SUPERKULTUR

Scifihaiku

jun
21

New florist in town
He sells the strangest roses
“Algernon Flowers”

Hellboy

jun
20

Ingen superhelt er for evigt død, og det ser ud til at Hellboy heller ikke er helt færdig. Med Hellboy in Hell troede jeg faktisk at det var slut med karakteren, og at Mignola ville fortsætte med BPRD serien og vise hvad der sker i den apokalyptiske verden efter Hellboys død.

Men nu ser det ud til at der kommer nye Hellboy udgivelser (det har der faktisk gjort noget tid, jeg har bare ikke været klar over det før nu). Serien Hellboy and the BPRD starter tidligere i Hellboy kronologien med 1952, og for hvert trade paperback går serien et år op i tid. Der er udkommet tre samlehæfter indtil videre og den seneste kom i januar i år, så der går nok lidt tid før den næste kommer.

Med undtagelse af det første hæfte, så er serien i stedet en antologi, med små stand alone historier. Og det format har altid passet Hellboy godt. Jeg har ikke læst nogle af de nye endnu – som bekendt troede jeg han var forsvundet for tid og evighed – så jeg ved ikke om de er gode. Men jeg skal da helt sikkert have fat i dem, næste gang jeg er i Fantask.

 

Scifihaiku

jun
20

Can’t stop a fire
But he knows how to burn books
Guy Montag: Fraggle?

Ulempen ved science fiction

jun
19

Jeg kan godt lide science fiction, men jeg bliver altid lidt nervøs over de mennesker, som synes, de skal føre den ud i livet.

So, Elon Musk has claimed he is a “utopian anarchist” in a way he claims is best described by the late science fiction author Iain M Banks. Which leads to one very relevant question: has Musk actually read any of Banks’s books?

Does Elon Musk really understand Iain M. Banks’ ‘utopian anarchist’ Culture?

Sport med ekstra sport!

jun
19

Nu hvor sportsfeberen fejrer over verden, nu med WM i bold og snart med Tour de France – så er det vist på tide med en tribut til de kække sportsmænd. Vi giver ordet til Red Warszawa…

Hvad har det med scifi og fantasy? EPO? Det er da total cyperpunk. Og så er det sjovt at drille Bjarne “Jeg har aldrig dopet mig” Riis.

Scifihaiku

jun
19

Alien shot down
Willkommen bienvenu welcome
Get punched by Will Smith

Bladre-bladre!

jun
18

Mere 90’er nostalgi!

Scifihaiku

jun
18

Did you kill grandpa?
By all temporal logic
You are now Hitler

Kaptajn Knytnæve

jun
17

Hvad får man, hvis man tager en superhelt med kæmpekræfter, men ingen rigtig betydningsladet oprindelseshistorie? Ét resultat er i al fald One Punch Man, der kan ses på Netflix med en del fornøjelse til følge.

Det er en af den slags serier, der føles som en skyldig fornøjelse, fordi den blinker til seeren og siger “Vi ved godt, at vi egentlig er for gamle til superhelte, så her gør vi lidt nar af dem”, samtidig med at den leverer gennemførte superhelteslagsmål med tjubang, som kun japanerne kan animere det.

Vor helt hedder Saitama, og han keder sig. Han er ret ny i superheltebranchen, men har så store kræfter, at han kan besejre alt og alle med ét enkelt slag – og der giver ham ærligt talt ikke de store udfordringer i det daglige superhelteliv. I første afsnit besejrer han en tydelig reference til Dragonball og de dertil hørende evigt stigende kraftniveauer, og så er linien ligesom lagt. Truslerne bliver større og større omkring Saitama uden dog at bekymre ham synderligt. Heldigvis får han dog også en discipel og melder sig ind i superhelteforbundet for at blive anerkendt for sine bedrifter.

One Punch Man er god spas. Saitama er lidt af en slacker, som egentlig vil det godt, men helst vil have det lidt sjov med det. Det giver en masse stik under bæltestedet til superhelteklicheerne, mens det tilfredsstiller superheltebehovet. Det er ikke stor kunst, men skidt med det. Første sæson er fra 2015, og angiveligt skulle man i 2016 være begyndt på en sæson 2, men… indtil videre lader den til som de stakkels monstre, superskurke og konkurrerende superhelte at være fanget i forsøget på at opnå den kritisk masse af energi, der ville kunne bringe den på siden af Saitama.

Hvorom alting er: se den! Den er sjov, den er eksplosivt underholdende, og afsnittene er korte – det er en animekinderæg for den ikke alt for kritiske forbruger.

Vor hovedperson forsøger at bekæmpe (eller rettere: finde) kriminalitet som officiel superhelt, men skræmmer civilisterne:

 

Scifihaiku

jun
17

Vanity crisis
The greatest monster ever
No one knows my name