EN STEREOHEST! Hermed femte og sidste bind i serien om Freddy og Monstrene. Det er på en gang morsomt og vemodigt, at sige farvel til figurerne man er kommet til at kende så godt. Men er det sidste bind en gang klistret sødsuppe, eller er det en værdig afslutning til en kendt og elsket serie om seks monstre og deres menneskeven.

Neanderthalslottet knirker. Faktisk synker det. De seks monstre må flygte over hals og hoved da voksmuseet – deres hjem, synker ned i den omkringliggende voldgravs dyb. Pludselig står de uden hjem og det burde i sig selv være noget til at tilkalde Freddy, som har hjulpet dem så mange gange før. Imidlertid har gruppens distræte problembarn – Mummy, også tilranet sig en gedigen gang “indpakning mangler”. Med andre ord er hans bandager blevet så laset, at mumien glider langsomt ind i døden. Som det er reglen, tager monstrene kontakt til Freddy der med et må udtænke en snedig plan til at undslippe moster Molly, der babysitter ham mens forældrene er på forretningsrejse. Denne gang går rejsen til Egypten. Her lurer ikke bare de medbragte problemer, men også en del indfødte af slagsen. Hvordan klarer monstrene og Freddy den farlige rejse, og hvad sker der når man spiller computer uafbrudt i fem dage?

“Bøvl med bandagerne” er den bog om Freddy og monstrene jeg har læst færrest gange. Ikke fordi den er dårlig, men ubevidst nok fordi jeg ikke ville have serien stoppede. Men det gør den altså. Dette er det uigenkaldeligt sidste bind i serien, og det er en værdig afslutning. Stilen er den sædvanlige. Fyldt med sjove optrin og god ping-pong mellem karaktererne. Ikke mindst Dracula og varulven Eddys skænderier er blevet klassiske – så klassiske at man efterhånden kan nogle af dem på fingrene… Okay, jeg har nok læst de bøger for mange gange.

Én ting der undrer mig omkring det sidste bind i serien, er at det igen handler om problemer med gruppens mumie. Kendere vil vide at det første bind “Balladen om den forsvundne mumie” også handlede om Mummys problemer. Derudover er der seks monstre, men kun fem bøger, hvoraf igen to andre handler om Draculas problemer. Man kunne måske have ønsket sig et bind der handlede om f.eks. Boris – gruppens godmodige kæmpe, eller Sir Arthur Fieldstein. Imidlertid er både Sir Arthur, Eddy, Boris og især Nitand ofte reduceret til at drive historien fremad vha. oplysende monologer eller jokes. Jeg ved ikke om et bind om Boris ville have fungeret, eller om det overhovedet har været overvejet i sin tid. Det er ikke desto mindre en af de eneste klager jeg har over serien (hvis man da kan kalde det en klage).

Nej, det sidste bind er ikke sødsuppe. Det er klart at man er mere eller mindre følelsesmæssigt investeret i bøgerne, og derfor kan det også blive lidt sørgmodigt når Freddy en sidste gang siger farvel og tak til de seks monstre. Alt i alt er serien rigtig god, og egner sig til højtlæsning. Har man ikke nogen at læse højt for, så er det også rart med en enetur til nostalgien. Denne bog kan, som de andre i serien, kun anbefales.