Om A. Silvestri

Silvestri er i løbet af ganske kort tid gået fra novelleudgivelser i danske fanzines til at have tre bogudgivelser på markedet. Han har tidligere optrådt på Fantastiske Forfattere med Køtere dør om vinteren. Den produktive skolelærer/forfatter står denne gang bag en mursten af en bog: 800 sider zombieaction.

Forlaget om Pandaemonium

Et sted i København begynder virkeligheden at skride i sømmene.
Fluer i græshoppestore sværme torpederer folk og skaber kaos.
Ondskaben kommer til verden i en lejlighed på Nørrebro. Presset ud af menneskekød. Mast til ukendelighed under fluesværme genopstår mennesker nu fra de døde.

Den makabre kamp for overlevelse begynder, og den er dømt ulige fra starten af. For hvordan overlever man når flænsende og hjernedøde zombier pludselig er i overtal i en millionby? En lille gruppe overlevende forskanser sig et sted i Danmark og tager kampen op mod ondskaben. Spørgsmålet er blot, om overlevelse overhovedet er mulig, når zombiehæren glubsk nærmer sig.

Interview

Hvad skal man forvente, når man samler Pandaemoniums 800 sider op og giver sig til at læse?

Som læser af Pandaemonium skal man forvente en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider. Man bør også forvente en meget grafisk bog, der ikke lægger fingrene imellem, når det kommer til at beskrive, præcis hvad f.eks et kastespyd gør ved en gennemrådden zombie. Ideen med B-film er så integreret, at den finder vej til selve måde at sætte teksten op på. Eksempelvis forlader en person ikke bare en bil. Man får at vide, hvordan han løsner sikkerhedsselen, åbner døren og sætter foden på asfalten. Men man bør også forvente noget helt andet. Nemlig en god historie, der blander ældgamle religiøse forestillinger fra blandt andet Egypten og Mesopotamien med kristen mytologi. Titlen er ikke tilfældig. Det er en episk tour de force gennem ondskaben og dens rådne tjenere. Og så er der faktisk en mening med zombierne. De er ikke bare hjernedøde ædemaskiner.

Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelseshistorie? Den begyndte som flere bøger, men endte som et samlet værk. Hvordan gik det til?

I sommeren 2007 (mener jeg) skrev jeg den første af bøgerne, der dengang bar titlen Pandoras væske. Jeg havde egentlig ikke regnet med at skrive videre på den, men responsen fra de mennesker, der læste den, var enorm. De ville have mere. Så jeg tænkte: Hvad fanden…kan jeg skrive en opfølger? Det kunne jeg så, og det blev til hele to af slagsen. Jeg og forlaget (Valeta) snakkede meget frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle udgive bogen som en trilogi. Det viste sig dog en smule problematisk, da første del er væsentligt kortere end de to andre. Vi endte med det samlede værk, fordi det signalerer det bombastiske i fortællingen. Det er en stor historie, så det kræver et lige så stort volumen. Jeg tror også, at enhver, der har løftet på et eksemplar, vil have på fornemmelsen, at det ikke er hverdagskost.

Dette er første gang, du får udgivet en roman, hvor du tidligere har skrevet noveller. Hvordan er det at arbejde med den længde lige pludselig?

Det har været en stor oplevelse at arbejde med en så voldsom tekstmængde. Undervejs i redigeringen er der røget flere kapitler, og bogen er blevet reduceret med 10-15%. I forhold til noveller, der selvfølgelig også redigeres, så jeg mig nødsaget til at have et ekstra dokument permanent åbent. I det stod hele historien i punktform, men det viste sig ikke at være det vigtigste. Det gjorde tværtimod personbeskrivelserne. Jeg fangede mig selv i nogle steder at have gjort en af personerne rødhåret, og andre steder var hun blond. Det holder jo ikke. Ligeledes var de i førnævnte beskrivelser også personernes holdninger og livssyn, så jeg sikrede, at de ikke trådte ud af karakter. En anden ting, jeg læste rigtig meget op på, var den mytologiske del. Jeg kan godt afsløre, at den egyptiske myte om Solen er ganske væsentlig, og jeg måtte konsultere mere end ét digert værk for at holde tungen lige i munden. Ud over alt det, var der pludselig mange steder, hvor jeg måtte søge hjælp udefra. Jeg har snakket i telefon med alt fra en retsmediciner til en radioamatør. Det nyttede jo ikke noget, at kløjs i sendefrekvenser eller forrådnelsesprocesser. Efter endt arbejde må jeg nok indrømme, at jeg i fremtiden stadig vil fokusere på novellerne frem for romanen. Dermed ikke sagt, at der ikke kunne falde endnu en roman af i svinget…selv om det sikkert vil være et ret stort sving.

Er “Pandaemonium” den første roman, du har skrevet, eller ligger der tidligere forsøg og simrer i skrivebordsskuffen?

Faktisk har jeg endnu en roman liggende på harddisken. Det er en større sag, men noget mindre end Pandaemonium. Den er meget historisk og kobler en næsten dokumentarisk viden om historiske begivenheder med tidsrejser og magi. Det lyder som noget af en sammenbygning, og det er det egentlig også. Om den nogensinde bliver hevet frem, ved jeg ikke. Ud over den, har jeg et par skitser liggende, men det er alt for tidligt at sige noget om dem.

Zombie-apokalypsen er næsten en genre i sig selv, og i dine noveller blander du gerne genrerne. Har du også gjort det her, eller holder du dig til formen?

Pandaemonium er faktisk meget genretro, og så alligevel ikke. Jeg har ændret stort set alle aspekter af zombie-apokalypsen og krydret den med træk fra blandt andet fuldblods-horror, dannelsesromanen og action-filmen. Og så er den betydeligt mere humoristisk end f.eks Romeros oprindelige univers. Det ændrer dog ikke ved, at enhver, der læser Pandaemonium, vil placere den solidt i zombie-genren, og det er også der, den hører til.

Zombierne bliver ved med at dukke op – i alle mulige forskellige afskygninger. Hvorfor er det lige, at de er så interessante?

Jeg tror at zombier er interessante, fordi det er mennesker, men samtidig monstre. Tag blot en klassisk zombie. En præst, komplet med pibekrave og sort kjortel. Når en læser får præsenteret en sådan zombie, ved de, at den engang har været en levende person, der forestod bryllupper, var til for sine sognebørn og stod for det gode. Kombiner præste-zombien med en grafisk fremstilling af, hvordan en rive har flået halvdelen af maveregionen ud, før den kilede sig selv ind mellem hans ribben, og du har det monstrøse. Det er krydsfeltet mellem det menneskelige, vores viden om hvad der engang var og det modbydelige, der næsten, men også kun næsten, har ødelagt det, vi forstår. Fordi vi ikke kan forbinde de to ting, bliver det så absurd, at vi tiltrækkes af det. Og så en anden ting: Zombier spiller på den måske ældste frygt mennesket har, nemlig at blive spist levende.

Zombierne ses som regel mest i film, men er der nogen litterære zombier, du har haft som inspirationskilder?

Jeg kan ikke undgå at nævne Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Jeg har læst den bog utallige gange, og den er en massiv grund til, at jeg skrev Pandaemonium. Faktisk har jeg næsten ordret snuppet et par sætninger (som en cadeau) fra førnævnte bog og placeret dem i Pandaemoniums indre. Se, om I kan finde dem!

Du har været utroligt produktiv det sidste stykke tid. Har du allerede flere udgivelser på arbejdsbordet?

I skrivende stund arbejder jeg på min ”opfølger” til Køtere dør om vinteren. Den kommer til at følge samme model, med delvist realistiske noveller og delvist fantastiske af slagsen. Og så har jeg tænkt mig at fortsætte med at medvirke i diverse konkurrencer, selv om jeg nok skruer lidt ned for blusset. Mit arkiv med gamle noveller ser efterhånden også lidt slunkent ud.

Og til slut: 5 zombieværker (film, bøger eller andet), som A. Silvestri vil anbefale?

La Horde: Fransk zombiefilm fra 2009. Den følger en gruppe politifolk, der har taget loven i egne hænder, og nu indleder et overraskelsesangreb på den gruppe pushere, der slog deres kammerat ihjel. Problemet er blot, at zombier kommer med til festen. Den har en fed slutning og formår at forny genren en smule.

Dead Island: Computerspil fra 2011. Ret så nyt, og ret så underholdende. Man kan mest af alt kalde det en klassisk shooter, bare uden skydevåben. Det er sjovt at gå i clinch med de levende døde, og at det hele foregår i et tropisk paradis, er blot den ironiske glasur på kagen.

Pride and Prejudice and Zombies: Bog fra 2009. Forfatteren, Seth Grahame-Smith, har ganske enkelt kombineret Jane Austens gamle roman med zombier og japansk æreskodeks. Selv om jeg ikke var så vild med bogen, står den alligevel som et spændende forsøg på at udfordre genren.

Fido: Canadisk film fra 2006. I denne verden, der er en mærkelig variant over 50ernes USA, er zombie-apokalypsen overstået, og mennesket har vundet. Zombierne er reduceret til tjenende ånder, og det er fascinerende at se, hvor depraverede mennesker egentlig er, når de har hånd- og halsret over andre skabninger.

Død Snø: Norsk film fra 2009. Det er rendyrket underholdning. Der er masser af sne. Og zombierne er ikke bare zombier…de er NAZI-zombier! Need I say more?

Links

A Silvestris blog Forfatter på halv tid

A. Silvestri interviewet på Fantasticon (video)