Om Thomas Strømsholt

Over det sidste stykke tid er Strømsholts navn dukket op som forfatter til en række noveller i forskellige magasiner og antologier – såvel som anmeldelser og artikler om bøger, tegneserier og andet. “De underjordiske” samler en række af hans noveller inden for horrorgenren.

Forlaget om “De underjordiske”

Det er følelsen af en tilstedeværelse, der ikke burde være der; det er en lyd, som ikke helt finder en tilfredsstillende bortforklaring; det skimtes i synsfeltets rand, men det er ikke virkeligt.

Det lokker med sære toner fra gamle høje, det kommer fra mørke skove og gamle moser – ellepiger, rumvæsner og dæmoner; det emmer af mysterier, folkesagn og øde, vejrbidte landskaber.

Det gemmes væk i kældre under sindssygehospitaler, det lever under byernes tynde skorpe, og det fødes i mareridt—det er et hul i virkelighedens stof.

Det er spøgelser, varulve og hekse, rædsel og vanvid.

Det er de underjordiske.

Med sjælden virtuos sans for det skrevne sprogs poesi skriver Thomas Strømsholt sig med denne samling ind i den gotiske tradition, samtidig med at novellerne tydeligvis er skrevet af en moderne forfatter. Der er referencer til klassiske forfattere indenfor genren—her kan nævnes Arthur Machen, Edgar Allan Poe, M. R. James og H. P. Lovecraft—op til Thomas Ligotti samt nyere tids danske forfattere—f.eks. Villy Sørensen og Erwin Neutzsky-Wulff.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og “De underjordiske”? Hvem er Thomas Strømsholt, og hvad kan man forvente sig af samlingen?

Som det vist fremgår af mit generalieblad, er jeg en forfatter med forkærlighed for den gotiske tradition – gysere, overnaturlige og sære fortællinger. Derudover skriver jeg om mine oplevelser i litteraturen, mest tegneserier, men ikke nær så meget eller ofte, som jeg egentlig gerne ville.

I “De underjordiske” vil læseren finde nogle af de traditionelle gotiske motiver, bl.a. spøgelset, vampyren og varulven, men med udgangspunktet i danske sagn. Især har jeg fundet mange gode vidneudsagn om de underjordiske væsner hos E. T. Kristensen og J. M. Thiele.

I en grum POEtisk fantasi byder elverfolket op til dans; en arkæolog graver dybt i sagnenes strata og finder en levende kult i det mørke Jylland; en gal videnskabsmand risikerer alt for at fange et mareridt i sit søvnlaboratorium; og en ung kvinde bliver offer for alderdommens vampyrisme; en antikvarboghandler hjemsøges og besættes af bøger; og i undergrunden lurer en vældig, sort rædsel …

Dét – og meget mere – er, hvad læseren kan forvente at finde i De underjordiske!

Når man undersøger dit forfatterskab, finder man en digtsamling og en lang række noveller udgivet forskellige steder. Hvordan begyndte du at skrive, og hvor lang tid har det taget dig at blive udgivet?

I sommeren 2003 tilbragte jeg en uges tid i en vældig svensk skov, måske en af de største sanseoplevelser jeg nogensinde har haft. Lugte, lyde, syner, vilde associationer og sære forestillinger trængte sig på i en grad, der var både skræmmende og fascinerende. Skoven fortalte historier, og jeg tog noter.

På det tidspunkt havde jeg kun skrevet digte, aldrig noveller. Det var elendige digte, men i det mindste havde jeg fået en vis indsigt i sprogets møtrikker og bolte. Knap to år efter skovturen forsøgte jeg at nedfælde nogle historier i den såkaldt prosaiske stil, og siden da har jeg ikke plaget Erato.

To af mine første korte fortællinger blev trykt i Himmelskibet og Thomas Winthers Nyarlathotep. Så vidt jeg husker, var det Winther, der satte mig i kontakt med Henrik Harksen, der var i færd med at etablere forlaget H. Harksen Productions. Jeg sendte ham ”Den lede ting,” and the rest is history.

Den korte form lader til at være din foretrukne – hvad er det, den gør så godt? Og skal man forvente at se en roman med dit navn på omslaget?

Hidtil har næsten alle de historier, som jeg gerne ville fortælle, haft de simple træk, der kendetegner en novelle: et centralt tema, et plot, en hovedperson. Det lyder måske accidentelt, men det er intet tilfælde, at den gotiske tradition er så rig på noveller.

Som Poe påpegede, er en komprimeret fortællestil et af de grundlæggende elementer i skabelsen af intens uhygge, og novellens begrænsende ramme er perfekt til tætvævede, knugende, påtrængende mørke fortællinger. Et andet fremtrædende aspekt ved novellen er den skarptslebne pointe og det uventede twist, som hos f.eks. Poe, Shirley Jackson, Bierce og Michail Artsybásjef, men en god novelle kan også bare være episodisk som hos Dorothy K. Haynes.

Men der findes fortællinger, som kræver mere plads til at vokse og brede sig ud. Og sammenrullet i det mørke dyb af min hjerne ligger et bæst af en historie, der kun kan fortælles i romanens form. Og på et eller andet tidspunkt vil dette bæst stige op til overfladen …

Førhen har dine noveller optrådt alene blandt andres tekster i diverse antologier og blade. Hvilke kriterier har ligget til grund for udvælgelsen af noveller til “De underjordiske”?

Bortset fra to eller tre fortællinger er de alle skrevet til “De underjordiske”. Henrik (Harksen, red.) og jeg blev hurtigt enige om, at samlingen skulle have danske sagn som overordnet tema, men der skulle også være plads til afvigelser. Der er en enkelt novelle, som bygger på et sagn fra Grønland, og der er et par stykker, hvor de underjordiske entiteter (fra elverfolk til rumvæsner) bliver til det underjordiske.

Hvad vil du mener er det vigtigste element i en god horrorfortælling – ideen, sproget, historien eller noget helt fjerde?

Arthur Machen fremførte det synspunkt, at det vigtigste element i enhver form for litteratur er den ekstatiske idé eller in-spiration, som så bliver til plot, konstruktion og endelig stil – det sidste defineret som ”the invention of beautiful words which shall affect the reader by their meaning, by their sound, by their mysterious suggestion.”

Det er, skriver han, de fire dele som udgør et litterært værk: ”and if you want to be perfect you must be perfect in each part.” Intet mindre. Når det er sagt, kan den sproglige stil opveje et defekt eller svagt plot og opbygning, eller helt erstatte konventionelle fortællestrukturer.

Hvad er det, en god horrorfortælling skal gøre – skal horror partout skræmme, eller ligger dens mål et helt andet sted?

Gysergenrens temaer og motiver er skræmmende. Den blotte antydning af fænomener, der potentielt udgør en trussel mod vores verdensbillede, såsom legemliggjorte mareridt eller spøgelser, er urovækkende – hvad enten vi tillægger den slags fænomener virkelighed eller ej. Truslen behøver ikke at være overnaturlig for at vække uhygge: for eksempel opfattes afvigende eller ekstreme sindstilstande som truende, måske fordi det minder os om, hvor skrøbelig og illusorisk vores egen normalitet er.

Det er næsten skræmmende, så lette vi er at skræmme. Et par burkaklædte kvinder i provinsen kan rydde forsiden, mens vi i larmende tavshed systematisk udviser asylansøgere og udlændinge til højst usikre skæbner. Også dette – frygten for det fremmede – er et tema i horror, enten som subtekst eller mere eksplicit. Men horrorgenren har, efter min mening, ikke til formål at skræmme læseren.

Når horror bliver et mål i sig selv, som det unægtelig er tilfældet med mange gyserhistorier, forstærker det kun frygten for det fremmede, det ukendte, det overnaturlige. Gys for gysets egen skyld er den emotionelle eller fysiologiske fejlslutning.

”Den, som skriver, skal styrke den menneskelige tanke og ikke forvirre den,” skrev Herman Bang i en spøgelseshistorie, der netop havde til hensigt at forvirre læserens stivnede tankemønstre. Horror er et middel til at skabe den kortikale forvirring, som er nødvendig for at udvide erkendelsen og forståelsen af verden i al sin brogede mangfoldighed. Hvis det lykkes at gøre læseren bare en smule usikker i sin virkelighedsopfattelse, er meget nået.

Bedst er det, når forfatteren formår at rive tæppet væk under vores fødder, og uhyggen bliver så intens, at vi ikke længere kan ignorere muligheden af det umulige – om det så bare er for et kort sekund.

Du virker som en forfatter, der trækker sin inspiration udefra – udenlandske forfattere og gerne de ældre, gotiske af slagsen. Hvem ser du selv som dine forbilleder?

Faktisk var det gennem Ewald, Ernesto Dalgas, Karen Blixen og Neutzsky-Wulff, at det danske sprogs skønhed, alsidighed og potentiale i sin tid blev åbenbaret for mig som læser. Litteratur er et håndværk, hvor ”mesterlæren” består i studier af de litterære værker, teknik, stil, etc. I den forstand har jeg alle – gode! – forfattere som forbilleder, mens de dårlige kan tjene som eksempler på, hvordan det ikke skal gøres.

Men det er sandt, som du observerer, at jeg direkte og indirekte hyppigt refererer til de tidlige gotiske forfattere eller værker. Thomasine Gyllembourg og Ingemann begik nogle få (og gode) gotiske historier, men den gotiske litteraturs mesterværker er nu engang skrevet på engelsk, tysk og fransk.

Horror synes at opleve en mindre renæssance i Danmark. Betragter du dig selv som en del af en litterær trend, og er det i det hele taget muligt at have en identitet som horrorforfatter i Danmark?

Jeg er en litterær trend! Nej, spøg til side … Jeg kender meget lidt til den samtidige skønlitteratur, endnu mindre til tendenserne inden for dansk skønlitteratur. Min fornemmelse er, at der stadig eksisterer et fordomsfuldt skel mellem genre- og ikke-genrelitteratur.

Man har en lille hylde med gysere, en med sci-fi, en med fantasy – al triviallitteraturen – og så har man ellers den lødige litteratur. Det er sær og falsk spaltning, for al litteratur er genrelitteratur. En af konsekvenserne af dette skisma er, at læsernes horisont bliver sørgeligt smal. Det har også den konsekvens, at forfattere, der åbenlyst skriver inden for for eksempel horrorgenren, vil have svært ved at bryde igennem til en bredre læserskare.

Men så længe der er læsere af horror, og så længe der er entusiastiske formidlere som dig selv, Thomas Winther og Henrik Harksen, er det muligt at have en identitet som horrorforfatter i dette lille land. Måske trives vi i virkeligheden meget godt i litteraturens mørke undergrund?

Fem gode horrorbøger ifølge Thomas Strømsholt?

Matthew Lewis: The Monk (1796). The Society for the Supression of Vice fandt romanen så chokerende, at de lagde sag an, og Lewis fik besked på at fjerne alle referencer til bibelen, samt en del erotiske passager ”before the minds and bodies of the people be corrupted.” The Monk blev en øjeblikkelig succes.

Guy de Maupassant excellerede i novelleformen, men for dem, der er mere eller mindre ignorante udi det franske sprog (som jeg), findes der en glimrende samling på engelsk, Tales of Terror (Tartarus Press, 2008).

Arthur Machen: The Hill of Dreams (1907). “He dived deeper and deeper into his books; he had taken all obsolescence to be his province; in his disgust at the stupid usual questions, ‘Will it pay?’, ‘What good is it?’ and so forth.”

Max Ernst: Une semaine de bonté (1934). Surrealistisk horror eller weird fiction. Det var André Breton, der fik mig til at læse The Monk.

Caitlín R. Kiernan: The Ammonite Violin & Others (2010). Kiernan har en meget idiosynkratisk stil, meget ærlig og meget unik. Hendes seneste samling, The Ammonite Violin, består af weird erotica, en krydsning mellem Anaïs Nin og Lovecraft.

Links

Thomas Strømsholts hjemmeside

Strømsholt som skribent på Horrorsiden, Planet Pulp og Tegneseriesiden