2. Kapitel “Er der nogen”

Engang roterede Pluto og havde nætter og dage, der var lige forfrosne, og hvidblå bræer målte kun en stivnet evighed. En kort stund havde Pluto et kogende hav af ammoniak og metan, indtil den hidtil så fjerne Sol kom på buldrende besøg, og kogte alt væk. Og Pluto var forkullet og til evig tid fastlås i sir kredsløb, altid med samme side vendt mod den moderstjerne, der var vokset til gudindeagtige proportioner.

                      ”Brunhelderic” blev sat ned på Plutos nye nordpol, der vendte direkte ud mod det interstellare rum – for evigt uden daggry eller solfald.

                      Og havde klabost-kaptajnen og provost-navigatøren ikke været bekendt med Solsystemets ”nye orden”, ville det have forundret dem, at de kunne se Solen.

                      ”Men der stadig to ting, der undrer mig,” sagde klabost-kaptajnen, mens de – iført svære rumdragter med larvefødder – gled henover en sortsveden slette, bort fra ”Brunhelderics” skærende projektører.

                      ”Nova og vokseværk?” spurgte provost-navigatøren, næsten retorisk.

                      I et øjebliks tavshed og eftertænksomhed stod de, ”skulder” ved ”skulder” og betragtede den ørken af obsidian og brændt granit, der bredte sig hele horisonten rundt. Og årsagen til deres forundring var den rødglødende protuberans, næsten som salig Saturns ringe, der var synlig efter horisontens afslutning og inden stjernerne begyndte.

                      ”En G0-stjerne går ikke Nova!” sagde klabost-kaptajnen.

                      ”Og i udvidelsesfasen bliver den ikke så stor!” samstemmede provost-navigatøren. ”Der er noget galt!”

                      Pluto havde hverken haft eller havde nogen ”tyngdekraft”, det var værd at snakke om, så det kostede ikke meget energi for klabost-kaptajnen eller provost-navigatøren at afsøge et endog meget stort areal, på deres rumdragters larvefødder. Disse var, ligesom handsker eller waldoes var det for mennesker, i direkte kontakt med de muskler deres kroppe brugte til lokomotion. Anderledes var det med deres sanser. Men lad os nøjes med at sige, at de (også) havde fem. De havde bare ikke nogen lugte-eller smagssans. I stedet havde de, hvad vi – for nemheds skyld – vil kalde ”sonar” og ”seismisk sans”.

                      Det tog dem derfor ingen tid (en Jordbo – et menneske – ville have beregnet det til blot et par år) at finde Skibet.

Ellinor Becker, hed hun.

                      Og hun var den første til at indse, at Rwukidors og Kolwitz’ resultater, dem skulle der handles på. Hurtigt.

                      ”Der er ikke længere tid!” som hun sagde, da hun stod på talerstolen under UP-stationens kuppel, der var i ”evigt” kredsløb om Jupiter. ”Der er kun eftermælet, at tænke på!”

                      UP – De Forenede Planeter – talte Jorden, Mars (Die Grünes, som den blev kaldt, nu om dage, idet den var blevet ”koloniseret” af en primært germanskbefolkning; det var meget vigtigt) – dernæst Ceres, Europa, Triton og – selvfølgelig – Månen. Mennesker uden pli plejede at bemærke, at der ikke var særligt mange ”planeter” i den samling. Men det var hvad der var. UP – United Planets.

                      ”Set i lyset af omstændighederne, således som de er blevet fremlagt, må vi uopholdeligt iværksætte foranstaltninger, der har til formål at sikre dokumentation for vores tilstedeværelse!” fortsatte Ellinor Becker.

”Hør nu hér, lille De!” indbrød en diplomat fra Månen. ”Alt det dér, det jo kun hypotese! Og jeg kan sige så meget som, at observationer og målinger og udregninger fra vores Tycho-Institut, ikke understøtter den!”

”Lige et øjeblik!” råbte direktøren for Triton. ”De omtalte observationer drejer sig ikke om ”hypotese” – de drejer sig om teori. Det er noget ganske andet – og derfor alvorligt!”

”Solen – vores Sol – kan ikke … vil aldrig blive til en nova, slet ikke en supernova!” fastslog præsidenten for Ceres (han var i øvrigt astronom). ”Vores Sol brænder ud, svulmer op – og forsvinder … om milliarder af år. Jeg sér ingen grund til uro … det var ligesom den gang, hvor man ville lave et eksperiment Sort Hul på CERN, og hele tabloid-pressen var oppe og køre over, at det ville blive Verdens undergang! Schl-uudd-er! Samt vrøvl!”

Dirigenten for dette møde i UP, Kaya-Lorelei de Buchamp, kiggede op i stjernevrimlen, der viste sig over kuplen, og tænkte lidt på Evigheden, mens denne u-medierede debat stod på.

Men idet senatoren for Europa udbrød: ”Det vil jo koste milliarder af milliarder …” slog hun hårdt på sin ”buzzer” og man kom til orden.

”Må vi lige høre frøken Becker til ende!” sagde de Buchamp stille og tænkte på, at stjernerne kiggede ned. ”Frøken Becker? Afsluttende kommentarer?”

Ellinor Becker rakte ned under talerstolen og fremdrog en gammel, tung, optrækkelig grammofon, som hun stillede på talerstolen – tragt og det hele. Dernæst uddrog hun en gammel lakplade fra et paphylster, satte den på drejeskiven og trak grammofonen op.

Ud under UPs stjernebestrøede kuppel, og henover de mange fremmødte ”excellencers” hoveder og ører lød:

DO NOT GO GENTLE INTO THAT GOOD NIGHT,

RAGE, RAGE AGAINST THE DYING OF THE LIGHT

Otteogfyrretusindogto år senere fandt klabost-kaptajnen og provost-navigatøren Skibet på Pluto.

                      Det hed ”Heterodox” – men det kunne de jo ikke læse.

Næste kapitel “Heterodox” kommer snart