KODER OG GULDSKATTE. Neal Stephensons mammutværk Cryptonomicon er på dansk blevet brudt på i flere bind (og vel gudskelov for det, for dette bind er på næsten 400 sider alene). Pontifex er andet bind og fortsætter, hvor Enigma slap.

Stephenson fortsætter med at væve en historie, der krydser mellem anden verdenskrig og 90erne. Den tråd, der binder det hele sammen, er altings underlæggende mangel på tilfældigheder – det er information og evnen til at skjule denne for de forkerte øjne og ører, det handler om. Kryptografi er kodeordet. I 1940erne handler det om at skabe koder, så man kan kommunikere uden fjendens viden – i 90erne handler det om at flytte penge og information over nettet. Viden er magt, og viden, man har for sig selv, er endnu mere magtfuld.

”Cryptonomicon” er et af de værker, som får mig til at tænke på, hvordan andre mennesker oplever bøger. For jeg tror, der er mange tilgange til Stephensons mesterværk (hvor nogle sikkert vil være uenige i at kalde den dette).

For mig er er historien her så tæt sammenvævet af de enkelte tråde, at jeg til tider opgiver at følge den enkelte tråd og være bevidst om om, hvordan den hænger sammen med resten. Det hele har det med at flyde lidt sammen – men det er ganske ligegyldigt. For det er også en af de bøger, hvor jeg grådigt indtager den kapitel for kapitel, ganske uden at tænke på, om jeg får alle detaljerne og de store sammenhænge med. Den er ganske enkelt berusende på en måde, jeg sjældent har mødt. Stephenson skriver på én gang tørt og humoristisk, som en lyrisk reparationsmanual. Der er nørdpoesi, der kan give en fremtidschok over den nærmeste fortid.

Men jeg tvivler ikke på, at der kan findes mange tilgange til bogen: som technothriller, som historisk spændingsroman, hvad enten man vil minutiøst følge alle de spor, der udlægges, eller man vil lade sig rive med af strømmen. For mig er det en af de bøger, der bliver liggende i bevidsthed og endda med det sjældne prædikat: en historie, man kan vende tilbage til. Og uden tvivl få noget nyt ud af hver gang.

Første bind nåede at udkomme i to udgaver – forhåbentlig overgår det også ”Pontifex”, og forhåbentlig giver det forlaget en mulighed for at løbe teksten igennem endnu en gang. Det lader til at være gået lidt hurtigere denne gang, der har sneget sig lidt trykfejl ind, og den ellers upåklagelige oversættelse har endda et par enkelte fejl (en haj bekymrer en mand til døde). Det er ikke i ødelæggende grad, men en sådan bog fortjener det ekstra hensyn. Og så ser vi ellers frem til den tredje bog.