SUPERKULTUR

Umulig mission

aug
27

Apropos Tom Cruise endte vi med at gå ind og se den seneste Mission: Impossible, fordi man som ægtepar nogle gange skal gøre ting, der kræver, at ens kone har støjdæmpende høretelefoner på… eller noget. Og det, der står klarest i mit hoved efter filmen, er den forestilling, jeg har om samtalen, inden arbejdet med den gik i gang, mellem Tom C og Christopher McQuarrie, der har skrevet og instrueret filmen. Den er ikke på højde med den samtale, der er foregået forud for Highlander II, men alligevel…

CMQ: Tom, du har styr på det pis. Hvad siger du til at finde på et plot til filmen?

TC: Fedt. Jeg vil gerne springe ud fra et fly.

CMQ: Det er ikke et plot, men okay. Det kan godt lade sig gøre.

TC: Og så vil jeg gerne køre lidt på motorcykel. Jeg kan godt lide motorcykler.

CMQ: Heller ikke noget plot… men heller ikke noget problem.

TC: Og en bil. Biler er fede.

CMQ: Flueben ved det. Men igen: jeg har brug for en historie til at binde dem sammen med.

TC: Og så vil jeg gerne flyve i helikopter.

CMQ: Det er svært at lave en god actionscene i en helikopter, fordi de jo grundlæggende bare venter på at falde ned, men vi finder på noget. Folk stiller ikke de store spørgsmål til de her film, men igen: plot!

TC: Og Jesus.

CMQ: Hvad?

TC: Jeg vil være Jesus.

CMQ: Okay. Det er vel et plot. Jeg fikser et manuskript.

Skyldtynget fornøjelse

aug
23

Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.

Men det fik mig til at tænke på: hvad burde jeg egentlig skamme mig over? Ikke bare sådan “høhø, det er for børn, så jeg burde ikke læse det”, men sådan rigtig “Det her burde være et etisk spørgsmål, hvis du lige var selvbevidst nok til at stille det”? Findes den form for kulturprodukt? Jeg har da læst en del protofascistisk science fiction (Jørgen Misser, jeg kigger på dig) – men tro mig, det var ikke en fornøjelse, så ingen flueben der (og hvis man finder det en fornøjelse, tænker jeg, at man ikke har den store skam i livet, så heller ikke på den måde kan det overføres). Er der underholdning, som jeg fortærer mod bedre vidende? Burde jeg skamme mig?

Og med min kones Jesper Fårekyllingehjælp kom svaret: Ja. Min dårlige samvittighed har en centreret fortand og er god til at løbe. Og sætter et Hollywood-podperson ansigt på… Scientology. Ja, jeg elsker mig en god Tom Cruise-film. Faktisk sidder jeg og ser starten på Jack Reacher, mens jeg skriver disse ord – og det er måske pointen. TC leverer underholdende action, man ikke behøver klistrende øjenæblerne til, men man kan altid løfte blikket, når musikken eller eksplosionerne sætter ind, og så er der gang i den. Om ikke andet er der i al fald vor helt, der løber og springer. Hvis der er noget, Cruise kan, er det at løbe (nåja, og så cleare thetaner).

At se en Cruise-film er som et drikke et glas koldt cola – ved den rette temperatur smager det ikke rigtig af noget, man skal ikke frygte, at der er noget med kanter i, og kroppen får et lille sus. Det er et produkt unikt sammensat til blot at afstedkomme mere af samme produkt. Og så selvfølgelig flytte penge fra et sted til et andet, først og fremmest væk fra forbrugeren og til et stort, sjælløst foretagende. Eller Coca Cola-kompagniet.

Ja, jeg har lidt dårlig samvittighed over at se Cruise-film, men det stopper mig ikke i at gøre det. Kunne man håbe på, at ungdommen, der går så etisk til andre elementer af livet, som mad og interpersonelle forhold, kunne gøre noget ved behovet for etisk voldsporno? Kunne man forestille sig sig en generation af fritgående, økologiske actionhelte? Eller er svaret måske bare en computeranimeret Cruise drevet af solenergi? Det er mit bud, for helt ærligt er Cruise – som en god del andre film- og musikstjerner – påbegyndt en nedstigning i the uncanny valley fra den forkerte side.

Så får vi naturligvis ikke “Cruise hopper i en sofa”, men det må være kunsten, der er det vigtige.

Nå, nu så jeg så begge Jack Reacher-film, mens denne tekst var åben, og måske var det en hjælp til at træffe det etiske valg – for toeren er godt nok en noget mere sølle omgang. Måske skulle jeg bare downloade den og The Mummy (så ingen penge havner hos Scientology) og se dem, hver gang der kommer en ny Cruise-film. Omend det ville være et forsøge at løse et systemisk problem på det individuelle niveau… så alle skal tvinges til at se dem!