Om Jonas Wilmann

Wilmann debuterede i 2009 med den selvudgivne postapokalyptiske “The End“. Senere udkom han på forlaget Valeta med “Mutagen“, der ligeledes foregik efter verdens undergang – med sit seneste værker er han tilbage som forlægger, men har slået en helt anden tone an.

Forlaget om Smukke Anna

Den smukke romapige Anna bor i et nedlagt fabrikskvarter lidt udenfor Prags bymidte.

Hendes skønhed er ikke gået ubemærket hen: I byens underverden er der folk, der har store planer for hende.

Snart bliver hun ledt på en blodig rejse ind i vanviddet – en kamp for genoprejsning for hendes folk, og en færd hvor hun krydser skæbner med de for længst afdøde.

Horrorroman til voksne fra forfatteren bag Mutagen

Interview

 Kan du starte med at præsentere “Smukke Anna”? Hvilken oplevelse skal man forvente, hvis man samler den op?

Man skal forvente sig noget nyt. Noget, det i virkeligheden ikke er særlig nemt at forberede sig på, fordi sammenligningsgrundlaget ikke er ret stort. Men hvis man bereder sig på noget, der er mørkt og brutalt, og samtidig let og luftigt, og så ellers læser med et åbent sind – selv når det bliver rigtig mærkeligt – så skal det nok gå alt sammen.

Bogen foregår i Prag. Stammer ideen derfra, og hvor meget research gik der forud for romanen?

Jeg har et tidligere uudgivet værk, hvor en delegation danske politikere besøger et tjekkisk bordel. I den forbindelse snublede jeg over en case, der omhandlede halvtreds familier, der boede i det forladte fabrikskvarter, Cihelna, og tænkte så ikke videre over det. Et års tid efter var jeg i Prag, og der fik jeg en masse indtryk ved at kigge på folk i gaderne osv. og var også en tur på det famøse Torturmuseum ved Karls Broen. Alt blev skrevet ned i en lille notesbog, og en historie om en smuk gadetøs i et brutalt miljø begyndte at skrive sig selv. Den blev dog skrinlagt i et halvt års tid, fordi den på daværende tidspunkt var ren socialrealisme og manglede den rette horror-vinkel. Denne kom så til mig en dag, da jeg var på vej over til banken på min cykel. Jeg fik pludselig et billede i hovedet af en smuk, ung pige med en bloddrivende ragekniv (spørg mig ikke hvorfor) og vidste i det sekund, hvad det var for en historie, jeg ville skrive. Notesbogen fra Prag blev gravet frem, og så kørte det ellers. Ud over det, var der godt en måneds research omkring gypsy legends, hinduistiske guder osv., da jeg skulle stykke bogens mere surrealistiske sekvenser sammen.

“Smukke Anna” virker lidt som en ny retning for dig i forhold til “The End” og “Mutagen”, både med sproget og historien – er det tilfældet?

Hmm … Jeg skrev den faktisk lige efter ”Mutagen”, og det var ikke noget bevidst valg at ændre retning. Men jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. Anna er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig. Nogle kan måske have sat mig i bås som hr. postapokalypse, men det er også noget med, hvor hurtigt man kan få sine ting udgivet – det tager simpelthen tid og et par udgivelser at markere alle de forskellige personer, man er som forfatter.

Dine tidligere romaner har været mere splattede og visuelle, hvor “Smukke Anna” mere slår på atmosfæren og historien. Har du haft nogle særlige inspirationskilder til denne bog?

Jeg kan ikke tænke på en specifik bog eller film, der direkte har inspireret mig, da historien er opstået ud fra personlige iagttagelser, artikler etc., men jeg har efterfølgende tænkt over, at den ligger meget godt på linje med den franske horror, der både er voldsom, og hvor kvinderne ikke kun er i offerrollerne, men også kan agere bødler og virkelig have bukserne på.
Jeg er vild med martyrer (mine sidste tre manuskripter har haft forpinte kvinder i hovedrollen … skønt den ene var en drage), så derved kunne man nævne f.eks. den franske film ”Martyrs”, ”Twin Peaks” med den smukke Laura Palmer, der bliver misbrugt af alt og alle, eller søde, promiskuøse Lucy fra ”Dracula”. Og så har jeg læst meget Frank Miller som yngre, hvor kvinderne både bliver udnyttet og efterfølgende sparker røv – det har alt sammen lagret sig et eller andet sted. Men ud over det, har der ikke været specifikke inspirationskilder.

Med “Smukke Anna” er du tilbage som din egen forlægger med forlaget KAOS. Er det et rent Wilmann-forlag, eller pønser du også på at udgive andre forfattere?

Jeg vil kun udgive mine egne ting. Det er i hvert fald planen, som det ser ud nu.

Hvad er det, der er så tiltalende ved at være sin egen udgiver? Hvilke fordele giver det?

Hvis man er en relativt ukendt forfatter i en snæver genre, og ellers har mod på at kaste sig ud i det, synes jeg, der er god fornuft i at gøre det selv. Små forlag kæmper på samme måde som små forfattere med at slå deres navn fast og har sjældent nogen kæmpe rækkevidde. Så hvis det umiddelbare, realistiske mål er at sælge f.eks. 200 bøger (hvilket desværre er meget normalt med små udgivelser), så siger min logik mig, at man lige så godt kan gøre det selv – for så får man en større fortjeneste. Hvis man som forfatter i mit sted skulle drage fordel af at være på et forlag, ville det kræve, at den ret store bid af omsætningen, der ryger, manifesterede sig i en større spredning, dvs. repræsentation i boghandlere, bred markedsføring etc.
Udover disse tørre, økonomiske betragtninger, er det selvfølgelig også super fedt, at man helt selv kan bestemme, hvad man vil udgive, hvem der skal være betalæser, hvordan forsiden skal se ud etc., etc. Det er i hvert fald det helt rigtige til mit gemyt.

Der sker meget med dansk horror lige i tiden. Føler du dig selv som en del af litterær strømning?

Ja, helt afgjort. Og det er ikke bare noget, jeg føler, det er noget, jeg kan se, hvor end jeg kigger hen. Der er uhørt mange upcoming horrorforfattere p.t., det er interviewsene på denne side, og ikke mindst stiftelsen af Dansk Horror Selskab jo bevis på. Der er en stor spredning i, hvad feltet skriver, men generelt ses der mere og mere, der henvender sig til et voksent publikum, og det er jeg meget glad for.

Hvilken retning ser du gerne, at dansk horror bevæger sig i?

Jeg håber, at horror bliver mindre bevidst om sig selv som glimt-i-øjet genrelitteratur og i stedet fokuserer på at være litteratur, punktum. Selvom det måske lyder lidt voldsomt, synes jeg rent faktisk, horror har brug for at tage sig selv mere seriøst. Vi har nærmest haft to årtier, hvor det eneste, der har fået plads i boghandlere såvel som i medier, har været børne/unge horror, og det har pisset mig umådeligt af.

Og som en forlængelse heraf kun jeg godt tænke mig, at horror var mere farlig. Den skal bryde grænser og chokere, for ellers er der jo ikke noget horribelt ved den. Den skal være perfid, ubehagelig, kvalmefrembringende og få det til at løbe koldt ned ad nakken på én. Den skal turde vise, at morderen ikke bare er et uhyre, en skurk, der skal fanges til sidst af ”de gode”, men at han er et helt almindeligt menneske, og du skal få lov at være hans øjne, når han hakker og flår.

Og så skal horror være Original! Vi skal have nye ideer i stedet for at dykke ned i smeltegryden af fortærskede klicheer, hver gang vi vil sige ”bøh!” Det er derfor, det er fedt, når f.eks. Teddy Vork sidder ovre ved Vesterhavet (tror jeg nok) og blander oldnordiske sagn med det gysende, eller når Nikolaj Højberg skriver geologi-horror. Vi vil have originalitet, for fanden!

Hvad byder fremtiden så på? Arbejder du allerede på en ny udgivelse?

Jeg har en novellesamling, der hedder ”Frygt-filerne”, som er mere eller mindre færdig, og jeg satser på at slippe den løs engang til foråret. Der er vi igen ovre i en helt anden boldgade. Det er otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik kunne man måske kalde det, med det twist, at det er sindssygt eksplicit materiale. Jeg har brudt mine egne grænser op til flere gange under skrivningen, og der er enkelte af novellerne, jeg nok ville have svært ved at læse højt uden at rødme eller stivne i frygt for flyvende, mugne genstande. Der er til gengæld én af novellerne, der er så uhyggelig, at jeg følte mig svimmel, da jeg vendte tilbage for at redigere den – den kunne jeg godt tænke mig at turnere lidt rundt med. Det kunne være fedt at få én til at besvime!

Og som afslutning: 5 gode bøger, man burde læse lige nu ifølge Jonas Wilmann?

Jeg har været meget til horror-klassikere de sidste par år, og vil på det strengeste anbefale, at man f.eks. får læst Richard Mathesons ”I am legend”, hvis man skulle have misset den – jeg fik fat på den, efter at flere havde gjort mig opmærksom på, at min forrige bog ”Mutagen” gik den lidt i bedene, og det er helt rigtigt, Matheson har bare skrevet sin bog i 1956, han er genial!

William Peter Blattys ”The exorcist” er også en fremragende bog, som man SKAL læse, også selvom man har set filmen halvtreds gange – og så er der Clive Barkers noveller ”Books of blood”, som nærmest er blevet en bibel for min generation, det er simpelthen noget af det mest opfindsomme og grænseflyttende horror, der er set.

Af nyere stof, og hvis vi lige kigger til mine danske kollegaer, vil jeg anbefale Teddy Vorks ”Diget”, som var en meget anderledes horror-oplevelse. Der var mange mærkelige fraser i den, der hang fast i hovedet bagefter. Nogle gange når jeg har været lidt kvæstet, har jeg taget mig selv i at gå og mumle, at ”Gammen har drukket halvt mit hjerteblod”.

Nikolaj Højberg er også et interessant bekendtskab, fordi han styrer fuldstændig uden om alle genreklicheerne, og er helt sin egen. Der var klart nogle pletskud i hans novellesamling ”Lejlighed 42”.

Links

Jonas Wilmanns hjemmeside

Wilmann på Horrorsiden

“Smukke Anna” anmeldt på Gyseren og Horrorsiden