Se det til ende

Egentlig skammer jeg mig ikke over min indre drengerøv. Han fiser ikke rundt på udboret knallert og råber “fisse”, frekventerer ikke nærmeste bodega og hælder øl i håret på gæsterne, eller brækker sig på naboens gulvmåtte. For han kommer faktisk kun frem, når jeg synes jeg har gjort, hvad jeg skulle: – opført mig modent og velovervejet, en hel dag; argumenteret intellektuelt med de rette fagtermer, på de dertil indrettede “platforme”; lagt vasketøjet pænt sammen, taget opvasken og serveret aftensmaden.

arkiv.dk | Ukendt slagter i mørkt jakkesæt med hvidt forklæde ca 1870
-og så har jeg gjort, hvad jeg skulle

Men så er tidpunktet også kommet, hvor jeg meddeler fruen, at nu går jeg ind til mig selv og ser en film, hvor de slår hinanden i ansigtet – og det er ikke noget for hende! Må vi få ro, por favor, til at se Bruce Willis dø hårdt, Arnold Terminator rive hovedet af uskyldige eller Javier Lufttryk være stærkt intimiderende overfor tankpasseren.

Hverken egentlige boksekampe eller freestyle ditto, siger mig særligt meget. Og jeg nærer egentlig ikke noget ønske om, at få andre mennesker til at komme til skade – nogle gange kunne jeg måske ønske mig en sådan inklination, men altså ikke. Ikke desto mindre er der et vældigt frikvarter i Bourne, Ryan og mængden af muligheder for beroligelse (også kaldet Quantum of solace, på udenlandsk) i Speed, Hellboy og John Carter i Disneyland (ahr. – den er faktisk meget god). Eller Predator, The Usual Suspects og Seven (cozy bestialitet)

Watch Tetsuo II: Body Hammer | Prime Video
– men også “Hana-bi”, der så er noget andet –

For en bunke år siden, så jeg en Amerikansk TV Krimi, med en politimands-hovedrolle-indehaver, der vist lignede Huey Lewis ret meget. Og den startede sådan set helt normalt, med vores helt – The Officer – der investigerede en narkobande og kunne klare det hele på den halve tid. Og godt så han ud, da han gik op ad fortovet …. – hvor en bilbombe sprang, lige i synet på ham!

Og så skifter filmen fuldstændig karakter. For da vor ven kommer ud af coma og respirator, med samt nogle brandsår og læderede ribben, så er han blevet døv. Han kan absolut intet høre. Og en døv politimand …. – så der er dømt social deroute for The American Hero.

Lignende oplevelse havde jeg i forgårs, da jeg havde besluttet hvor den indre drengerøv skulle hen, iaften. Forskræppet og bagskræppet på “End of watch”, med Jake Gyldenkål og Michael Pinãta (eller hvad de nu hedder), lovede “en rystende realistisk rejse med usa’s hårdeste crime-figthters!” (elsker apostroffen – det giver én tillid til deklarationen). Og derfor satte jeg mig til rette i hjørnesofaen og forventede at blive diverteret med rå vold og CGI af en anden verden; biljagter, shoot-outs og onde narko-baroner; eksploderende biler og blodtud hen ad gaden. Og det fik jeg – men jeg fik også noget andet.

End of Watch - Wikipedia

Jeg ved da ikke en døft om amerikansk politi eller politiarbejde. Men jeg er da sikker på, at de allerfleste passer deres arbejde; at deres arbejdsvilkår er ligeså elendige som alle andre offentligt ansattes; at der er brådne kar og skurvede hoveder, som overalt i den offentlige sektor. Og “End of watch” starter da også med en sekvens, hvor vore to helte virker endog yderst “betændte” og korrumperede. Så jeg tænkte, at det hér, det bliver lige op ad drengerøvens allé.

Og så viste det sig, at være en yderst – næsten “social” – realistisk film om kriminalitet og politiarbejde i Guds Eget Land, og med en ganske livsbekræftende sidehistorie om venskaber, familie, arbejdskonflikter, kollegialitet, dumme chefer, søde piger, vold, fornedrelse, opgivelse, katastrofer – alt, på et helt menneskeligt niveau i en særlig, men åbenlyst virkelig, situation.

Det er ikke noget mesterværk – og det prætenderer det heller, at være. Men det er på mange måder en opløftende film, ikke mindst i forhold til en konstatering af, at det altså godt kan lade sig gøre at lave noget kvalitativt, selv i en genre der primært er kvantitativ.

Så jeg var nødt til at se den til ende. “End of watch” får tre håndjern udaf fem mulige

Comments

  1. Janus

    Jeg havde fuldstændigt glemt, at det var Peña, der spillede med i den – det sår noget tvivl om det erindringsbillede, jeg har af den (omend det nu er positivt). Så den tror jeg, at jeg vil (gen)se til ende på et tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.