisk landsby. Sammen med en ven og kollega drager hun afsted – og accelererer til manieret irriterende kvindemenneske, der er komplet ude af stand til at forestille sig andre menneskers eksistens og ret til at eksistere, fordi Matilda har brug for noget, og hun har brug for det NU!

På det punkt var det lidt som at se Klovn eller anden krumme-tæer-komik, der virker som et forsøg på at få seeren til at kigge væk. Det gav mig ærligt talt en smule stress, som desværre ikke altid kunne balancere med ønsket om at vide, hvor historien gik hen. Matilda farer som en Boris Karloff-Frankenstein på speed gennem folks liv og spreder ødelæggelse omkring uden på noget tidspunkt at forstå, at hun gør det (jeg kan mærke, at mit blodtryk stiger ved tanken). Havde dette aspekt af serien været håndteret lige så flydende som det overnaturlige, havde jeg nok været lidt forelsket – lige nu føler jeg mig lidt som en, der er sluppet ud af et tvivlsomt forhold og langsomt er ved at indse, hvor toksisk det var.

Men alligevel… det var nu en god historie.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #1

dec
06

Der findes et forbund, som eksisterer på tværs af tid og rum. Dets navn, som har måttet tage hensyn til dette, har dannet grundlag for en helt ny grammatik og er derfor svært at gengive her, men det er et forbund bestående af tidsrejsende.
Den første paragraf i deres reglement indledes med disse ord:
“Det er enhver tidsrejsende – eksisterende eller paradoksstabil – forbudt at kontakte eller besøge den 28. juni 2009 eller 30 megasekunder ad alle akser fra disse temporale koordinater.”
Disse ord efterfølges af adskillige terabyte data, hvis funktion er at lukke ethvert smuthul – og dem er der mange af, når vi taler tidsrejser.
Man behøver ikke være detektiv for at finde grunden til denne regel, for forbundet forstår vigtigheden af at dokumentere historien. Det kræver dog en vis ihærdighed, for forbundet dokumenterer både omfattende og effektivt. Men bruger man tiden, vil man finde en sanseemulation af tidsmaskinens opfinder og forbundets stifter.
Hans ansigtskulør og mimik siger meget, men ordene taler for sig selv.
“I kan rejse herfra og til evigheden på grund af mig, så I gør, som jeg siger. Da jeg var 12, holdt jeg en fest, og alle blev væk på grund af den infame lille Hawking. Jeg svor hævn, og tidsmaskinen eksisterer kun af én grund: så han kan føle, hvordan det er. Så hvis nogen af jer så meget som overvejer at tage til den fest, vil jeg kneppe jeres mor, bedstemødre, oldemødre og videre gennem tiden, til I bliver så indavlede, at I ikke kan kende forskel på sekunder og timer!”

Stephen Hawkings tidsrejsefest

dec
04

Det er svært at bevise, at noget IKKE eksisterer. Men det betyder jo blot, at man må tage alternative metoder i brug – i Stephen Hawkings’ tilfælde var det f.eks. den videnskabelige anvendelse af passiv-aggressivitet.

Den 28. juni 2009 afholdt den kørestolsbundne (og nu afdøde) fysiker en fest – der var balloner, der var champagne, og der var et velkomstskilt. VELKOMMEN TIDSREJSENDE, stod der på det. Desværre var det også en lidt trist fest, for ingen gæster mødte op, om de så var tidsrejsende eller ej.

Forklaringen, ifølge den forsmåede vært, var naturligvis, at invitationerne til festen først blev sendt ud dagen efter selve festen. Og at tidsrejser derfor skulle være modbevist. Indrømmet, det var måske ikke et endegyldigt bevis, indrømmede Hawking – gæsterne kan/kunne/vil kunne stadig møde op, hvis blot de er med på at destruere rumtiden.

Like any reasonable scientist, Hawking didn’t contend that his experiment constituted incontrovertible proof that time travel can’t one day be possible. At the festival in Seattle, Hawking noted that fellow theorist Albert Einstein “seems to offer the possibility that we could warp space-time so much that we could travel back in time.”

But Hawking cited one of his many disagreements with this idea.

“However, it is likely that warping would trigger a bolt of radiation that would destroy the spaceship and maybe the space-time itself,” he said.

Jeg legede lidt med alternative forklaringer på, hvorfor Hawkings eksperiment fejlede, for noget tid siden, men da han jo desværre rullede hen og døde, ventede jeg lidt med dem. Nu tænker jeg, at jeg vil smide dem op her som småhistorier det næste stykke tid – og invitere andre til at være med på det dybt videnskabelige undersøgelse af tidsrejsens mulige bekomst.

(og i forlængelse deraf har jeg oprettet en ny kategori, kaldet Fiktion, hvortil jeg har flyttet slige tekster overi – denne afart får sit eget tag).

Så’ det jul!

dec
03

Hele december står i julens tegn henne i Klodsbageriet – kom og vær med 🙂

All the Birds in the Sky

dec
02

Jeg havde lykkeligt glemt alt, hvad jeg måtte have læst om All the Birds in the Sky, da jeg gik i gang. Jeg vidste, at Charlie Jane Anders have været med til at stifte Io9, at der var noget med, at man skulle have et foretrukket pronomen for øje, og at bogen havde gået en masse gode ord med på vejen her og der. Derudover var der nok et svag forventning om noget god science fiction, selv om det ikke ligefrem strålede ud af forsiden.

I første kapitel bliver man præsenteret for Patricia – hun er pige, hun er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, hendes søster er ond, hendes forældre forstår hende ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at hun er en heks, der kan snakke med fugle. Patricia er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i en YA fantasy-roman af den slags, markedet flyder over med for tiden.

I kapitel to møder vi så Laurence – han er dreng, han hader udendørslivet, men elsker videnskab og teknik, han er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, og hans forældre forstår ham ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at han faktisk er så god til det med teknik, at han bliver indlemmet i et fællesskab af ældre ligesindede. Laurence, der ikke vil kaldes Larry, er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i den slags ungdomsromaner, science fiction har elsket i årtier.

I kapitel 3 mødes de to, og i kapitel fire introducerer vi for et medlem af et snigmorderlaug – han har set fremtiden, og der er de to skyld i verdens undergang. Derfor må de naturligvis dø, hvilket han ikke har det store held med, blandt andet fordi laugets regler forbyder mord på børn.

Det var altsammen noget anderledes end de indrømmet noget vage forventninger, jeg havde til bogen – men jeg kan ikke komme udenom, at det også var underholdende. Anders formår at balancere lige der, hvor man føler, det burde være fjollet, men man lader sig overbevise og smutter videre i historien for at se, hvad det skal føre til.

Blandingen af science fiction og fantasy fungerer overraskende godt. Men den grundlæggende logik i fortællingen er dog nok hentet fra fantasy-delen, for som overvejen sf-læser savnet jeg måske en underlæggende orden eller pointe med det hele – på den måde kommer All the Birds til at føles lidt som en tv-serie; jeg var personligt ret langt i bogen, før det gik op for mig, at jeg stadig ventede på, at selve historien skulle gå i gang. Der skete ting, og det var en fornøjelse at læse, men jeg havde ikke en fornemmelse af, at det var på vej nogen steder her. Skidt med det – måske er de knuder, historiens bånd knytter, ikke helt tilfredsstillende, men man følger dem med glæde og en vis spænding.

All the Birds in the Sky er en vellykket afslapningsbog. Og for yngre læsere vil den sikker være andet og mere end det. Der kunne den være en god introduktion til begge genrer, og hvad mere kan man ønske sig?

Klokkeklang

nov
30

Når man sidder i et tog med en gammel notesbog, dukker der somme tider sære ting op.

NØRDERI I 2.

nov
21

For tiden genlæser jeg – for pokker må vide hvilken gang – Arthur C. Clarkes “Against the fall of night”. Når jeg siger “for tiden”, så er det ikke fordi romanen er særlig lang, og derfor ville tage lang tid at komme igennem, men fordi den er udnævnt til “go’nat-læsning”. Man kan så at sige, sige, at jeg falder i søvn til den. Ikke fordi den – så at sige(!) – er kedelig, men fordi jeg kender den; genkendelsens beroligende effekt. Eller: – det troede jeg ihvertfald.

Billedresultat for against the fall of night

Så sker der det, at Jakob smækker den her MOC-dokumentar på bordet, som aktiverer et associations-gen, der sender mig tilbage i tiden.

På hedengangne ESSEF skrev jeg et indlæg om Clarke, navnlig med hensyntagen til fire historier/noveller/romaner, der synes at have et fælles tema. Og her taler vi om “Against the fall of night” (sikkert også om den omskrevne udgave: “The city and the stars”, som jeg faktisk ikke har læst, beklager), “The lion of Comarre”, “The road to the sea” og “The wall of darkness”.

Billedresultat for the lion of comarre

Relateret billede

Relateret billede

(det er altså The Road To The Sea, selvom der står noget andet)

Billedresultat for the wall in darkness arthur c clarke

 

Alle fire historier handler om utilpassede unge mænd, der føler at verden omkring dem er for trang, samt at der ligger hemmeligheder til grund for den idyl, der tilsyneladende omgiver dem. Drengene hedder henholdsvis Alvin of Loronei, Brant, Shervane og Richard Peyton III.

I mit essay/indlæg på ESSEF gjorde jeg gældende, at de sådan set var i familie med hinanden, om ikke ligefrem avatarer af den evige ungdomsoprører (hvorfor må jeg ikk’ få beatleshår? Hvorfor skal jeg altid klippes, mo’r?)

Og det skal jo nok være rigtigt, når jeg nu selv har skrevet det 🙂

Sideordnet er det faktisk lidt sjovt (associationer, igen), at der optræder figurer af sfinxer i både “The road to the sea” og i H.G. Wells’ “The time machine”:

Billedresultat for Virgil Finlay time machine

(Virgil Finlay)

For ligeledes er vejen fra Diaspar til Lys (Against the fall of night) gemt “under” en statue; og ligeledes er Shastar (The road to the sea) en større udbredelse under jorden end over. Og det hele summerer sig måske op til noget med “laaaaaaaaaaaaang tid”, som er gået, før de unge mænd griber til fadet.

(vi er kommet lidt langt ud, ikk’? Skal vi komme tilbage?) Herfra “spoilers”:

“Many and strange are the universes, that drift like foam and bubbles upon the river of time”. Dette er indledningen til “The Wall in Darkness”, som handler om gutten Shervane, der finder ud af hvor lille et kosmos, han bebor, og hvor mærkeligt det er. Muren i mørket er grænsen for dette univers, idet det, som en möbius-strimmel, folder sig tilbage i sig selv. En anden slags fortælling, ad samme spor, kan findes i David I. Massons “Traveller’s Rest” eller Christopher Priests “Inverted World”.

I Jakobs MOC ser man en hest, der er på vej over en bro. Det er godt nok. Men hvad med skiltet? Se lige på skiltet! Javist er det en rundkørsel, men da dette foregår i Shervanes univers, og længe efter hans død, så er Maia og hendes hest på vej ind i möbius-terræn. Og det er derfor hesten tøver.

Men så sker der det … – så sker der det: Igår aftes opdagede jeg, at der på side 156 i

Billedresultat for the lion of comarre

nævnes at: ” … the loveliness which such artist as Shervane and Perildor had created for men’s eternal admiration.”

Så hvis Shervane, der lever i absolut lukket univers, også optræder i Alvins fortid …. – men den skal jeg nok bare lad stå, og lade andre om at udlede. God fornøjelse, og pas nu på jer selv derude 🙂

Mødet er hævet. Tak for god ro og orden.

Hvad en ravn dog ikke må stå model til

nov
20

Det er altid sjovt at genkende en skuespiller i en gammel film, som man slet ikke ville forbinde med vedkommende. Det samme kan nogle gange gøre sig gældende, når man ser bogforsider. Som nu ravnen her:

Her forsøger den at vise vej til “en åndelig sanseskabt og derfor udvidet forståelse af virkeligheden” (SPOILER – den er gemt i dig). Men hvor har vi nu set den før? Nåja.

På forsiden af Enter Darkness’ antologi af horrornoveller! (Som forresten har nogle okay historier, så vidt jeg husker – Jette har en anmeldelse). Det er jo tydeligvis en sulten ravn, så den må tjene penge, hvor den kan.

Og som en bonus:

Valetas apokalyptiske antologi-model, der også reklamerede for en kontrafaktisk spændingsroman.

Så er der fantasy!

nov
19

Jeg har kastet mig ud i noget fantasy-agtigt! Tag et kig 🙂

Ghoul

nov
17

Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.

Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.

Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.

Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.

Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.

Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).

Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.