Om Anders Jørgen Mogensen

Anders Jørgen Mogensen er født i 1980 og uddannet lærer. “Virkeligheden er ikke virkelig” er den første bog med has navn på titelbladet, men han har tidligere lavet musik og skrevet manuskript til tegneserien “Skæbnen er en ådselsæder”, som Simon Bukhave illustrerede.

Forlaget om Virkeligheden er ikke virkelig

David Lynch for børn!

De 13 fortællinger i Virkeligheden er ikke virkelig omhandler alle børn, deres hverdag og familien. Hovedpersonerne – som alle er børn – møder her det overnaturlige, dunkle og ret ofte makabre.

Som i historien om “VandAnna”, der opdager, at hun uheldigvis er lavet af vand, og at hendes klassekammerater er tørstige …

Eller i den noget større fortælling “Inde i betjentens mave”, hvor drengen Peter befinder sig i en besynderlig situation; fanget i en betjents indre efter at have revet armen af sin lillebror ved et uheld.

Alle fortællingerne tager udgangspunkt i hverdagen og familien, og temaer som død, tab, genfødsel og forvandling går flittigt igennem dem alle. De er bredt tilgængelige for børn i mange aldersgrupper og har et enkelt og billedrigt sprog, som stiler efter at underholde, men også berige børnenes kreativitet, fantasi og lyst til at læse.

Interview

 Til at starte med: kan du præsentere dig selv og “Virkeligheden er ikke virkelig”? Hvem er Anders Jørgen Mogensen, og hvilken type bog har han begået her?

Jeg har siden 1998 mest bevæget mig inden for musikken og har udgivet plader og turneret med mit band KLoAK og senere duoen Alle med balloner og terrasser. I 2005 dannede jeg sammen med tre venner pladeselskabet ESCHO, som siden da har udsendt over 20 plader, senest med bands som Iceage og Thulebasen. Vi har også arrangeret en masse koncerter i København. Jeg tjener til dagen og vejen på Bordings Friskole på Østerbro, hvor jeg er dansklærer.

De sidste fire år har jeg brugt på at skrive, og novellesamlingen Virkeligheden er ikke virkelig er den første kulmination af dette.

Virkeligheden er ikke virkelig er en samling fantastiske og surreale fortællinger, der forhåbentlig henvender sig til alle og kan være med til at udfordre folks ide om, hvad en fortælling med et barn i centrum kan være.

Du har lavet musik og manuskript til en tegneserie før – og nu en novellesamling. Er der en rød tråd i den produktion, et samlende element, eller har du bare svært ved at holde dig til ét område?

Det hele hænger helt klart sammen. I alt, hvad jeg foretager mig, foregår der hele tiden en kamp for at bryde ud af det vante, og det er måske den røde tråd. Nogle gange tror jeg, at alt, hvad jeg har lavet i mit liv indtil nu, bare har været overspringshandlinger frem til at skulle udgive bøger. Jeg føler helt klart, at jeg har fundet det sted, jeg hører til, men jeg tror også altid, jeg vil forsøge mig inden for forskellige former. Det er på sin vis ikke mig selv, der bestemmer, hvilke ideer jeg får, og i hvilken form jeg forsøger at tvinge dem ud af min hjerne, så ideerne også kan konfrontere andre.

Hvornår og hvordan begyndte du at skrive – og hvornår begyndte du at forsøge at få det udgivet?

I gymnasiet sad jeg og rodede med en masse historier, men da jeg så i 1998 dannede bandet KLoAK, gled det hele lidt i baggrunden, indtil jeg tog det op igen i 2002, hvor jeg begyndte at skrive digte. Der gik dog ikke lang tid, før jeg forstod, at mine digte ikke var særligt gode, og derefter skiftede jeg til prosa. Så kom der nogle år, hvor jeg havde meget travlt med musikken, og jeg havde ikke så meget tid til at skrive. I 2007 kom jeg hjem fra en turne i Skandinavien med KLoAK. Den var gået fantastisk godt, og derfor var jeg fuld af energi. I stedet for at sidde og brokke mig over, at turneen var færdig, som jeg plejede, satte jeg mig foran computeren og begyndte at arbejde med nogle af de historier, jeg havde i mit hoved, og man kan sige, at jeg på sin vis aldrig har rejst mig. I december 2009 holdt jeg en måneds pause fra at skrive, men ellers har jeg nærmest skrevet hver dag siden den dag i september 2007, hvor jeg begyndte. Alle historierne i Virkeligheden er ikke virkelig er fra denne periode og frem.

Jeg tror, jeg sendte de første ting ud til forlag i 2008. Jeg fik nogle pæne ord med på vejen, men intet blev antaget. Inden jeg sendte det ud, havde det været forbi min ven T.S Høeg, som jeg kender gennem musikken. Han er en erfaren forfatter og musiker, og jeg vidste, at jeg kunne stole på, hvad han havde at sige. Jeg afleverede tre historier til ham, og da jeg næste gang kom forbi, sagde han bare, at han syntes, jeg havde godt styr på det og bare skulle fortsætte.

På sin vis var det det bedste, nogen kunne sige til mig, da jeg var så optaget af, hvad jeg havde gang i. Hvis han var kommet med en masse råd og ideer, tror jeg bare, det havde bremset mig.

Hvordan opstår historien for dig – med et plot, en ide, et billede eller noget helt andet? Og hvordan videreudvikler du den derfra?

Jeg lærte ret hurtigt, at jeg ikke kan bruge en god ide til noget, hvis den ikke også har rod i noget sprogligt. Det skal altså være en sætning, som sætter det hele i gang. En sætning, som danner grobund for hele historien. Mit hoved er fyldt med masser af historier, men når jeg ikke ved, hvordan jeg skal skrive dem, kan jeg ikke rigtig bruge dem til noget. Men generelt er det et svært spørgsmål at svare på, fordi historierne netop bare opstår i mig, og det kan være som plot, som billede, som ide. Jeg er ligeglad, bare det lever.

13 noveller er der samlet i bogen. Hvordan er arbejdet med samlingen gået? Har du haft et stort udvalg, eller har du skrevet dem specifikt til denne udgivelse? Og hvordan har samarbejdet med forlaget/redaktøren været?

Efter jeg havde skrevet en fire, fem historier, vidste jeg, at en samling var ved at tage form, og derefter kom der bare flere og flere historier til. Der var 10 noveller i den samling, som forlaget antog, og mens jeg arbejdede med at redigere de noveller, kom der tre nye til. Generelt slettede jeg en masse, og jeg mener, at samlingen med 13 noveller endte med at blive lidt kortere end den, jeg sendte ud med 10. I øvrigt skrev jeg også en novelle, som ikke kom med. Det var den eneste gang, min forlægger var uenig i et valg, jeg foretog. Når jeg ser på det nu, havde han ret, selv om jeg er meget glad for novellen. Den er bare mere kompleks og vil et andet sted hen end de andre historier. Generelt har jeg været rigtig glad for at arbejde med Mikael på forlaget. Han har haft stor tiltro til mig og hele tiden stolet på min vision.

“Virkeligheden er ikke virkelig” bevæger sig i det surrealistiske – hvorfor tiltaler denne form dig som forfatter?

Det er på sin vis ikke noget, jeg har bestemt mig for, men så snart jeg går i gang med at skrive, tager min underbevidsthed bare fortællingen derhen. Jeg tror, at virkeligheden er meget flagrende for mig, og derfor har jeg let ved at forestille mig dens principper ophævet. Jeg har altid, siden jeg var barn, været tiltrukket af det surreale. Min hjerne tillader i hvert fald, at grænser blive overskredet, uden at jeg føler et behov for at trampe i jorden og pointere det.

Hvilke forfattere ser du selv som dine inspirationskilder?

Preben Major Sørensen, Knud Holten, Ulla Ryum, Poul Vad, Birgit Munch, Jeppe Brixvold, Louis Jensen, Thomas Pynchon, Don DeLillo, Cormac McCarthy, Herman Melville, Bret Easton Ellis, Samuel Beckett, Knut Hamsun, J.G. Ballard, Samuel R. Delaney, Stanislaw Lem, Michael Moorcock, Jeff Vandermeer, Clive Barker og så har jeg sikkert glemt en masse.

Du har en roman på vej med titlen “Kødet” – kan du fortælle lidt om den og forskellen på at arbejde med historier i kort og lang form?

Kødet er en ungdomsroman om sex og selvkannibalisme. Historien følger drengen Thomas, som går i 8.klasse. I hans familie skærer faren kød af sig selv og serverer det for sine børn. Thomas, der er ved at bliver voksen, begynder selv at få den evne, men det fatter han selvfølgelig ikke, og det er ligesom romanens omdrejningspunkt. Derudover forsvinder pigen, han er forelsket i, og han må flere gange til en parallel verden kaldet Uvirkeligheden. Romanen er til tider surreal, absurd og forhåbentlig sjov og underholdende. Men jeg er spændt på, hvad folk siger til den, da hele det seksuelle til tider bliver meget konkret konfronteret.

Kødet blev over dobbelt så lang, som jeg havde forventet, og det er måske den største forskel på at arbejde i kort og lang form. Ved en novelle prøver jeg at gøre den så skarp som mulig, mens der i en roman er mere tid til at flyde. Jeg skrev den, samtidig med at jeg skrev Virkeligheden er ikke virkelig, og derfor føler jeg også, at de hører sammen. Generelt arbejder jeg altid på flere ting samtidig, da jeg føler, det giver mig en frihed. Hvis jeg ikke kan komme videre med det ene, går jeg bare videre til det andet.

Kødet er i øvrigt smukt illustreret af Simon Bukhave, og specielt hans forside bejler til prisen som årets bedste. Romanen udkommer engang i november via Forlaget Fahrenheit.

Og hvad byder fremtiden så på? Arbejder du allerede på noget nyt, eller vil du forsøge dig inden for en anden kunstform?

Den 14. oktober udkom Grønflammeskoven. Det er en billedbog med musik, som jeg har lavet sammen med folk fra bandet Oh No Ono og en masse andre. Bag i bogen er der en cd, hvorpå historien bliver læst op, samt 10 nyskrevne sange. Jeg har skrevet bogen sammen med Nicolai Koch, og så har jeg skrevet en sang og synger en anden sang på pladen.

Derudover har jeg skrevet en roman færdig med titlen Pludselig vågnede jeg, som igen er en ungdomsroman. Lige nu prøver jeg at finde ud af, hvordan den skal udkomme. Min plan var at skrive en blanding af Saint-Exupérys Den lille prins og Cormac McCarthys The Road, men jeg er vist endt op med at skrive en roman, der er så sørgelig, at den nok bliver lidt sværere at få ud end som så. Til gengæld er jeg meget glad for den, og jeg føler virkelig, at jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige. Historien handler kort fortalt om en dreng, der vågner op begravet i skoven. Han kan intet huske, men en stor flænge i hans pande gør, at han indser, at noget forfærdeligt er gjort mod ham. Bogen handler om hans jagt på svar, og der går ikke lang tid, før han forstår, at han også selv har gjort noget forfærdeligt.

Lige nu arbejder jeg på en trilogi om seksuel frustration, som uden tvivl henvender sig til voksne. Trilogien hænger kun sammen tematisk og er meget mere eksperimenterende, end hvad jeg tidligere har lavet. Den første bog hedder Dryppende glorie, og jeg er cirka 90% færdig med den. Den anden hedder Skravl, og den er jeg cirka 60% inde i. Den sidste har arbejdstitlen Hurra, og der har jeg skrevet en 30-40%. Der går nok en halvanden års tid, før jeg er færdig med dem alle, men jeg håber på, at Dryppende Glorie udkommer i 2012. Det har været vigtigt for mig at tage min forfattergerning et andet sted hen, og det, synes jeg, er lykkedes. Jeg er meget spændt på, hvad folk siger til det, men jeg er selv meget tilfreds og føler, det er det bedste, jeg endnu har formået at skrive. Alle tre bøger bevæger sig stadig inden for det fantastiske.

Og så arbejder jeg på en plade med mit nye band Nikolas. Forhåbentlig er vi færdig med den i starten af næste år.

Og til slut: fem gode bøger ifølge Anders Jørgen Mogensen

Kattens anatomi af Poul Vad

Denne roman burde være obligatorisk læsning for alle. Historie på historie væves ind i hinanden. Utroligt, at en forfatter kan have så meget fantasi i sig og få det hele ned i en bog. Når man har læst den, vil man aldrig glemme rottekongen!

Blood Meridian af Cormac McCarthy

Cormac McCarthy har i de seneste år opnået noget af et gennembrud. Jeg har læst de fleste af hans bøger, men Blood Meridian er det største for mig. Sjældent er verdens ondskab blevet beskrevet så smukt.

Af en engels erindringer af Preben Major Sørensen

Preben Major Sørensen har været dansk litteraturs freak, siden han debuterede i 60erne. Jeg har med undtagelse af 3-4 værker læst alt, hvad han har skrevet, og jeg er lige imponeret hver gang. Af en engels erindringer er hans første roman ud af kun tre. Ellers har han primært beskæftiget sig med kortprosa.

City of saints and madmen af Jeff Vandermeer

Bogen foregår i verdenen Ambergris, som Vandermeer har brugt i tre romaner. City of saints and madmen er den første, og det er derfor, jeg vælger den frem for fortsættelsen Shreik, an afterword, som måske er den bedste i trilogien. Jeg synes, at Vandermeer er det mest interessante, der kommer fra USA i øjeblikket, da han har formået at tage fantasy et helt andet sted hen og henvender sig til folk, der ikke er interesseret i genrelitteratur.

Forbrydelse og fremgang af Jeppe Brixvold

Denne roman har vel allerede en form for nyklassiker-status, og den fortjener al den ros, den har fået. Flere historier (måske med den samme hovedperson?) væves sammen, lige indtil Brixvold serverer en historisk roman om Alexander den store på 200 sider, hvorefter romanen pludselig vender tilbage til sin mere eksperimenterende form. Hvis han kun havde udsendt delen omkring Alexander den store, var romanen blevet en bestseller, men det hele står stærkere i den form, Brixvold har valgt.

Links

Forfatterside på forlaget Ostenfeld

Virkeligheden er ikke virkelig anmeldt på Den elektriske kanin, Himmelskibet og Bogblogger