Peter Aagaard: Centro

Peter Aagaard: Centro

Om Peter Aagaard

Dansk forfatter, født 1970. Han har tidligere udgivet skønlitteratur, men “Centro” er hans første voksenroman – en science fiction-thriller med tydeligt øje på samfundet.

Forlagets omtale

Det fransk-tyske grænseland. En mand dukker frem af skovbrynet. Manden har ingen erindring om, hvem han er. Han plages af drømmesyner om krig, terror og et rødt flammende løvehoved – vartegnet for byen Centro. Centro er en by for eliten på den franske riviera skabt af den globale våben- og oliekoncern Kindler-Lion. Mandens rejse fører ham til byen, hvor han kommer på sporet af sin dystre fortid og den gådefulde historie, der gemmer sig i mørket.

En historie, som har tråde til krigen mod terror og toppen af byens hierarki, og som i et væv af inka-mytologi, offerritualer og en ny tids kapitalisme binder hans skæbne tættere sammen med Centros, end han i sine værste mareridt havde forestillet sig. Centro er en international spændingsroman af debutanten Peter Aagaard (f. 1970).

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv? Hvordan og hvornår begyndte du at skrive?

Jeg er opvokset i Roskilde. Den yngste af en søskendeflok på fire. Begge mine forældre er folkeskolelærere. Litteratur har jeg stort set fået ind med modermælken. Jeg har arbejdet med lidt af hvert gennem tiderne: receptionist, journalist, lagerarbejder, pædagogmedhjælper, projektleder, redaktør…

Jeg er kandidat fra RUC, har en ph.d.-grad fra CBS og arbejder idag som forsker og underviser på Institut for samfund og globalisering på Roskilde Universitet.

Jeg begyndte at skrive i teenage-årene og har stort set skrevet lige siden. Lyrik skriver jeg også gerne, men det er romanen, jeg har dyrket mest i de senere år. Noveller har jeg har en eller anden grund aldrig rigtigt interesseret mig for. Jeg tror, jeg har en tendens til at tænke i større projekter, og på den baggrund kommer romanstoffet forholdsvis let til mig.

Hvorfor skal man læse “Centro”? Hvad har den at byde på?

Det er en spændingshistorie for den tænkende læser. En hybrid-roman, der foregår på en baggrund af krig og kærlighed. Ud over at den byder på en god og aktuel spændingshistorie, skal man læse Centro, hvis man vil vide mere om, hvad den globale verden vi i stigende grad lever i, betyder for os som mennesker og de samfund, vi er en del af. Temaerne er overvågningssamfund, gated communities, terrorkrig, individets fremmedgørelse og søgen efter sig selv.

Hvordan opstod ideen til “Centro”? Og hvor meget har det oprindelig oplæg med slutresultatet at gøre?

Mine romaner udvikler sig fra et konglomerat af indtryk, billeder, stemninger, fortællinger, karakterer mv. Først senere i processen begynder jeg selv at forstå, hvad det er for en historie, jeg rent faktisk er ved at skrive frem.

Selve det praktisk arbejde med bogen: gjorde du dig nogle tanker om genre, før du gik i gang?

Jeg havde fra start en fornemmelse af, at skulle ende med at være en spændingsroman for den tænkende læser. Og sådan synes jeg også, det er endt.

“Centro” er din debut – hvordan har det været at stifte bekendtskab med bogverdenen? Hvordan er bogen blevet modtaget?

Jeg har faktisk udgivet noget før: Kosmorama, (1999) på forlaget Tellus. Genremæssigt nok mest en ungdomsroman. Desuden har jeg skrevet manuskriptet til en multimediefortælling “Krydsfelt”, som Gyldendal har publiceret i forbindelse med et danskundervisningsprojekt.

Centro er blevet ganske pænt modtaget, ikke mindst af læserne. Jeg har hele tiden troet på, at publikummet til denne slags bøger findes. Dvs. de læsere der gerne vil have mere ud af en bog end blot en spændingshistorie.

Jeg formoder, at du har skrevet før “Centro” – hvorfor var det, at lige den blev udgivet?

Jeg satte alle kræfter ind på at få den publiceret nu. Nok mest af alt på grund af dens aktualitet.

Er du gået i gang med at arbejde på noget nyt? Og er det noget, du kan fortælle noget om?

Ja – og nej… Det har jeg bedst med at holde for mig selv, indtil jeg ved, hvad det ender med.

En anmelder sammenlignede “Centro” med JG Ballard. Hvilke forfattere/bøger ville du selv kalde dine inspirationskilder.

Ballard-inspirationen vil jeg gerne vedkende mig. Bogens lette sci-fi-præg synes jeg selv i al beskedenhed også har et tematisk slægtskab med Ira Levins Stepford Wives og Huxleys Fagre nye verden. Dernæst holder jeg meget af Kafka, Dostojevskij, Auster og Umberto Eco.

Links

Artikel/interview i Køge Lokalavis.

1
Alex Scarrow: Vintermørke Neil Gaiman: Sandman – Præludier

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.