FLERE TEENAGE-TRVIALITETER. Først fik vi “Kejserens Hemmelighed” og dernæst begik Kit A. Rasmussen denne efterfølger. De udkom samtidigt, men denne anmelder har ikke kunnet fået snøvlet sig færdig, og han beklager naturligvis. Men, er det kun anmelderens uvirksomhed der gør at denne anmeldelse har ladet vente på sig, eller er der måske tale om andre korrelerende faktorer?

Nyligt uddannet fra universitetet så jeg frem til en beskidt tur igennem sandet med William og Athena ved min side. Godtnok var mine forventninger noget beskæmmet af første bind i serien, men alligevel satte jeg min lid til at toeren skulle blive bedre. Vi møder Athena og William netop som de ankommer til Egypten. Her har man fundet et mystisk lig i et gravkammer. Eller rettere, liget er faktisk ikke særligt mystisk, men omstændighederne er forunderlige og Athenas far bliver tilkaldt i hans funktion som retsantropolog. William følger med som det spørgsmålstegn en teenagedreng er og Athena er tvunget med, som den sure teenagepige hun nu engang er. Det bliver en jagt på… ja, på hvad. Det blev jeg aldrig helt klar over, men det er vidst meningen.

Stilen er nøjagtig den samme som i etteren. Kapitlerne skifter mellem at have fortællestemme hos hhv. Willam og Athena. På skift får vi deres teenageopfattelse af verden og de begivenheder der udfolder sig for de to måbende opkomlinge. Det er lidt trivielt og ensformigt, og det bliver enormt forudsigeligt til sidst. Athena er konstant sur, og William er konstant overrasket eller bange. Det er følelsesliv på det allermest basale niveau og det er ærlig talt ikke særligt sindsoprivende.

Efter 100 siders kedelige teenagenykker sker der pludselig en hel masse. Blandt andet er der overraskende meget vold mod og med børn. Snart bliver den ene, snart den anden truet på livet eller bortført. Alt sammen er kogt sammen med et noget klodset forsøg på at “forberede piger til at blive kvinder”. Det betyder at vi, midt i et af de mere spændende øjeblikket, skal igennem en meget udpenslet menstruationssekvens, som jeg ikke forestiller mig at ret mange vil finde interessant – slet ikke de enkelte teenage-piger der måtte driste sig til at læse bogen.

Kit Rasmussen skriver stereotyper, og det er endda kun for hovedpersonerne. Bifigurene er reduceret til at have ét eller to særkender som adskiller deres snak en mikroskopisk smule fra de andre. Faktisk er det kun én af bifigurenes brug af den engelskklingende glose “Gobshite”, der giver hende nogen form for personlighed. Det er sikkert et resultat af bogens længde (150 sider), men så kunne man overveje at bringe færre karakterer ind i plottet. Det ville i al fald give den noget ensemble-prægede historie en mindre klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg ved ikke hvem bogen henvender sig til, men det er tilsyneladende det yngre publikum. Jeg vil ikke anbefale den, for historien er alt for overfladisk – faktisk plot-løs. Karakterene er håbløst underudviklede og handlingen er, på trods af det korte format, langsommelig. Mit råd er dette: læs noget andet!