VAMPYRER, SOM DET SKAL GØRES. Jeg er træt af vampyrer, indrømmer jeg gerne. Lige præcis den undergruppe af horror sørgede Anne Rice for at ramme en stor, fed pæl igennem for mit vedkommende med sine meget solgte og meget læste bøger. For mig ødelagde de simpelthen billedet af vampyren som noget skræmmende – og gjorde den i stedet til et småklynkende væsen, der spekulerede mere på sin silkeskjorte, end hvor den næste liter blod skulle komme fra. Alt for megen klynk, alt for lidt skrig.

Tak for John Ajvide Lindqvist, der med Lad den rette komme ind har ladet de udøde kæmpe sig op fra en alt for tidlig grav.

Bogen med den lidt pudsige titel foregår i Blackeberg, en forstad til Stockholm, i vinteren 1981. Blackeberg er et usselt sted, lutter cement og asfalt, trøstesløst er ordet – hvilket naturligvis ikke bliver bedre, da folk begynder at dø på ubehagelige måder, tømt for blod. Der er en ritualmorder løs, og panikken begynder at brede sig. Men sandheden er naturligvis mere skummel end som så.

12-årige Oskar er lidt af en taber, han er lettere overvægtig, inkontinent, bor alene med sin frygtsomme mor, bliver mobbet i skolen og vil egentlig bare helst have lov til at læse skrækromaner. Samtidig med at hans forfølgere bliver værre og værre, møder han pigen Eli på legepladsen – hun er kun ude om aftenen, kan løse en Rubiks terning uden problemer og rejser i det hele taget en masse spørgsmål og følelser i Oskar, starten på en proces, som kommer til at betyde store forandringer.

Eli er naturligvis, som man nok har gættet, udød. Men det, der bærer Lad den rette komme ind er, at hun på intet tidspunkt er det bærende element eller overtager historien. I stedet introducerer Lindqvist en hel række personer, som han udreder fortællingen igennem: Oskar, nogle af de lokale alkoholikere, den pædofile, der har taget Eli til sig, og så videre – til tider antager romanen aspekter af socialrealisme, blot iblandet vampyren, der altid lurer i baggrunden, og det virker. Helt eminent endda. Lindqvist har en god fornemmelse for sine personer og forstår at administrere dem, så deres historier langsomt blandes sammen og holder læseren fanget. Samtidig undgår han de værste klicheer og bidrager endda med nogle gode beskrivelser af, hvad det vil sige at være vampyr – især er det en genistreg, hvordan Eli lader sig tydeligt påvirke af, hvem hun er sammen med. Hun er ikke blot en endimensionel blodsuger.

Der foregår meget i Lad den rette… – en russisk ubåd går på grund og griber befolknings fantasi, folk lever deres liv med deres egne problemer. Lindqvist fordeler det sådan, at historien om vampyren glider som smurt, tingene får lov at udvikle sig i deres eget tempo… som ender med at blive ret hæsblæsende. Denne balancegang mellem det strengt realistiske og den overnaturlige horror er svær, men forfatteren slipper af sted med det, så det ser ganske let ud. Lindqvist har skrevet flere bøger – denne har Forum udgivet i flot udstyr og godt fordansket, så jeg håber, at de fortsætter succesen med flere oversættelser.