Jakob Vedelsby: Verden i verden

Om Jakob Vedelsby

Dansk forfatter, født 1965. Før han romandebuterede i 2002 med “Himlen må vente” havde Jakob Vedelsby blandt andet fået udgivet digte i tidsskriftet Hvedekorn. I 2004 kom han så på gaden med romanen “Du og jeg” – og i 2007 kom “Verden i verden”. “Verden i verden” skifter mellem tre forskellige historier, om kredser om den hule Jord.

Forlagets omtale

I havet er David passager på atom-isbryderen Arktika, der stævner ud fra Murmansk. Ekspeditionens mål er at trænge ind i en underjordisk verden, hvis indgang menes at befinde sig ved Nordpolen.

I rummet gør John sig klar til at lande Life Finder på en planet i et fjernt solsystem. Det er 16 år siden, han forlod sin elskede og sin lille dreng. Nu undrer han sig over, hvad der fik ham til at forlade dem.

I byen bliver Freja kaldt til Pari, hvor hendes mor, der har opnået stjernestatus med tv-showet Colette Live, er forsvundet. Da Freja ser David op optagelser fra Arkita-ekspeditionen i Colette Live, overtager hun sin mors besættelse af at klarlægge, hvad der skete med isbryderen og dens besætning.

Verden i verden er en roman i tre dele, hvis personer snor sig ind mellem hinanden i et væv af brudte familier, svigt og længsel efter kærlighed.

Interview

Hvad handler din tredje roman “Verden i verden” om?

Jakob Vedelsby: Nedenunder en handlingsmættet ydre handling, der foregår til lands, til vands og ude i rummet, handler bogen – sagt i én sætning – om forældre, der svigter deres børn, og om hvilke dramatiske konsekvenser det kan have for både børnene og forældrene.
Man kan svigte sine børn på mange måder – for eksempel ved ikke at magte at forholde sig til dem følelsesmæssigt, fordi man har nok i sig selv. Eller ved at arbejde uforholdsmæssigt meget og eventuelt prioritere det materielle før alt andet. Man får måske børnene passet ti timer om dagen og gider heller ikke være sammen med dem i weekenden. Man lader som om, børnene er voksne, når de er 13. Så må de klare sig selv – de kan jo ringe på mobilen, hvis der er noget galt. Men der sker jo det, at pludselig er de væk igen og så sidder man der og prøver at genkalde sig børnene og deres opvækst, men det kan man ikke. Så er det som om, de aldrig har været der. Man kender dem ikke. Og hvad er det hele så værd? Bogen handler derfor også om, at når man svigter sine børn, går man imod sit vigtigste livsformål som menneske. Det gør ingen ustraffet. Og for at dulme dén smerte, begynder folk at drikke, har ti elskere om året, æder sig halvt ihjel, arbejder som gale osv.
Ensomheden hos bogens hovedpersoner er symptom på de svigt, de har været udsat for. De tror fejlagtigt, at de er helt alene i verden og skal klare alting selv. Men det at gå gennem livet alene er altid et valg. Når man føler sig ensom er det en stor udfordring ikke at ende i en selvdestruktiv offerrolle. Jeg er ikke tilhænger af voksne, der på selvpinerisk offermanér klamrer sig til ulykkelige omstændigheder i barndommen og bruger det som påskud for egne uansvarlige handlinger. Det gælder netop om at løsrive sig fra den traumatiske barndom og gøre tingene bedre end ens forældre magtede. Desværre ser man ofte, at folk netop ikke er i stand til at frigøre sig og bevidstløst gentager forældrenes svigt. Det er tragisk. Det må ikke ske. Dét er min bog et opråb om.

Jeg faldt selv for “Verden i verden” på grund af dens science fiction-elementer, men den benytter også flere andre genrer. Havde du selv på forhånd gjort dig tanker om bogens genre?

Jakob Vedelsby: Nej, jeg går meget lidt op i genrer og holder selv mest af blandingsprodukter. Jeg føler mig tiltrukket af ukonstruerede bøger, der synes at flyde uhindret fra forfatterens pen. Jeg arbejder selv intuitivt og ved stort set ikke noget på forhånd. Men det er ikke sådan, at jeg slår hjernen fra, og det er også afgørende for mig, at mine bøger er underholdende – forstået på den måde, at man som læser ikke kan lade være med at vende siderne.

Der er god spænding imellem det teknologiske fokus i form af “langdistance-rumskibet” og så de religiøse/spirituelle elementer i “Verden i verden”. Med hensyn til det sidste – skinner din personlige tro igennem her?

Jakob Vedelsby: For mig er der uendelig mange verdener i verden, og min roman bevæger sig mellem flere af dem. Som læser af romanen besøger man både den verden, vi kan se, røre, smage, føle og dufte, den verden, som fantasien definerer, og den drømmeverden, der åbner sig om natten eller når vi dagdrømmer. Men bogen inddrager i høj grad også barndomsverdenen – det univers, vi alle har med os og som er hele grundlaget, vi lever vores voksenliv på. Den verden, der findes på den anden side af døden – du kan kalde den “sjælenes verden” – spiller også en nøglerolle. Jeg synes, det er en fantastisk dejlig tanke, at hele universet er sjælens legeplads.
Jeg kender mange, der kun accepterer den fysiske verden og affejer det, der ikke kan måles og vejes, med en hovedrysten. Min erfaring er, at hvis man giver sig selv lov til at åbne op for de billeder, som ligger klar og kan tilflyde én, vil man opdage, at man kan se landskaber og høre stemmer og erindre oplevelser, som man ikke nødvendigvis kan datere eller henføre til noget, man umiddelbart erindrer fra sin vej eller som overhovedet har fundet sted i ens nuværende liv. Det er bare en anden måde at opleve universet på. “Verden i verden” er et resultat af, at jeg sprang ud i det universelle hav og satte mig for at videreformidle de ord og billeder, der mødte mig på svømmeturen.

Hvor kommer din egen barndom ind i billedet?

Jakob Vedelsby: Mine forældre blev skilt da jeg var ni. De kunne ikke finde ud af det – og efter skilsmissen brugte de seks-syv år på at gå til og fra hinanden. Der er ingen tvivl om, at “Verden i verden” også er en form for forløsning i forhold til oplevelser i min egen barndom. Dette var dog slet ikke min plan, da jeg begyndte at skrive bogen, men sådan blev det. Det var dét, der trængte sig mest på.
Jeg har haft det sådan i mange år, at jeg har følt, jeg ikke havde kontakt til min barndom. Mit arbejde med bogen har forbundet mig med den barndom, som er mit udgangspunkt. Det er en anden vej end at vælge den offerrolle, man som nævnt let kan havne i, fordi man ikke kan ændre på sin barndom. Sket er sket og det er nemt at synke tilbage og dvæle i barndommen og give den skylden for de problemer, man har i sit voksenliv. Men det kan faktisk godt lade sig gøre at frigøre sig fra det gamle og komme videre. Jeg håber, at mange læsere på en eller anden måde kan få del i den forløsning, jeg selv har oplevet.

Hvad har dine hovedpersoner til fælles?

Jakob Vedelsby: De er alle sammen mærkede af en svær barndom – med sygdom, død, skilsmisse eller bortadoption. Nu prøver de at få det bedste ud af livet. I bogens 1. del møder vi David, der blandt andet er vokset op med en syg mor og en far, der døde tidligt. I en alder af ca. 40 har han endnu ikke sat børn i verden og han er i et dårligt parforhold. Nu gør han sit liv op. Han længes frygteligt efter nærhed, kærlighed og klarhed. I bogens start tager han ud på en rejse mod “den hule jord” og er åben for, hvad livet har at tilbyde ham.
I 2. del møder vi John, der er skilsmissebarn, bortadopteret og har haft en hæslig barndom. Og selv om han senere fik en søn og mødte en kvinde, som han elsker, så forlod han dem igen, da han fik tilbud om at rejse ud i rummet til en fjern planet. Han vendte sine elskede ryggen som var det programmeret ind i ham, at de mennesker, han sætter højere end alt andet, skal lide som han selv har lidt. Da Johns tid er ved at rinde ud, vågner han op til dåd og vil indhente noget af det forsømte i forhold til sin søn. Han begynder at fortælle historier. Det er hans måde at videregive det, som han har fundet ud af betyder noget i livet – alt det, som det er en fars uskrevne pligt at lære sin søn.
I 3. del møder vi Freja, der også har haft en turbulent barndom med skilsmisse og en far, der døde. Samtidig har hun ikke set sin mor i 20 år. Freja længes efter forandring og udvikling. Hun er bundet til sin fortid og kan først begynde at bryde dens lænker, da hendes mor dør. Håbet om en lysere fremtid bliver tændt i Freja, da hun i Paris møder en hidtil ukendte slægtning og de sammen beslutter at hjælpe hinanden med at starte på en frisk og bygge en fælles fremtid. Men stærke kræfter vil noget andet. I finalen viser bogen, hvad manglende kærlighed fra far til søn i yderste konsekvens kan betyde. I dette tilfælde udvikler sønnen sig til et menneske, der er fyldt med selvhad og had til sin omverden. Det er mennesker som ham, der slår ihjel og starter krige og hvis ultimative mål det er at ødelægge verden.

Historiens tre dele er meget forskellige. Kan du fortælle lidt om dine inspirationskilder?

Jakob Vedelsby: Jeg arbejder som sagt intuitivt og ved ikke på forhånd, hvor jeg ender henne. Det har været min metode i mine tre første romaner. Jeg kan ikke pege på specifikke inspirationskilder til “Verden i verden”, men generelt trækker jeg på den enorme pulje af indtryk, jeg får, når jeg færdes i verden, ser film og tv, læser bøger, hører musik osv. Hvis jeg skal nævne konkrete navne, så vender jeg tilbage til film af Alfred Hitchcock, Orson Welles og Stanley Kubrick, og til bøger af Paul Auster, John Steinbeck og Graham Green. Blandt andre.

Rejsen er et gennemgående tema i bogen, men hvad er dine bevæggrunde for også at tage et stort spring ud i universet?

Jakob Vedelsby: Bogens 2. del foregår i rumskibet Life Finder og vi følger John, der har rejst i 16 år og er på vej mod planeten Phoenix, hvor man håber at finde liv. Det var ensomhedsmotivet, der fik mig til at vælge et rumskib. John sidder langt ude i universet og fortryder, at han nogensinde tog af sted. Men den erkendelse kommer ret sent, ligesom hos de forældre, der i en fremskreden alder bliver klar over, at deres handlinger og svigt i forhold til børnene faktisk havde store konsekvenser. Derude hvor John befinder sig er han helt alene med sine tanker og følelser og kan ikke flygte fra dem. Det er også min måde at illustrere det helt paradoksale i, at han skred fra sit liv med sin elskede søn og kæreste for at lede efter andet liv på en anden planet. På den måde bliver han et billede på mange menneskers vanvittige handlinger og svigt i forhold til deres børn og familier.

Men hvorfor forlader John dem, han elsker mest?

Jakob Vedelsby: Det har noget at gøre med den opvækst, han selv har haft. Den har præget ham på en måde, så han som voksen ikke har følelsesmæssigt overskud til at rumme sin familie. Det er vist ret karakteristisk for forældre, der svigter deres børn – det skyldes som sagt ofte, at de ikke kan rumme dem, fordi de har nok i sig selv. Mange mennesker har det svært og føler, at de har et vanskeligt liv og har rigeligt at se til med at holde det liv på skinner. Måske er det sådan, John har det inderst inde på det tidspunkt, han tager ud på rumrejsen. De første 16 år bliver han holdt i en dvaletilstand, hvor han vågner op en gang om måneden og sender en rapport hjem. Men da vi møder ham i bogen er han tæt ved at skulle lande på Phoenix og kan ikke længere søge tilflugt i dvalen. Og så begynder der at gå nogle ting op for ham. Han undrer sig over, hvad der fik ham til at tage af sted dengang og så fortryder han det. Fortrydelsen medfører, at han begynder at sende de der historier ud i universet til sin søn. Det betyder ikke noget for John, at de er fire år undervejs til jorden og at sønnen i mellemtiden er blevet 22 år, for han ved, at de følelser og den kærlighed og lærdom, der er lagret i historierne, umiddelbart efter når frem til sønnen. John er altså klar over, at han har begået fejl, som han må rette op på. Og det er kendetegnende for alle mine hovedpersoner i “Verden i verden”. Det er faktisk en måde for mig at sige, at det aldrig nogensinde er for sent i det mindste at forsøge at gøre dét godt igen, man fortryder. Det er dog lettere for børn at få bugt med de sår og ar, deres forældre har tilført dem, end det er for forældrene at komme overens med, at de har svigtet deres egne børn.

Den hule jord er ikke en teori, man ofte snakker om nu om dage. Hvordan kom du i forbindelse med den og hvorfor lod du den være et omdrejningspunkt for romanen?

Jakob Vedelsby: Den hule jord er forestillingen om, at der eksisterer en parallel verden nede i jordskorpen – i det yderste lag af jordkloden. Det lyder komplet skørt for de fleste, men der er faktisk en del mennesker, som tror på denne “verden i verden”. En af dem er min tandlæge – og det var ham, der introducerede emnet for mig, mens jeg lå i stolen. Jeg skrev mig det bag øret og researchede på emnet. Jeg fandt blandt andet ud af, at nogle amerikanere nu i flere år har arbejdet på at stable en ekspedition på benene med en isbryder til den hule jord á la den, jeg beskriver i romanen. Emnet “den hule jord” tiltaler eventyreren i mig. Tanken om, at der skulle eksistere sådan en verden fascinerer mig. Og da jeg tror på alt, hvad jeg kan forestille mig, vil jeg bestemt ikke udelukke eksistensen af den hule jord.

Er der en rød tråd mellem “Verden i verden” og dine tidligere romaner?

Jakob Vedelsby: Mine indtil videre tre romaner – de to første hedder “Himlen må vente” (2002) og “Du og jeg” (2004) – er meget forskellige. Hvis man kan tale om en rød tråd, er det netop min sidestilling af flere parallelle virkeligheder eller verdener – for eksempel en sidestilling af noget, en person oplever i drømme, på gaden eller ser for sit indre blik. Det har samme vægt i mine bøger.

Hvordan forholder du dig til anmeldelserne af dine bøger?

Jakob Vedelsby: Generelt mener jeg, at man, når man sender bøger på gaden, må tage både roser og tæv med rank ryg og holde sin kæft. Vi kan ikke have, at forfattere fylder spalterne med brokkerier over deres anmeldere. Det gider ingen læse. Men når det er sagt, synes jeg faktisk, at litteraturkritikken er i krise for tiden og at den måde især dagbladene generelt håndterer stoffet på er problematisk. Smag og behag er forskellig og jeg har i forbindelse med alle mine tre romaner fået anmeldelser fra den ene yderlighed til den anden. I forhold til unuanceret nedrakning kan man søge afklaring hos multikunstneren Majbritte Ulrikkenholm, der et sted skriver – og det er jeg meget enig med hende i – at kunst er et spejl, der holdes op foran modtageren. Ofte ser man mennesker reagere med afsky, vrede eller foragt mod det, de ikke forstår – fordi det er nemmere at nedgøre det, man ikke kan rumme, end at erkende sine begrænsninger. Andetsteds skriver hun, at mennesker samler sig interesserede om dem, der stikker næsen frem – de beundrer, misunder, kritiserer, lærer og inspireres. Det er kunstnerens rolle i et samfund. Det kan jeg også skrive under på. Problemet er, at medierne, når det gælder litteratur, ofte ikke lever op til déres vigtige rolle. Ingen tvivl om, at der er brug for kritikken – som forbrugervejledning og til markedsføring. Men husk lige, at vi forfattere og det vi producerer, er kritikernes eneste berettigelse. Når jeg sender resultatet af års arbejde på gaden, forventer jeg at se engagement og vilje hos anmelderne til at levere en grundig og for læserne brugbar kritik. Det vil sige en kritik, hvor anmelderen forholder sig til bogen – reflekterer, vurderer og argumenterer. Men det forekommer alt for sjældent i dag, hvor billedet domineres af henholdsvis selvprofilerende råben og ultrakorte domsafsigelser, som ingen kan bruge til noget som helst. Og kritikken er sjældent heller særlig velskrevet. Efter min mening er det på høje tid, at dagbladene og de øvrige medier tager sig gevaldigt sammen og giver bogkøberne en brugbar litteraturkritik med substans.

Jeg kan se, at du skriver andet end bøger – kan du fortælle lidt om dine “bijob” og hvordan de eventuelt påvirker dine romaner?

Jakob Vedelsby: Jeg kan endnu ikke leve udelukkende af mine bøger – det skal nok komme. Derfor arbejder jeg også som freelancejournalist og skriver forskellige steder, hvor jeg kan komme i nærheden af spændende opgaver. Jeg nyder nu også at forlade skrivebordet og rejse rundt på journalistiske opgaver i Danmark og i udlandet. I det hele taget kan jeg godt lide at bevæge mig ud i verden og tager også tit af sted på skriveophold. Jeg kommer for eksempel meget på arbejdsrefugiet Ørslev Kloster på Skiveegnen. I løbet af 2008 skal jeg blandt andet på skriveophold i Italien og på Island. Derudover tager jeg gerne ud og holder foredrag om mit forfatterliv og mine bøger. Jeg holder også skriveworkshops – senest en daglang workshop for gymnasieelever på Ørestad Gymnasium i anledning af Ordets Dag. Mine bijob åbner for en udadvendthed, som jeg ikke har når jeg skriver – og giver selvfølgelig masser af inspiration, som jeg trækker på i romanarbejdet.

Du lever af at skrive og fortælle. Hvad betyder historier for dig? Og hvad skal en historie kunne udover at underholde læseren?

Jakob Vedelsby: En roman skal underholde og den skal gøre det på en måde, så man føler sig væsentligt beriget som læser. Og der er jo heldigvis stor forskel på, hvad der skal til for at vi mennesker føler os væsentligt berigede – det giver plads til mange forskellige forfatterstemmer. Historier er en stor del af mit liv og har altid været det. Jeg kunne skrive fra starten og var så heldig at have en dansklærer, der så mig og gav mig masser af fristile – det kunne godt lade sig gøre i 1970’erne. Det var også fast procedure, at jeg læste mine stile højt i klassen. I gymnasiet var der ingen fristile og jeg mistede lysten til at skrive. Som mange andre spæde kunstnere blev jeg i gymnasietiden transformeret fra at være original til at være kopist. I stedet for at skabe noget selv, skulle jeg læse bøger om, hvad andre mente om bestemte emner og kopiere deres meninger i skriftlige opgaver. Dem der var bedst til at kopiere fik de højeste karakterer. Min kreativitet og skabertrang forsvandt og efter tre år i gymnasiet kunne jeg ikke skrive én original linie – og jeg skrev ikke i seks år derefter. Først efter at jeg havde mødt min kone Gitte en februarnat i 1989, begyndte jeg atter at kunne høre min indre stemme. Siden har jeg lyttet rigtig godt efter.

Links

Forfatterens hjemmeside

www.samleren.dk.

Verden i verden anmeldt på Den elektriske kanin

Interviewet er oprindeligt bragt på fanzine.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.