SUPERKULTUR

Livet

jun
27

Scifihaiku

jun
27

World is overrun
I’m all out of bubble gum
An epic fist fight

Rider af Deneb

jun
26

Som en udpræget nørd, så ender man ofte med mange mærkelige og besynderlige nørd dimser. Jeg har f.eks. en Tintin måneraket, jeg har en Lacus Clyne actionfigur og hvis man trykker på hende, kommer hun med opmuntrende citater fra anime serien Gundam Seed.

Men det mærkeligste jeg har er nok den her. Et adelsbrev fra det 3. Imperium, til en post som rider på planeten Deneb. Uheldigvis har Kejser Strephon desværre glemt at skrive kortet under, så det er ikke sikkert at det vil blive godkendt.

Jeg fik kortet i en terningepakke fra sciencefiction rollespillet Traveller. Det er et af de ældste SF rollespil og udkom første gang i 1977 og har siden kommet i 10 forskellige udgaver.

Det er old school SF; FTL rumskibe, aliens, kejserriger og gamle racer der ligger og lurer i baggrunden. Det er nok ikke helt forkert at sige, at de har skævet ret meget til Asimovs Foundation serie, da de byggede settingen.

Wonder Woman

jun
26

Jeg tror, finanskrisen ramte Wonder Woman hårdere, end vi har forstået.

Scifihaiku

jun
26

Food in space is paste
The astronauts are the kids
Who used to eat glue

Sand rædsel

jun
25

Jeg ser ikke gyserfilm. Spændende film med overnaturlige elementer? Jo tak. Gyserfilm? Nix, aldrig. Jeg har fundet ud af at jeg synes de er uhyggelige.

Der er primært filmen The Ring, der overbeviste mig om at jeg skal holde mig fra genren.

I The Ring er der et forbandet videobånd, som den ubehagelige spøgelsespige med det lange sorte hår, bruger til at finde sine ofre. Fra man har set filmklippet, så går ser 7 dage før spøgelsespigen Samara kravler ud af ens fjernsyn og man dør.

Licenskontorets pejletjeneste ved altid hvor du bor

Jeg synes spøgelser er uhyggelige. Ideen om vrede, usynlige og ondskabsfulde post-livs entiteter, der går rundt og holder øje med en er jævnt skræmmende. Det er ikke at jeg tror på spøgelser, for det gør jeg ikke. Jeg tror ligeså meget på spøgelser som på engle, men derfor kan spøgelser jo stadigt godt være jævnt uhyggelige.

Lovecraft monstre på den anden side har slet ikke den samme uhygge fornemmelse. Det er blot store, vumle tentakulære tingester. Dem er der da ikke noget skræmmende ved.

”Ja ja, men hvis du så en Shoggoth i virkeligheden, så ville du nok blive totalt forskrækket der!”

Bøh! Jeg er et totalt uhyggeligt tentakelmonster!

Ja det ville jeg sikkert, men det gør dem ikke mere uhyggelige som et litterært koncept. Djævelen skræmmer mig heller ikke, men skulle han (eller hun) dukke op så ville jeg nok også blive lidt befippet.

Okay, men hvad var det så ved The Ring, der gjorde så stort et indtryk? Jo, på det tidspunkt hvor jeg så den, boede jeg i en etværelses lejlighed. Og mit fjernsyn stod for fodenden af min seng. Så når man lige har set en film, hvor frygtelige spøgelsesmonstre kravler ud af tv´et for at myrde folk, så kunne det nok være, man nemt kunne ligge med dynen op til snuden og mistroisk kigge på fjernsynet…

I det mindste var det ikke mit nuværende tv. Det har det nemmelig med at tænde og slukke for sig selv automatisk. Måske opdaterer den, måske overvåger det mig, jeg ved det ikke. Men i det mindste står den ikke i mit soveværelse.

Men skulle det værst tænkelige ske, så har jeg lavet en femtrins plan hvis Samara dukkede op i mit fjernsyn

1) skrige hysterisk og vift manisk rundt med armene

2) skrige lidt mere og løb hen til bogreolen og stød ind i alle møbler undervejs

3) træk turist-katanaen og stå i en cool pose

4) choppe det langhårede og ondskabsfulde spøgelse med turist-katanaen

5) gentag punkt 4 indtil det trælse spøgelse ligger stille

Lastmesterkran!

jun
25

Så er der noget mere -hejs- på tuben! Den er gul 😀

Scifihaiku

jun
25

Is your life boring?
Augmented reality
Work day now orc day!

Day of the Dead: Bloodline

jun
24

Apropos den tidligere snak om fandom og berettigelse: jeg er ganske overbevist om, at mindst en af personerne bag Day of the Dead: Bloodline er blevet udsat for Romeros zombietrilogi på et kritisk tidspunkt af sin opvækst – og som en af de vandrende dødes bid har den smittet ham med zombievirussen. I stedet for lysten til at bide andre har den så givet ham (eller hende – assholery is equal opportunity) lysten til at smitte andre med sin kærlighed. Romero kunne skabe en nyklassiker på ganske få penge og en god portion vilje, så hvorfor skulle vor person så ikke kunne det samme?

Og på et tidspunkt er han så havnet i en situation, hvor nogen har sagt: “Hvad med at genfilmatisere Day of the Dead?” Den er seriens svageste kapitel, så det er nærliggende at tænke, at man endda kunne gøre det bedre. Så vi har en militærbase og en zombie, der udviser tegn på intelligens – men du ved: better and faster and stronger. Så zombien er en voldtægtsforbryder, der ser apokalypsen som et mindre afbræk i sit forehavende og infiltrerer militærbasen for at finde sin “udkårne”, Zoe. Max, som han hedder, glemmer undervejs alt om de begrænsninger, der normalt betegner en zombie… nej, lad mig omformulere: folk bag glemmer, at de laver en zombiefilm i stedet for en superpsykopatvoldtægtsmandfilm, og Max er ærligt talt blandt filmens mest intelligente karakterer.

Men har det noget som helst med Day of the Dead at gøre? Udover lidt fifleri med Max’ visuelle side: nej.

Day of the Dead virker som resultatet af fanberettigelse koblet med Dunning-Kruger. Der er den særlige scorecard crowd-tilgang, hvor originalens kvaliteter må gøres til noget, der kan måles og vejes, og i den her genre er den letteste måde at gøde det, at se på effekter og mængden af blod. Så blodårer er eksplosive, og der er et godt body count, og der er ingen tvivl om, at folkene bag har syntes, det var fedt med.

Men det er det ikke. Det er dumt på den der måde, som ikke engang er sjovt.

Scifihaiku

jun
23

I was born too late
All the best ones are long gone
No good usernames