I Storm P.-monologen “Lige undsluppet”, giver Ebbe Rode stemme til en herre, der med bestemthed udtaler: “Mit navn det er Nok”. Og man tør vel næppe formode, at der hér skulle ligge en henvisning til Nok-Kulturen, der drev sit virke i området i og omkring det nuværende Nigeria, cirka i årene 1500 fvt. til lige omkring dér, hvor Herren lod Sin Ånd nedstige i kødet?

– Hvilket, for det herværende indlægs vedkommende da også er så uendeligt ligegyldigt. For Ebbe Rode indleder med ordene: “Mit tilfælde er … – ejendommeligt! Jeg lider af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke!” Og så er det, at jeg udbryder: “Netop! DÈT er også, hvad jeg lider af!”

Dvs.: “lider” og “lider” – der er ingen smerte forbundet med det, og selvom det tidligere godt kunne føre til udråb som “snyd”, “svindel”, “plagiat”, er jeg efterhånden mere og mere kommet i et “høh-høh”-mode, når jeg rammes af det. Men kva omfangets natur kan det følgende kun blive til smagsprøver på lidelsen.

Dette er Michael Whelans pragtfulde coverart til Poul Andersons og Gordon R. Dicksons “Hoka”, og forlægget er naturligvis Davids “Napoleon går over Alperne”:

Og der er en hvis rimelighed i det, for the Hokas er en flok bamsebjørne, på en helt splitteranden planet, der elsker at kopiere menneskets handlinger og opførsel – også helt ud i fiktionens verden. Og på den måde minder de en smule om Nivens og Pournelles “moties” fra “The mote in God’s eye”:

– omend disse måske mere får én til at tænke på “Gremlins” – altså Joe Dantes 1984 gyser-kommedie.

– der så – igen – måske mere minder om the fuzzies fra H. Beam Pipers “Little Fuzzy”-serie (og det er igen Michael Whelan):

Hertil kommer adskillige andre bamsedyr fra/i science fiction-genren, men jeg vil da lige fremhæve “The Wookiee controversy”:

Dette er John Shoenherrs coverart til et nummer af “Analog”, en illustration til en novelle af George R. R. Martin, med titlen “And seven times never kill man”. Og hér er så Shoenherrs skitser sammenholdt med Ralph McQuarries:

Men det er kun “Chewbacca” til højre, og han så helt anderledes ud, tidligere:

Sjovt nok er det senerehen blevet til, at det var George R. R. Martin der inspirerede George Lucas til “Chewbaccas” udseende, hvilket nok hænger sammen med, at Shoenherr nøjedes med at konstatere, at han var blevet plagieret. Mere gad han ikke, så det gør vi heller ikke.

Norman Rockwell, Amerikas store forsanger af pop-idyl og middelklasseværdier i anden halvdel af det tyvende århundrede, men samtidig en knusende god håndværker, der – fra til anden – endda havde besøg af Kalliope, det nærmeste vi kommer en muse for maleriske fremstillinger af helte, lavede denne hverveplakat:

“Rosie the riveter”. Og Richard Corben har lavet lignende:

I begge tilfælde er der tale om en figurmæssig brug af noget ganske klassisk, nemlig Michelangelos portræt af profeten Esajas i loftet på Det Sixtinske Kapel:

Og selvom mit ungdommelige “jeg” godt kunne få morderlig ondt i røven over, at man tillod sig den slags ting – hvilket faktisk er fuldt legalt – malede han (droget) rask væk kopier af sit idol, Den Store Frank Frazetta … – hvilket iøvrigt også er fuldt legalt, så længe du ikke påstår, at det hack du hiver ned fra staffeliet FAKTISK ER EN ORIGINAL FRAZETTA.

Mandens store force var trekants-kompositionen, og den fraveg han sjældent. Og det er faktisk en ret kompliceret sag, at have med at gøre. Samtidig var han fascineret af bryster og røvbalder – også mænds – hvilket vel gjorde ham lidt eksotisk i de tidlige år. Men ihvertfald er hans figurer, hans “personer”, blevet brugt utallige gange, utallige steder – hvilket jeg har belæg for i min omfattende samling af både hans og andres visuelle output, men desværre har haft møje og besvær med at finde på Nettet. Så nedenfor ansatte Josh Kirby må stå eksemplarisk:

Dog skal Frazetta selv ikke komme for godt igang, for se nu lige hér:

Altså, jeg elsker den dér flyvende kulfyrede kobber-jydepotte. Den er jo næsten taget ud af enhver steampunkers drøm. Unidentified Flying Potboiler. Men vi skulle til den hér:

Howard Pyle – Attack on a Galleon. Man fornemmer ligesom ligheden, ikk’sandt. Og den sejlførende jolle går skam heller ikke til spilde, bare fordi Frazettas Galeon er steget til vejrs. Nejnej, den er genbrugt i:

– coverart til Edgar Rice Burroughs’ “Carson on Venus” – en tvilling til “John Carter on Mars”.

Der findes ingen behandling for “Sammenlignende Billeddannelser I Ubevogtede Øjeblikke”, og jeg har ingen intention om, at smitte nogen med denne særlige form for indfoldet vanvid. Man kan leve lykkeligt uden! Så alt i alt var dette blot ment som en hurtig rundvisning i, hvad visse individer lader deres bevidsthed forlede af.