INDY I SNEEN. “Indiana Jones and the Hollow Earth” er det elvte og næstsidste bind i serien om den fedora-klædte og slagfældige arkæolog.  

En kendt og farverig polarforsker bliver “slået ihjel i en bilulykke”. Indy modtager en mystisk kasse og en krystal, fra selv samme polarforsker. Med et er Indy en jaget mand. Hans flugt leder ham i armene på den danske huleforsker Ulla Tornaes. Sammen drager de ud for at finde ud af hvor den mystiske krystal kommer fra. Det bliver en pudsig og sammentræfsfyldt jagt på tværs af de arktiske ismasser.

Max McCoy har nu for alvor fundet fodfæste i Indiana Jones universet. Historien er velfortalt og velopbygget. Imidlertid virker plottet som en gentagelse, når man har læst “Indiana Jones and the Interior World” af Rob MacGregor. Det er dog en helt anden historie vi bliver præsenteret for i dette bind, men man kan ikke lade være med, at undre sig over hvorfor man vælger emnet “den hule jord” to gange i samme serie.

Max McCoy har åbenbart også fundet ud af, at man skal lave en eller anden form for rød tråd igennem de bøger man skriver, når man skriver Indy-romaner (en tendens jeg er meget imod). Der bliver derfor trukket en del på den foregående bog i serien, og lagt op til den tolvte, og sidste, bog i serien. Det er en smule irriterende og faktisk overflødigt.

For alle Indy-fans er den selvfølgelig et must-read. Imidlertid vil jeg foreslå, at man tager fat i filmene hvis man skal have et skud Indy.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.